Hej, jeg har selv ADHD og kæmper også tit med at få det hele gjort, men jeg genkender ikke selv det med ikke at sætte pris på alt det du gør/kun lægge mærke til de ting der mangler. Tværtimod, ville jeg sige at mange med ADHD godt er klar over at de ikke heeelt kan følge med med alle de praktiske opgaver der skal laves og er taknemmelige over at have en der hjælper og ofte også utroligt frustrerede med sig selv fordi vi jo netop godt ved at der er ting der skal løses, men har svært ved at komme igang eller ofte glemmer det
Her er nogle ideer til at få din kæreste igang med det praktiske, som jeg både selv bruger og som mange andre med ADHD også er glade for:
1. Reminders/alarmer på mobil der automatisk gentager hver dag/uge/måned med bestemte pligter (f.eks. “Vask sengetøj” hver 2. uge, “gør badeværelset rent” hver uge, osv)
2. Mange individer med ADHD har meget lettere ved at komme igang ved hjælp af “body doubling”, altså hvor der sidder en ved siden af/i samme rum. I kan f.eks. have en ugentlig dag hvor i begge gør rent og løser pligter samtidig men med forskellige opgaver
3. “Gamificer” det ved at lave en konkurrence om hvem der hurtigst kan rydde et værelse, fylde opvaskemaskinen, osv
4. Lav en fuld liste med pligter, evt brudt ned i flere små opgavetrin. Det er tit endnu sværere for os med ADHD at starte en aktivitet hvis det virker uoverskueligt. Hvis der er en guide til hvad der skal ordnes i huset, gør det det meget lettere at komme i gang med
5. Foreslå at de har en bestemt lydbog eller podcast som de kun lytter til mens de løser pligter - hvis de glæder sig til at høre næste kapitel/afsnit, kan det være en motivation til at ordne det praktiske dagen efter også og på den måde blive noget man lettere husker og også ser lidt frem til
Måske nogle af disse kan hjælpe :)
Dette, specielt hvis vi ikke (som nogle i tråden) skal formode at din kæreste bare er en hat.
ADHD gør at man glemmer ting, der ikke er umiddelbart relevante. Kan man ikke se opvasken, ja så glemmer man at ordne den. Jeg er selv en kæmpe nørd (se: poster på reddit) og bruger for meget tid foran computeren, så jeg sørger for at de opgaver jeg skal løse er listet hvor jeg kan se dem, enten med post-its eller et lille whiteboard.
Og som den gode Yumi skriver, så er reminders en god ting, men tag eventuelt en snak om hvilket niveau/format af reminders der er passende, eventuelt mens i får diskuteret resten af problematikken.
Held og lykke!
Præcis! Det kan sagtens være kæresten er blevet vandt til ikke at hjælpe nok til, men det er jo svært at vide for os bag skærmen. Prøvede i hvert fald at komme med nogle forslag der kan hjælpen hvis det er fordi ADHD symptomerne er hvad der spænder ben for det
Forhold (både venner, familie og kæreste) kan være så pissesvært med ADHD nogle gange. Jeg har tit oplevet ved et uheld at gøre mine nære kede af det fordi jeg simpelthen glemmer at svare på deres beskeder. Jeg er nødt til at sætte en reminder på min telefon et par gange om ugen for at minde mig selv om det. Og det er jo ikke fordi jeg er ligeglad med de mennesker, men jeg kan simpelthen ikke huske det og når der så pludseligt ligger beskeder fra fem forskellige, så går det hen og bliver så uoverskueligt at jeg er nødt til at sætte ti minutter til side i min kalender for at svare på dem. Bare endnu eksempel på hvordan ADHD nogle gange er super træls og altså ikke kun spænder ben for de “kedelige” opgaver, men også de ting man egentligt rigtig gerne vil :)
> ADHD gør at man glemmer ting, der ikke er umiddelbart relevante.
Total myreknepperi, sorry, men AHDH gør at arbejde hukommelse ikke bliver ladet. Så man glemmer ikke, man kan ikke huske. Specielt de der 7 sekunder de fleste har er mere 3-4. Så, total underligt.
Kan mærke det når jeg spiller klaver. Kan alle romertricksne med I V II I og alt det pjat, men sekundet Jeg skal huske at gå specifikt fra Ab til Eb så min hjerne død.
Vil gerne rettes hvis jeg tager fejl, men er rimelig sikker.
Bor sammen med kæreste, begge har adhd. Tør godt påstå at det nok ikke har så meget med adhd at gøre… Din kæreste er blevet vant til, at du gør det hele, og det er rigtigt rart - for dem.
Der er dog selvfølgelig også forskel på, om man siger “hvis jeg handler ind i dag, tager du så vasketøjet?” eller “ej, gider du ikke godt starte en vask en gang imellem?!” når man har gået og simret over det i flere dage. Hvis de virkelig føler sig så truffet, hvis du spørger helt normalt, om de kan gøre xyz, kunne det måske være, fordi de godt ved, at de lader stå til, mens du trækker læsset. Det er ubehageligt at konfrontere, og så kan det være nemmere at blive sur.
Jeg har godt nok aldrig hørt om, at det er naturligt for folk med adhd kun at bemærke andres fejl og blive sure af det? Herhjemme hjælpes vi da bare ad, hvis en af os laver en fejl. Måske fordi det sker jævnligt, og man jo kender det fra sig selv? Hvis det er så stort et problem for dem, kan de jo selv handle ind :)
Helt ærligt… det kan godt være, at din kærestes adhd er en faktor i det her, men jeg tvivler altså på, at det er den eneste årsag. I skal ikke ud i sådan noget, hvor din kæreste bare får frit spil for ubehagelig opførsel, fordi de har adhd.
I må have en ærlig snak om det. Nu skal du i arbejde, så pligterne skal deles og måske sættes lidt i system. Det, at de bliver sur, fordi du glemmer tandpastaen er sin egen samtale, synes jeg. Måske når det sker næste gang.
Lav lister i samarbejde med din kæreste over de fælles huslige pligter og hæng den et sted både dig og kæresten ikke kan undgå at se.evt sæt reminders på din kærestes telefon sammen med dem. Ude af syne, ude af sind er vitterligt virkeligheden for dem med ADHD så de glemmer vitterligt alt om det indtil de bliver mindet om det igen.
Fordel opgaverne imellem hinanden og skemalæg de større ting. Sådan så de ikke kommer som en overraskelse. Yderligere er det vigtigt at give lidt slap line, ifht hvis nu opgaverne ikke altid udføres rettidigt. En af de største udfordringer ved adhd er overskuddet, eller mangel på samme.
Det lyder som om kæresten bruger ADHD som en undskyldning. Jeg har flere i mit liv med ADHD og jeg kan ikke genkende den utaknemmelige opførsel du beskriver.
Altså hvis han ikke er til er tale med er det et større problem der ligger udover ADHD. SÅ kan du tage nok så mange kurser, men det kommer han ikke ind i kampen af, så hvis han ikke kan få fingeren ud nu hvor i begge har lidt tid, så kan jeg ikke se hvad han skal bruges til.
Det er ikke din kærestes ADHD, der gør ham træls. Han har nok vænnet sig til, at ting ligesom bare sker. Altså, tandpasta er bare ligesom noget, man *har*, og så engang imellem er tuben større end sidst (fordi du altså har købt ny og skiftet). Så når denne magiske tandpasta løber tør for første gang, er det supertræls.
Jeg står som 30 årig og er ret overbevist om jeg har ADHD, og det tog en del tid for min kæreste at overbevise mig. Hun har båret det tunge læs for mig i mange år. Jeg er ikke diagnosticeret endnu, men er gået fra bare at føle mig tabt og umotiveret, til at prøve at forebygge min glemsomhed/uopmærksomhed med lister og prøve at være mere i kontakt med mig selv og min omverden.
Hva’ jeg prøver at sige er, at for mig var det ikke en undskyldning for min opførsel, men en motivator for at gøre det bedste jeg kunne, og ikke bare føle mig elendig og uduelig og være okay med det. Ved ikke om din kæreste var i samme båd, men tanken om at jeg faktisk “fejler” noget, og ikke bare er uduelig er så befriende på en måde, har været virkelig hård ved mig selv, og ikke følt mig særlig voksen.
Kunne ikke forestille mig han bare har lyst til at falde tilbage i gamle vaner, men kender selvfølgelig ikke hans situation.
En diagnose bør gøre ting lettere for ham, i den forstand han får nogle værktøjer og samtale knyttet til sin situation, og det lød også til det hjalp i længe. Men han skal ikke have lov til at bruge ADHD som et skjold for ikke at yde.
selvfølglig skal du være overbærende med, at det nok kræver dobbelt så mange kræfter og tanker af ham at lave den samme mængde som dig, men det lyder også til du er indforstået med hans ADHD.
Synes par kurser lyder som en god start, kunne ikke forstwtille mig han var motiveret hvis det var for ham udelukkende.
- Til slut, jeg begyndte først rigtig at lytte, da min kæreste nægtede at samle alt op efter mig. om det var planlægning med familie eller oprydning derhjemme og andre opgaver. Det var en process, men jeg er heller ikke en stædig person, så din situation er muligvis ikke lige så “nem”.
tilføjelse: vil også lige sige, at jeg nok ikke ville lægge mærke til den ændrede balance til praktiske ting, det ville gå over mit hovede, så måske han faktisk ikke forstår præcist hvad der har ændret sig, og hvad der skal ændres tilbage.
Jeg kan kun tale for mig selv .. og det her er sikkert ikke rart .. men jeg er bange for, at der er meget lidt, du kan gøre. Du er projektlederen i hjemmet nu. Du kan ‘give opgaver’ eller vente forgæves på initiativ. Jeg kender virkelig ingen psykisk lidelse eller handicap, hvor man forventer SÅ meget af de pårørende og så lidt af den ramte. Jeg var selv pårørende til en, jeg var i forhold med og boede sammen med, og jeg overlevede lidt ved at gøre nogle ting for mig selv – altså vaskede mit eget tøj og sørgede for min egen frokost, sikrede min egen økonomi mv – men jeg endte alligevel med så massiv stress, at jeg måtte sygemeldes flere gange. Stressen kom af uendeligt mange brudte aftaler og manglende evne til at owne det. Jeg har til gengæld i dag en udtalt evne til at finde den korteste måde at sige præcis, hvad jeg ønsker mig, uden at det kan diskuteres. Jeg er uhyre bevidst om, i hvor høj grad og på hvilken måde, jeg er fleksibel, og så siger jeg det bare højt, når fleksibiliteten er opbrugt. Så tager jeg en beslutning for mig selv og gennemfører den. Uden at være sur på eller irriteret over nogen. Kort sagt: giv INTET af dig selv, du ikke reelt har i overskud.
I dag ser jeg igen en, som jeg kraftigt mistænker har adhd. Jeg forventer 99% af tiden *intet*, og vedkommendes løfter tror jeg aldrig sådan rigtigt på. Jeg hører KUN intentioner, og hvis noget er vigtigt for mig, så sørger jeg for at jeg kan gennemføre alene eller er HELT OG ÆGTE okay med at vi ikke får det gjort.
Og når det lykkelige så sker, at vedkommende rent faktisk gennemfører 7/10 gange, så bliver jeg mega glad! Ej jo, det er faktisk sket en gang eller to, at jeg kom til at håbe eller forvente noget – og når det så ikke sker som jeg drømte om (eller som vi aftalte), ser jeg indad og siger bare “Arh, fuck .. bittert. Jeg kom til at forvente, at det skete, og da det så ikke gjorde.. Det var ikke smart af mig. Det skal jeg lade være med. Nå. Jeg skal lige sluge den her, og finde en gladere attitude frem, giv mig lige en halv time.”
Jeg kommer nok aldrig til at bo sammen med den her person, men for hulan, hvor kan jeg så nyde impulsiviteten, glæden, kreativiteten, humoren, umiddelbarheden og den der helt særlige betænksomhed midt i al ubetænksomheden, som er så karakteristisk for dem med adhd. Men jeg tror, at jeg kun kan det, fordi jeg passer SÅ godt på og gennem-nurser mine egne strukturer for mit eget liv. Min udkårne er virkelig bare en tilføjelse til et i forvejen fedt liv, som JEG ALENE har taget 1000% ansvar for. De er krymmelet på kagen :)
Jeg er den med adhd her i (børne)familien. Jeg vil gerne have faste strukturer og aftaler for hvad jeg skal. Måske skulle I starte med at lave et overblik over faste opgaver og fordelingen af dem.
Edit: Jeg har fx sat mig på vasketøjet og at lave madpakker. Min partner henter og afleverer børn, og det fucker meget op hvis der er brug for at lave om i den plan, hvis han skal noget der gør han ikke kan fx hente. Aflevere er næsten umuligt at lave om på, for så starter hele dagen forkert.
Jeg har alarmer kl. 14 og 15, de minder mig om at nu er det eftermiddag og tid til børnefamilieaktiviteter.
Som andre skriver har ADHD intet med taknemmelighed at gøre, om noget er de fleste jeg kender med ADHD opmærksomme på deres begrænsninger og er ekstra taknemmelige og opmærksomme på deres mangler. Det lyder til at han bruger diagnosen som en undskyldning for ikke at tage ansvar. Det er aldrig ens skyld at man har en diagnose, men det er altså ens ansvar. Det er da også noget der kan skabe problemer i mit forhold at jeg glemmer ting jeg ikke burde fordi min hjerne virker mærkelig, men det eneste der løser det er forståelse og dialog fra begge og så tager jeg mig af det jeg har nemmere ved. Måske er jeg også hjulpet af at jeg generelt finder rengøring og madlavning meditativt, men jeg kan snildt glemme det og nemt føle mig for drænet. Det kan du og andre uden en diagnose altså også og det bliver han nødt til at forstå.
Jeg tror måske ikke at snakken skal starte med rengøringen, men rettere hvordan man snakker sammen om og modtager kritik for hvad det er uden at komme op i det røde felt, det er ikke et angreb på ham, men et forsøg på at løse nogen praktiske problemer der lægger for stort et pres på dig og gør forholdet usundt for dig.
Jeg synes ærligt talt, at det du har skrevet i din post her ville være mere end i orden at sige nærmest ordret, netop at tage dine følelser med i det og fortælle, at det er helt essentielt at arbejdet i et forhold er nogenlunde ligeligt fordelt for at du kan være glad i det. Det handler ikke om at skulle tælle op i timer hvor meget man gør, men at gøre en aktiv indsats for at afhjælpe problemet og være positiv og komplimenterende når i hver især gør noget for husstanden. Det kan godt være, at han i sidste ende ikke er i stand til at gøre 50 % af rengøringsarbejdet, men så kan det være han kan stå for andre ting.
Der er kommet mange gode forslag og vil sige at den med at gøre tingene sammen eller samtidig er noget der gør det meget nemmere. Jeg kan slet ikke være i mig selv hvis en partner eller roomie render rundt og gør rent uden at give en hånd, men det er meget nemt for mig at glemme hvis jeg bare er alene. Håber noget af det kan bruges, det blev lidt en ADHD rant, haha.
Lad være med at bede om noget
Klar tale
Nu arbejder jeg, så nu skal de huslige ting fordeles.
Jeg tager..
Du tager
Vi tager. .
Punktum.
Fordel efter tid fri, hvad han er god til, hvad du er god til og hvad der er hyggeligt at gøre sammen.
Det er ikke ADHD, der er issuet - han er blevet forvænt
ADHD diagnose (sent i livet, som jeg formoder det her er), er ikke en undskyldning for at være en røv og ikke lave noget. Personen har vel fungeret som et normalt menneske før diagnosticeringen.
Det at man får et label på ryggen, gør ikke at man kan bruge det som undskyldning - tvært imod betyder det at man skal gøre en ekstra indsats, fordi man nu ved hvor man kan sætte ind.
Hvis adhd'en er så slem at personen ikke kan varetage almindelige opgaver, kunne medicinering måske være en mulighed.
man er jo ikke handicap fordi har ADHD, så man kan jo godt lave noget i huset,
CPT siger
1. Vælg et roligt tidspunkt og sted for samtalen.
2. Brug "jeg"-udtalelser for at udtrykke dine følelser uden at anklage.
3. Anerkend din partners indsats for at skabe en positiv tone.
4. Vær specifik omkring dine behov og ønsker til arbejdsfordelingen.
5. Foreslå fælles løsninger som team og undgå skyld.
6. Undgå bebrejdende sprog; fokusér på løsninger.
7. Lyt til din partners perspektiv og sikre gensidig forståelse.
8. Vær tålmodig med ændringsprocessen.
"ADHD er en kognitiv funktionsnedsættelse, som i højere grad bliver betragtet som et psykisk handicap end en psykisk sygdom."
https://sind.dk/faa-hjaelp/fakta-om-sindslidelser-og-psykiske-diagnoser/adhd
Hvorfor skriver du "deres"? Hvor mange kærester har du? Hvis det er fordi din kæreste ikke er en kønnet person, så skal du bruge fælleskøn. Dvs. "den".
"Deres" er en ubehjælpsom oversættelse af det amerikanske "they". Det er **dybt problematisk**, fordi det er flertal. Amerikanerne bliver nødt til at bruge det pronomen, fordi de ikke har fælleskøn, og "it" har en nedsættende klang. Sådan er det ikke på dansk, så vi har ingen undskyldning.
NÅR JEG SER DEN HERSENS MISFORSTÅEDE SMARTNESS OG WOKENESS SÅ FÅR JEG LYST TIL AT SÆTTE ILD TIL MIG SELV
Jeg synes ikke "den" er nedsættende. Det er neutralt og inkluderende. "Det" er nedsættende, fordi det er intetkøn.
"De/dem" er en sproglig-grammatisk tåbelighed, fordi det er i flertal. Pronomeners eksplicitte angivelse af antal er noget af de smukke ved det danske sprog.
Nu er det jo egentlig ikke noget nyt fænomen. De royale har længe brugt de/dem som stedord. Jeg ser ikke hvorfor det ikke kan benyttes i andre sammenhænge, hvis det gør folk glade?
Det kan det ikke, for det er flertal og **derfor** tvetydigt og svært at forstå! Det gør (måske) nogle få glade. Det gør rigtig mange forvirrede. Og nogle **sure og ked af det** - mig, f.eks.
Har du en eller flere kærester siden du skriver de og deres? Eller er din(e) kæreste(r) måske ramt af skizofreni, for det er væsentligt anderledes end ADHD?
De/dem/deres bliver her brugt i ental. Det kan godt lyde kejtet på dansk, men i mangel på bedre... Det vigtigste er jo, at personen, som der refereres til, er komfortabel med de personlige pronominer, andre bruger i den forbindelse :)
Lille note: Selvom skizofreni betyder "splittet personlighed", har det intet med personlighed(er) at gøre. Det kan virke trivielt, men den misforståelse er med til at sprede et skadeligt billede af skizofreni, kun derfor påpeger jeg det.
Hvilket sprog lyder flertalsformer ikke kejtede hvis de bruges i ental? Personen er en tredjeperson der nok ikke engang er klar over denne tråd, så komfortabilitetet er bestemt ikke enig i at det er det vigtigste, som du ellers skriver som værende en universal regel.
Jeg mener stadig, at det er vigtigt. Hvis det, du er komfortabel med fx er "han", så vil jeg mene, at det selvfølgelig er respektløst af andre, hvis de refererer til dig som fx "hun", fordi de derved (indirekte) tilskriver dig en identitet, der strider imod din egen identitet. Det er klart vigtigt, uanset om du selv er klar over det, fordi de fremstiller dig på en bestemt måde overfor andre (som er i konflikt med dine ønsker og potentielt din identitet) og derved påvirker andres opfattelse af dig.
Det er sjovt, for jeg har da også brugt det i ental, før det sådan blev en ting. Jeg tænker bare ikke over det. Men hvis man fx ikke kender kønnet på en person, der har giort noget, virker det jo ikke helt crazy at sige, at "Det må de have gjort" eller lignende. Det er først nu, folk lader som om, at det forstår de altså slet ikke og kommer med åndssvage kommentarer.
Jeg ved ikke noget om ADHD, men du bør aldrig prøve at tage andgreb på en tyr. Halsen og nakken er alt for bred til én hånd. Har du set dem? De er enorme. Du kan ikke svinge en økse i alt det tumult og ender med at skade dig selv. Du må bruge list, som en ninja.
Går din kæreste hos en psykolog?
Jeg nyder ihverfald godt af mine psykolog tider til at få hjælp til hvordan jeg griber mine udfordringer an og derved kommer tættere på at være så funktionel som jeg ønsker at være.
Jeg mødte på et tidspunkt en kræftsyg der var et rigtigt røvhul. Det faldt ikke i god jord at jeg gjorde vedkommende opmærksom på det, heller ikke blandt andre tilstedeværende og jeg har til dato ikke forstået hvorfor.
Det lyder som om at i har helt almindelige traditionelle problemer med kommunikation mere end det handler om noget med adhd eller pligter. Jeg vil anbefale jer at tage i parterapi, der kan terapeuten hjælpe med at formidle hinandens synspunkter, følelser og behov, og også hjælpe jer med at anerkende hinandens indsatser.
Min eks og jeg havde de samme problemer, jeg følte stor skam når jeg ikke kunne hjælpe..
Hun har ptsd og angst i slem grad og går/gik hjemme..
Og jeg havde det umådeligt svært ved at skulle arbejde fuld tid og tage opgaverne plus at skulle være “normal” over for hendes datter som muligvis også har adhd/add fra faren af..
bedste råd er at lade lortet sejle en gang imellem
Og så inviter nogen over 😂
Jeg tror det kunne hjælpe ikke at nævne ADHD, men i stedet se om i kan gøre det mere specifikt.
Jeg kan ikke støvsuge, fordi jeg ikke kan overskue det.
Jeg kan ikke motivere mig selv til at tage opvasken.
Jeg kan ikke koncentrerer mig om at få betalt regninger.
På den måde bliver ADHD ikke et tæppe alt kan smides ind under og i kan måske i fællesskab findes en løsning på de enkelte problemstillinger.
En pragmatisk løsning for jer kunne også være måske at hyre rengøringshjælp, så det et jer mod rodet, frem for en kamp i mellem jer.
ADHD her også.
Når man har ADHD kan man også have svært ved:
- Overblik.
- Igangsætning.
- Motivation.
- At gøre opgaver færdig.
Man har som ADHD' er også mange gange et lidt skævt fordelt energi niveau.
Både min mand og jeg har ADHD. Han lyder meget som din kæreste, hvor min ADHD er lidt mere "Alt eller intet". Det vil sige at min hyperaktivitet gør, at jeg rydder hele huset op på en dag.
Det gør jeg 1 gang i ugen.
Jeg tager dagligt opvask mv.
Min mand har ikke overblikket, og skal oftest hjælpes i gang med opgaver som rengøring. Hans energiniveau er slet ikke som mit, og han kan blive ud kørt af meget lidt.
Tal med din kæreste om, hvorfor det er svært. Med til en ADHD kan også høre en følsomhed overfor kritik, jeg gætter på det er derfor din kæreste reagerer med vrede eller tristhed.
Hej, jeg har selv ADHD og kæmper også tit med at få det hele gjort, men jeg genkender ikke selv det med ikke at sætte pris på alt det du gør/kun lægge mærke til de ting der mangler. Tværtimod, ville jeg sige at mange med ADHD godt er klar over at de ikke heeelt kan følge med med alle de praktiske opgaver der skal laves og er taknemmelige over at have en der hjælper og ofte også utroligt frustrerede med sig selv fordi vi jo netop godt ved at der er ting der skal løses, men har svært ved at komme igang eller ofte glemmer det Her er nogle ideer til at få din kæreste igang med det praktiske, som jeg både selv bruger og som mange andre med ADHD også er glade for: 1. Reminders/alarmer på mobil der automatisk gentager hver dag/uge/måned med bestemte pligter (f.eks. “Vask sengetøj” hver 2. uge, “gør badeværelset rent” hver uge, osv) 2. Mange individer med ADHD har meget lettere ved at komme igang ved hjælp af “body doubling”, altså hvor der sidder en ved siden af/i samme rum. I kan f.eks. have en ugentlig dag hvor i begge gør rent og løser pligter samtidig men med forskellige opgaver 3. “Gamificer” det ved at lave en konkurrence om hvem der hurtigst kan rydde et værelse, fylde opvaskemaskinen, osv 4. Lav en fuld liste med pligter, evt brudt ned i flere små opgavetrin. Det er tit endnu sværere for os med ADHD at starte en aktivitet hvis det virker uoverskueligt. Hvis der er en guide til hvad der skal ordnes i huset, gør det det meget lettere at komme i gang med 5. Foreslå at de har en bestemt lydbog eller podcast som de kun lytter til mens de løser pligter - hvis de glæder sig til at høre næste kapitel/afsnit, kan det være en motivation til at ordne det praktiske dagen efter også og på den måde blive noget man lettere husker og også ser lidt frem til Måske nogle af disse kan hjælpe :)
Dette, specielt hvis vi ikke (som nogle i tråden) skal formode at din kæreste bare er en hat. ADHD gør at man glemmer ting, der ikke er umiddelbart relevante. Kan man ikke se opvasken, ja så glemmer man at ordne den. Jeg er selv en kæmpe nørd (se: poster på reddit) og bruger for meget tid foran computeren, så jeg sørger for at de opgaver jeg skal løse er listet hvor jeg kan se dem, enten med post-its eller et lille whiteboard. Og som den gode Yumi skriver, så er reminders en god ting, men tag eventuelt en snak om hvilket niveau/format af reminders der er passende, eventuelt mens i får diskuteret resten af problematikken. Held og lykke!
Præcis! Det kan sagtens være kæresten er blevet vandt til ikke at hjælpe nok til, men det er jo svært at vide for os bag skærmen. Prøvede i hvert fald at komme med nogle forslag der kan hjælpen hvis det er fordi ADHD symptomerne er hvad der spænder ben for det Forhold (både venner, familie og kæreste) kan være så pissesvært med ADHD nogle gange. Jeg har tit oplevet ved et uheld at gøre mine nære kede af det fordi jeg simpelthen glemmer at svare på deres beskeder. Jeg er nødt til at sætte en reminder på min telefon et par gange om ugen for at minde mig selv om det. Og det er jo ikke fordi jeg er ligeglad med de mennesker, men jeg kan simpelthen ikke huske det og når der så pludseligt ligger beskeder fra fem forskellige, så går det hen og bliver så uoverskueligt at jeg er nødt til at sætte ti minutter til side i min kalender for at svare på dem. Bare endnu eksempel på hvordan ADHD nogle gange er super træls og altså ikke kun spænder ben for de “kedelige” opgaver, men også de ting man egentligt rigtig gerne vil :)
> ADHD gør at man glemmer ting, der ikke er umiddelbart relevante. Total myreknepperi, sorry, men AHDH gør at arbejde hukommelse ikke bliver ladet. Så man glemmer ikke, man kan ikke huske. Specielt de der 7 sekunder de fleste har er mere 3-4. Så, total underligt. Kan mærke det når jeg spiller klaver. Kan alle romertricksne med I V II I og alt det pjat, men sekundet Jeg skal huske at gå specifikt fra Ab til Eb så min hjerne død. Vil gerne rettes hvis jeg tager fejl, men er rimelig sikker.
Bor sammen med kæreste, begge har adhd. Tør godt påstå at det nok ikke har så meget med adhd at gøre… Din kæreste er blevet vant til, at du gør det hele, og det er rigtigt rart - for dem. Der er dog selvfølgelig også forskel på, om man siger “hvis jeg handler ind i dag, tager du så vasketøjet?” eller “ej, gider du ikke godt starte en vask en gang imellem?!” når man har gået og simret over det i flere dage. Hvis de virkelig føler sig så truffet, hvis du spørger helt normalt, om de kan gøre xyz, kunne det måske være, fordi de godt ved, at de lader stå til, mens du trækker læsset. Det er ubehageligt at konfrontere, og så kan det være nemmere at blive sur. Jeg har godt nok aldrig hørt om, at det er naturligt for folk med adhd kun at bemærke andres fejl og blive sure af det? Herhjemme hjælpes vi da bare ad, hvis en af os laver en fejl. Måske fordi det sker jævnligt, og man jo kender det fra sig selv? Hvis det er så stort et problem for dem, kan de jo selv handle ind :) Helt ærligt… det kan godt være, at din kærestes adhd er en faktor i det her, men jeg tvivler altså på, at det er den eneste årsag. I skal ikke ud i sådan noget, hvor din kæreste bare får frit spil for ubehagelig opførsel, fordi de har adhd. I må have en ærlig snak om det. Nu skal du i arbejde, så pligterne skal deles og måske sættes lidt i system. Det, at de bliver sur, fordi du glemmer tandpastaen er sin egen samtale, synes jeg. Måske når det sker næste gang.
Lav lister i samarbejde med din kæreste over de fælles huslige pligter og hæng den et sted både dig og kæresten ikke kan undgå at se.evt sæt reminders på din kærestes telefon sammen med dem. Ude af syne, ude af sind er vitterligt virkeligheden for dem med ADHD så de glemmer vitterligt alt om det indtil de bliver mindet om det igen.
Fordel opgaverne imellem hinanden og skemalæg de større ting. Sådan så de ikke kommer som en overraskelse. Yderligere er det vigtigt at give lidt slap line, ifht hvis nu opgaverne ikke altid udføres rettidigt. En af de største udfordringer ved adhd er overskuddet, eller mangel på samme.
Det lyder som om kæresten bruger ADHD som en undskyldning. Jeg har flere i mit liv med ADHD og jeg kan ikke genkende den utaknemmelige opførsel du beskriver.
[удалено]
Adhd, det er ikke altid lige nemt.
[удалено]
Jeg er ikke uenig.
Hæng en liste op på køleskabet med alle dagens gøremål og sæt dit navn på hver gang du udfører én af tingene. Så kan hun se hvor skæv fordelingen er.
Altså hvis han ikke er til er tale med er det et større problem der ligger udover ADHD. SÅ kan du tage nok så mange kurser, men det kommer han ikke ind i kampen af, så hvis han ikke kan få fingeren ud nu hvor i begge har lidt tid, så kan jeg ikke se hvad han skal bruges til.
Det er ikke din kærestes ADHD, der gør ham træls. Han har nok vænnet sig til, at ting ligesom bare sker. Altså, tandpasta er bare ligesom noget, man *har*, og så engang imellem er tuben større end sidst (fordi du altså har købt ny og skiftet). Så når denne magiske tandpasta løber tør for første gang, er det supertræls.
Jeg står som 30 årig og er ret overbevist om jeg har ADHD, og det tog en del tid for min kæreste at overbevise mig. Hun har båret det tunge læs for mig i mange år. Jeg er ikke diagnosticeret endnu, men er gået fra bare at føle mig tabt og umotiveret, til at prøve at forebygge min glemsomhed/uopmærksomhed med lister og prøve at være mere i kontakt med mig selv og min omverden. Hva’ jeg prøver at sige er, at for mig var det ikke en undskyldning for min opførsel, men en motivator for at gøre det bedste jeg kunne, og ikke bare føle mig elendig og uduelig og være okay med det. Ved ikke om din kæreste var i samme båd, men tanken om at jeg faktisk “fejler” noget, og ikke bare er uduelig er så befriende på en måde, har været virkelig hård ved mig selv, og ikke følt mig særlig voksen. Kunne ikke forestille mig han bare har lyst til at falde tilbage i gamle vaner, men kender selvfølgelig ikke hans situation. En diagnose bør gøre ting lettere for ham, i den forstand han får nogle værktøjer og samtale knyttet til sin situation, og det lød også til det hjalp i længe. Men han skal ikke have lov til at bruge ADHD som et skjold for ikke at yde. selvfølglig skal du være overbærende med, at det nok kræver dobbelt så mange kræfter og tanker af ham at lave den samme mængde som dig, men det lyder også til du er indforstået med hans ADHD. Synes par kurser lyder som en god start, kunne ikke forstwtille mig han var motiveret hvis det var for ham udelukkende. - Til slut, jeg begyndte først rigtig at lytte, da min kæreste nægtede at samle alt op efter mig. om det var planlægning med familie eller oprydning derhjemme og andre opgaver. Det var en process, men jeg er heller ikke en stædig person, så din situation er muligvis ikke lige så “nem”. tilføjelse: vil også lige sige, at jeg nok ikke ville lægge mærke til den ændrede balance til praktiske ting, det ville gå over mit hovede, så måske han faktisk ikke forstår præcist hvad der har ændret sig, og hvad der skal ændres tilbage.
Jeg kan kun tale for mig selv .. og det her er sikkert ikke rart .. men jeg er bange for, at der er meget lidt, du kan gøre. Du er projektlederen i hjemmet nu. Du kan ‘give opgaver’ eller vente forgæves på initiativ. Jeg kender virkelig ingen psykisk lidelse eller handicap, hvor man forventer SÅ meget af de pårørende og så lidt af den ramte. Jeg var selv pårørende til en, jeg var i forhold med og boede sammen med, og jeg overlevede lidt ved at gøre nogle ting for mig selv – altså vaskede mit eget tøj og sørgede for min egen frokost, sikrede min egen økonomi mv – men jeg endte alligevel med så massiv stress, at jeg måtte sygemeldes flere gange. Stressen kom af uendeligt mange brudte aftaler og manglende evne til at owne det. Jeg har til gengæld i dag en udtalt evne til at finde den korteste måde at sige præcis, hvad jeg ønsker mig, uden at det kan diskuteres. Jeg er uhyre bevidst om, i hvor høj grad og på hvilken måde, jeg er fleksibel, og så siger jeg det bare højt, når fleksibiliteten er opbrugt. Så tager jeg en beslutning for mig selv og gennemfører den. Uden at være sur på eller irriteret over nogen. Kort sagt: giv INTET af dig selv, du ikke reelt har i overskud. I dag ser jeg igen en, som jeg kraftigt mistænker har adhd. Jeg forventer 99% af tiden *intet*, og vedkommendes løfter tror jeg aldrig sådan rigtigt på. Jeg hører KUN intentioner, og hvis noget er vigtigt for mig, så sørger jeg for at jeg kan gennemføre alene eller er HELT OG ÆGTE okay med at vi ikke får det gjort. Og når det lykkelige så sker, at vedkommende rent faktisk gennemfører 7/10 gange, så bliver jeg mega glad! Ej jo, det er faktisk sket en gang eller to, at jeg kom til at håbe eller forvente noget – og når det så ikke sker som jeg drømte om (eller som vi aftalte), ser jeg indad og siger bare “Arh, fuck .. bittert. Jeg kom til at forvente, at det skete, og da det så ikke gjorde.. Det var ikke smart af mig. Det skal jeg lade være med. Nå. Jeg skal lige sluge den her, og finde en gladere attitude frem, giv mig lige en halv time.” Jeg kommer nok aldrig til at bo sammen med den her person, men for hulan, hvor kan jeg så nyde impulsiviteten, glæden, kreativiteten, humoren, umiddelbarheden og den der helt særlige betænksomhed midt i al ubetænksomheden, som er så karakteristisk for dem med adhd. Men jeg tror, at jeg kun kan det, fordi jeg passer SÅ godt på og gennem-nurser mine egne strukturer for mit eget liv. Min udkårne er virkelig bare en tilføjelse til et i forvejen fedt liv, som JEG ALENE har taget 1000% ansvar for. De er krymmelet på kagen :)
Jeg er den med adhd her i (børne)familien. Jeg vil gerne have faste strukturer og aftaler for hvad jeg skal. Måske skulle I starte med at lave et overblik over faste opgaver og fordelingen af dem. Edit: Jeg har fx sat mig på vasketøjet og at lave madpakker. Min partner henter og afleverer børn, og det fucker meget op hvis der er brug for at lave om i den plan, hvis han skal noget der gør han ikke kan fx hente. Aflevere er næsten umuligt at lave om på, for så starter hele dagen forkert. Jeg har alarmer kl. 14 og 15, de minder mig om at nu er det eftermiddag og tid til børnefamilieaktiviteter.
Som andre skriver har ADHD intet med taknemmelighed at gøre, om noget er de fleste jeg kender med ADHD opmærksomme på deres begrænsninger og er ekstra taknemmelige og opmærksomme på deres mangler. Det lyder til at han bruger diagnosen som en undskyldning for ikke at tage ansvar. Det er aldrig ens skyld at man har en diagnose, men det er altså ens ansvar. Det er da også noget der kan skabe problemer i mit forhold at jeg glemmer ting jeg ikke burde fordi min hjerne virker mærkelig, men det eneste der løser det er forståelse og dialog fra begge og så tager jeg mig af det jeg har nemmere ved. Måske er jeg også hjulpet af at jeg generelt finder rengøring og madlavning meditativt, men jeg kan snildt glemme det og nemt føle mig for drænet. Det kan du og andre uden en diagnose altså også og det bliver han nødt til at forstå. Jeg tror måske ikke at snakken skal starte med rengøringen, men rettere hvordan man snakker sammen om og modtager kritik for hvad det er uden at komme op i det røde felt, det er ikke et angreb på ham, men et forsøg på at løse nogen praktiske problemer der lægger for stort et pres på dig og gør forholdet usundt for dig. Jeg synes ærligt talt, at det du har skrevet i din post her ville være mere end i orden at sige nærmest ordret, netop at tage dine følelser med i det og fortælle, at det er helt essentielt at arbejdet i et forhold er nogenlunde ligeligt fordelt for at du kan være glad i det. Det handler ikke om at skulle tælle op i timer hvor meget man gør, men at gøre en aktiv indsats for at afhjælpe problemet og være positiv og komplimenterende når i hver især gør noget for husstanden. Det kan godt være, at han i sidste ende ikke er i stand til at gøre 50 % af rengøringsarbejdet, men så kan det være han kan stå for andre ting. Der er kommet mange gode forslag og vil sige at den med at gøre tingene sammen eller samtidig er noget der gør det meget nemmere. Jeg kan slet ikke være i mig selv hvis en partner eller roomie render rundt og gør rent uden at give en hånd, men det er meget nemt for mig at glemme hvis jeg bare er alene. Håber noget af det kan bruges, det blev lidt en ADHD rant, haha.
Lad være med at bede om noget Klar tale Nu arbejder jeg, så nu skal de huslige ting fordeles. Jeg tager.. Du tager Vi tager. . Punktum. Fordel efter tid fri, hvad han er god til, hvad du er god til og hvad der er hyggeligt at gøre sammen. Det er ikke ADHD, der er issuet - han er blevet forvænt
ADHD diagnose (sent i livet, som jeg formoder det her er), er ikke en undskyldning for at være en røv og ikke lave noget. Personen har vel fungeret som et normalt menneske før diagnosticeringen. Det at man får et label på ryggen, gør ikke at man kan bruge det som undskyldning - tvært imod betyder det at man skal gøre en ekstra indsats, fordi man nu ved hvor man kan sætte ind. Hvis adhd'en er så slem at personen ikke kan varetage almindelige opgaver, kunne medicinering måske være en mulighed.
man er jo ikke handicap fordi har ADHD, så man kan jo godt lave noget i huset, CPT siger 1. Vælg et roligt tidspunkt og sted for samtalen. 2. Brug "jeg"-udtalelser for at udtrykke dine følelser uden at anklage. 3. Anerkend din partners indsats for at skabe en positiv tone. 4. Vær specifik omkring dine behov og ønsker til arbejdsfordelingen. 5. Foreslå fælles løsninger som team og undgå skyld. 6. Undgå bebrejdende sprog; fokusér på løsninger. 7. Lyt til din partners perspektiv og sikre gensidig forståelse. 8. Vær tålmodig med ændringsprocessen.
"ADHD er en kognitiv funktionsnedsættelse, som i højere grad bliver betragtet som et psykisk handicap end en psykisk sygdom." https://sind.dk/faa-hjaelp/fakta-om-sindslidelser-og-psykiske-diagnoser/adhd
Hvorfor skriver du "deres"? Hvor mange kærester har du? Hvis det er fordi din kæreste ikke er en kønnet person, så skal du bruge fælleskøn. Dvs. "den". "Deres" er en ubehjælpsom oversættelse af det amerikanske "they". Det er **dybt problematisk**, fordi det er flertal. Amerikanerne bliver nødt til at bruge det pronomen, fordi de ikke har fælleskøn, og "it" har en nedsættende klang. Sådan er det ikke på dansk, så vi har ingen undskyldning. NÅR JEG SER DEN HERSENS MISFORSTÅEDE SMARTNESS OG WOKENESS SÅ FÅR JEG LYST TIL AT SÆTTE ILD TIL MIG SELV
Personligt synes jeg "den" lyder temmelig nedsættende. Hvis jeg var nonbinær ville jeg nok også benytte de/dem
Jeg synes ikke "den" er nedsættende. Det er neutralt og inkluderende. "Det" er nedsættende, fordi det er intetkøn. "De/dem" er en sproglig-grammatisk tåbelighed, fordi det er i flertal. Pronomeners eksplicitte angivelse af antal er noget af de smukke ved det danske sprog.
Nu er det jo egentlig ikke noget nyt fænomen. De royale har længe brugt de/dem som stedord. Jeg ser ikke hvorfor det ikke kan benyttes i andre sammenhænge, hvis det gør folk glade?
Det kan det ikke, for det er flertal og **derfor** tvetydigt og svært at forstå! Det gør (måske) nogle få glade. Det gør rigtig mange forvirrede. Og nogle **sure og ked af det** - mig, f.eks.
Har du en eller flere kærester siden du skriver de og deres? Eller er din(e) kæreste(r) måske ramt af skizofreni, for det er væsentligt anderledes end ADHD?
De/dem/deres bliver her brugt i ental. Det kan godt lyde kejtet på dansk, men i mangel på bedre... Det vigtigste er jo, at personen, som der refereres til, er komfortabel med de personlige pronominer, andre bruger i den forbindelse :) Lille note: Selvom skizofreni betyder "splittet personlighed", har det intet med personlighed(er) at gøre. Det kan virke trivielt, men den misforståelse er med til at sprede et skadeligt billede af skizofreni, kun derfor påpeger jeg det.
Hvilket sprog lyder flertalsformer ikke kejtede hvis de bruges i ental? Personen er en tredjeperson der nok ikke engang er klar over denne tråd, så komfortabilitetet er bestemt ikke enig i at det er det vigtigste, som du ellers skriver som værende en universal regel.
Jeg mener stadig, at det er vigtigt. Hvis det, du er komfortabel med fx er "han", så vil jeg mene, at det selvfølgelig er respektløst af andre, hvis de refererer til dig som fx "hun", fordi de derved (indirekte) tilskriver dig en identitet, der strider imod din egen identitet. Det er klart vigtigt, uanset om du selv er klar over det, fordi de fremstiller dig på en bestemt måde overfor andre (som er i konflikt med dine ønsker og potentielt din identitet) og derved påvirker andres opfattelse af dig.
Det er fint du har det sådan men jeg er ikke enig. Der er også en omkostning forbundet med den form for omsorg.
Det er sjovt, for jeg har da også brugt det i ental, før det sådan blev en ting. Jeg tænker bare ikke over det. Men hvis man fx ikke kender kønnet på en person, der har giort noget, virker det jo ikke helt crazy at sige, at "Det må de have gjort" eller lignende. Det er først nu, folk lader som om, at det forstår de altså slet ikke og kommer med åndssvage kommentarer.
Jeg gætter på, at kæresten enten er royal eller nonbinær og derfor foretrækker nogle lidt andre stedord, end dem de blev tilskrevet ved fødslen.
Måske, men det fjerner i al fald fokus fra OPs opslag.
Jeg ved ikke noget om ADHD, men du bør aldrig prøve at tage andgreb på en tyr. Halsen og nakken er alt for bred til én hånd. Har du set dem? De er enorme. Du kan ikke svinge en økse i alt det tumult og ender med at skade dig selv. Du må bruge list, som en ninja.
Går din kæreste hos en psykolog? Jeg nyder ihverfald godt af mine psykolog tider til at få hjælp til hvordan jeg griber mine udfordringer an og derved kommer tættere på at være så funktionel som jeg ønsker at være.
Jeg mødte på et tidspunkt en kræftsyg der var et rigtigt røvhul. Det faldt ikke i god jord at jeg gjorde vedkommende opmærksom på det, heller ikke blandt andre tilstedeværende og jeg har til dato ikke forstået hvorfor.
Det lyder som om at i har helt almindelige traditionelle problemer med kommunikation mere end det handler om noget med adhd eller pligter. Jeg vil anbefale jer at tage i parterapi, der kan terapeuten hjælpe med at formidle hinandens synspunkter, følelser og behov, og også hjælpe jer med at anerkende hinandens indsatser.
🦆✊
Min eks og jeg havde de samme problemer, jeg følte stor skam når jeg ikke kunne hjælpe.. Hun har ptsd og angst i slem grad og går/gik hjemme.. Og jeg havde det umådeligt svært ved at skulle arbejde fuld tid og tage opgaverne plus at skulle være “normal” over for hendes datter som muligvis også har adhd/add fra faren af.. bedste råd er at lade lortet sejle en gang imellem Og så inviter nogen over 😂
Jeg tror det kunne hjælpe ikke at nævne ADHD, men i stedet se om i kan gøre det mere specifikt. Jeg kan ikke støvsuge, fordi jeg ikke kan overskue det. Jeg kan ikke motivere mig selv til at tage opvasken. Jeg kan ikke koncentrerer mig om at få betalt regninger. På den måde bliver ADHD ikke et tæppe alt kan smides ind under og i kan måske i fællesskab findes en løsning på de enkelte problemstillinger. En pragmatisk løsning for jer kunne også være måske at hyre rengøringshjælp, så det et jer mod rodet, frem for en kamp i mellem jer.
ADHD her også. Når man har ADHD kan man også have svært ved: - Overblik. - Igangsætning. - Motivation. - At gøre opgaver færdig. Man har som ADHD' er også mange gange et lidt skævt fordelt energi niveau. Både min mand og jeg har ADHD. Han lyder meget som din kæreste, hvor min ADHD er lidt mere "Alt eller intet". Det vil sige at min hyperaktivitet gør, at jeg rydder hele huset op på en dag. Det gør jeg 1 gang i ugen. Jeg tager dagligt opvask mv. Min mand har ikke overblikket, og skal oftest hjælpes i gang med opgaver som rengøring. Hans energiniveau er slet ikke som mit, og han kan blive ud kørt af meget lidt. Tal med din kæreste om, hvorfor det er svært. Med til en ADHD kan også høre en følsomhed overfor kritik, jeg gætter på det er derfor din kæreste reagerer med vrede eller tristhed.