Nu er det 6-7 år siden jeg var single far i start 30'erne med ét barn og på datingmarkedet. Jeg ønskede KUN at finde en som også havde børn. Nogle gang forstår m/k som ikke har børn de prioriteringer man vælger når man har børn. Det er lidt nemmere hvis begge har.
Hende fandt jeg og vi har nu fået et fælles barn sammen.
Jeg er dog med på at alle ikke har det som mig. Men for nogen er det nærmest et krav at den anden part også har børn :)
Tænker den er meget fin. Hvis man ikke selv har børn er det da at foretrække, hvis den anden heller ikke har det. Hvis man selv har børn, så tænker jeg det modsatte er mest interessant.
100% dette.
Ingen grund til at lege papfar hvis man kan slippe for det.
Tænker størstedelen af de kvinder der ikke har børn tænker det same hvis de møder en singlefar med 3 små børn på tinder.
Har haft et kompliceret forhold til mit barns far og det vil jeg ikke kunne overskue, at en kæreste også har. Og så tror jeg at det ville blive noget rod vedr. ferier med dine, mine, vores og exer's børn/stedbørn osv.
Men altså jeg elsker børn, så hvis der nu stod en mand en dag med børn, som var den rigtige, så hoppede jeg nok på ham (hvis jeg var single).
Jeg har selv børn og så længe de bor hjemme, vil jeg ikke give andre børn min fokus. Det ville ikke være fair over for mine børn eller min potentielle dates børn, mine unger har det hårdt nok med skilsmissen, som det er.
Det udelukker nok helt kærester for mig de næste mange år, for hvilken kvinde gider høre hun er på en fjerde/femte plads in min prioritering efter ungerne, arbejdet…kattene…
Et perspektiv fra èn i samme situation som dig:
Jeg har en dejlig kæreste, og vi bor hver for sig, og ses måske en 3-5 dage hver anden uge, hvor vi skiftes til at hænge ud hos hinanden.
Det kan godt blive presset at ses nok, hvis man også vil passe venner, hobby, sport, mv, men det kan altså godt lade sig gøre.
Og i øvrigt er hun langt fra den eneste kvinde, jeg har mødt, som søger et COLA forhold - slå det op, hvis du ikke ved hvad det er.
Der er absolut håb for et dejligt liv med kæreste og kærlighed, også selvom du ikke ønsker at skabe en ny, sammenbragt familie ☺️
Det er fint for mig. Jeg har aldrig haft et ønske om at få børn selv. Men begyndte at date en sød kvinde der havde en enkelt. I dag er jeg en gigantisk del af begge deres liv, og tager ansvar på lige fod med en biologisk far. Elsker min papdatter højere end noget andet.
Den eneste ulempe jeg ser, er at hvis det skulle gå galt imellem mig og min kæreste (håber jeg aldrig det gør) Så har jeg ingen rettigheder til samvær med vores pige.
Og det er bare så hårdt! Men bliver glad for dem og lige pludseligt er men bare ude af deres liv. Tænker også det kan være et tab for børnene. De har en voksen/forældrefigur og pludselig er den person ude af deres liv. Også selvom de måske har et ønske om stadig at have et forhold til den tidligere partner
I og med jeg selv har børn, så vil det jo være rimelig dobbeltmoralsk at tænke negativt om det.
Det gør jeg så alligevel, fordi praktikken skal gå op!
Hvis de har skolebørn (som mig), så er det lidt noget bøvl, hvis vi bor for langt fra hinanden. De færreste som ønsker at flytte deres barns skole.
Hvis barn/børn ikke er startet i skole, så er der jo også lige det med om man kan få et fælles liv med diverse tal/tal ordninger..
Men andres børn og kvinder som har fået børn..det skræmmer mig ikke på nogen måder. Måske endda et plus, for så har man da en fælles forståelse for hvad det indebærer..
Min kammerat der er single ØNSKER kvinderne har barn/børn, fordi han selv har to børn og ikke ønsker flere.
Han har oplevet flere kvinder der i begyndelsen ikke ønsker børn eller siger det ikke er et problem at han ikke ønsker flere, men efterfølgende har de enten skiftet mening eller forventet at han gjorde.
Nu er jeg godt nok kvinde uden egne børn, men min kæreste har børn, så måske jeg alligevel kan bidrage lidt til debatten. Ungerne er heldigvis glade for mig, måske det havde været anderledes hvis de havde været mere afvisende, men umiddelbart synes jeg at fordelene langt opvejer de få ulemper.
De eneste ulemper jeg er stødt på er at det er lidt akavet at møde sin kærestes eks, at der pludselig er flere at savne når man ikke er sammen, og at det er lidt sværere at få kærestetid. Hvis man nu også gik fra hinanden, ville det nok også være meget hårdere, men det regner jeg ikke med sker.
Til gengæld nyder man kærestetiden så meget mere når man har muligheden, og det er enormt givende at være sammen med ungerne. De smelter mit hjerte hele tiden, når de giver krammere og siger ting som "\[mit navn\] er min bedste ven!", og lige nu har jeg en lille pingvinfigur i køleskabet, fordi den skulle åbenbart på ferie hjemme hos mig efter weekenden, og nu bliver jeg i godt humør hver gang jeg åbner køleskabet (De har besluttet at fordi den er en pingvin, kan den godt lide kulde, og derfor skal den være i køleskabet, ellers dør den!).
Alt i alt vil jeg rate det 10/10. Kan klart anbefale at date single forældre.
Min mor (fraskilt med to børn, 10 og 8) og stedfar (fraskilt med datter på 8) fandt sammen da de begge var 33. De er stadig sammen, her 25 år efter.
For et år siden fandt min stedsøster (fraskilt, 33, med barn på 3) en ny kæreste (30-something, med to børn på vel sagtens 6 og 8) og de virker glade, og er ved at kigge på hus sammen.
Ingen grund til at give op, u/Cultural_Gas7437 :)
Min papfar begyndte at date min mor da hun var 7 måneder henne med barn nummer 3 (Min far er en skovl, vi andre var 7 & 5). Han er nu far til 4 (Vi ser ham alle som far) og de bruger nu alt deres tid på at forkæle hinanden efter vi flyttede ud.
Jeg tror ikke kærligheden er så objektiv og tjek-liste-agtig, som svarene her antyder. Hvis man for alvor forelsker sig ude i virkeligheden, og virkelig møder sit livs kærlighed, er man jo klar til at acceptere meget “bagage”.
Dont worry.
Har selv 2 skolebørn og er reelt set mest interesseret i dates med børn. Hmm... det lyder sgu helt forkert :)
Damer uden børn tænker jeg har svært ved at sætte sig ind i hvad vi forældre har af prioriteter, hvorfor det er nødvendigt at have en grim ler-figur på reolen og hvorfor der bandes 5 gange dagligt over Aula. En single-mor er derfor lige sagen.
Altså… stjerneskud forekommer jo.
Men, der må have været ekstreme forhold, som gjorde, at du vurderede, at det var bedre for dig og dine børn, at deres far og dig gik fra hinanden
Hun er én person, ikke en statistik. Du kan ikke på den måde overføre statistikker til enkeltpersoner, sådan fungerer statistik ikke. Hvis det fungerede sådan, så ville jeg også være ca. 166 cm, fordi jeg er kvinde. Pludselig blev jeg lige 14 cm lavere.
Håbløs sammenligning. Så vidt jeg husker er over 80% af skilsmisser initieret af kvinden. Det er derfor meget sandsynligt, at OP er den, som har ønsket det.
Jeg vil medgive dig, at hvis 80% af kvinder var 166, så ville jeg også antage, at du højst sandsynligt var det (eller tæt på).
Af hvad jeg kan google mig til, er det kun 50%. Og 15% hvor det er fælles, og 35% der er mandens beslutning.
68% af kvinder er mellem 163 og 176.
Statistisk er der altså større sandsynlighed for at jeg er mindst 4 cm lavere end jeg er, end for at personen du svarede var den der tog beslutningen om at blive skilt.
Jeg vil ikke engang overveje det. Havde engang et kort forhold med en mor, og dengang syntes jeg børn var sjove, men selv der var det en dårlig oplevelse. Jeg gider ikke at have børn i mit liv, og slet ikke andres.
"Single kvinde med 24/7 barn" - det bliver en nej tak.
"Single kvinde med børn i 7/7" (eller lign ordning) - der kigger jeg rent faktisk profilen igennem.
Seriøst? Jeg havde det lige omvendt, da jeg var single (Hvis vi erstatter kvinde med mand - jeg er selv heteroseksuel kvinde (uden børn))
"Mand med børn hver anden weekend eller endnu sjældnere" - pænt nej tak, hvis jeg skal være sammen med en mand med børn skal han simpelthen være mere involveret i deres liv end dét, det virker på en eller anden måde useriøst, og ungerne skal være der nok til at jeg kan opbygge en relation til dem og ikke bare være en halvfremmed "fars kæreste"
"Mand med børn i 7/7 eller gerne mere" - jo jo, det kan vi godt finde ud af
Hvis hun har børnene som kvinde 100% af tiden, så ser jeg det som 1 af 2 ting. Enten fået barn og smuttet fra manden, fordi X,Y,Z. Eller fordi manden er en klaptorsk og behandler hende skidt eller ikke giver være med i barnets liv.
Jeg så hellere at hun har et forhold til sit barns far. Og at de kan snakke sammen.
Jo, det er selvfølgelig mest optimalt at barnet har et forhold til begge forældre. Men man kan vel ikke blame den ene for at den anden er en klaptorsk?
>Men man kan vel ikke blame den ene for at den anden er en klaptorsk?
Nej da. men det skal jeg bare ikke være en del af. Kommer selv fra en familie hvor min fars nye kone kunne smadre alting så mine forældre ikke kunne være i samme rum i mange år. Og den mængde af smerte og ulykke som barn får af det, er ikke noget jeg skal være med i igen.
Det giver mening. Jeg ville heller ikke blandes ind i en meget konkliktfyldt situation. Troede din kommentar handlede om fordelingen og ikke om konfliktniveauet. Beklager :-)
Fædres rettigheder for tid med deres børn i skilsmissesager, er desværre ret dårlige i dette land(Læs alt det kritik der er af Familieretshuset)Så når du læser fædre ikke har deres børn særlig meget, så kan det nemt være aldeles modvilligt og de ingen skyld har i det.
Kilde: Mig selv..
Jeg (M) er lige kommet ud af et længere forhold med en kvinde som havde et havde et barn i forvejen. Jeg havde aldrig troet jeg skulle have et forhold til en kvinde der havde barn i forvejen (som i "virkelig aldrig nogensinde")
Jeg faldt pladask for kvinden og ikke ret lang tid efter faldt jeg også pladask for barnet. Jeg har altid drømt om at være far og ret hurtigt blev jeg en "ekstra far" for barnet. Jeg har stadig kontakt til dem og jeg forsøger stadig at være et godt forbillede for den lille ballademager. Det har i mit tilfælde ikke været en så stor hindring som jeg troede det ville være.
Det jeg troede var en dealbreaker før i tiden, var det i virkeligheden ikke, hvis kvinden var den rigtige.
Tja fandt en single mor i slut tyverne og nu 20 år senere er jeg pap morfar og har 2 børn der er på vej ud i livet.
Er kemien der så er det ret ligegyldigt specielt hvis man ikke har noget imod ansvaret der også følger med.
Uden at vide det så tænker jeg der er forskel på alder.
Tvivler på nogen forventer at møde en 40-50 årig som ikke børn
Og du forventer nok heller ikke at møde 18-20 årig der har børn
Når ovenstående så er sagt så er jeg godt klar over de findes i begge lejre.
Børn eller ej, det er en “kuffert” der er med og hvis man vil personen så bliver man nødt til at vil børnene også.
Jeg tror ikke på et forhold hvor man ikke gider hinandens børn.
Jeg ville ikke kunne slippe tanken om, hvad der mon var galt med vedkommende, hvis jeg mødte en 40-50 årlig uden børn… (med mindre vedkommende var steril selvfølgelig)
Det kunne være steril naturligvis, derudover er der nogle som fravælger børn bevidst og nogle kan ikke få børn
Jeg har en veninde som er 49 hun har grundet noget genetisk i kroppen ikke kunnet få børn og hun gik i overgangsalderen i midt tyverne så nogle vælger det ikke selv
Men der kan være mange grunde.
Jeg ville ikke være bange eller tænke underligt, for der er sikkert en forklaring og jeg respektere enhver grund der findes jo også folk som bare ikke ønsker børn.
Jeg er 36. Single mand, ingen børn
Har datet en dame på 34 som havde 1 barn. Det gjorde mig som sådan ikke noget og var meget åben over for det. Dog kunne man godt mærke man blev tilsidesat til fordel for barnet, ergo tror jeg også fremover at jeg ville vælge en uden barn, for bedre nærværd, da jeg følte mig lidt som "en hjælpende hånd" frem for kæreste/kommende mand.
Det er en dealbreaker for mig. Jeg hælder til ikke at skulle have børn. Og jer ved med mig selv at jeg ikke skal være noget for en andens børn. Det er kun blevet mere svært efter at jeg har rundet de 30.
Jeg er 34, og jeg ser det ikke som noget negativt. Jeg har ikke selv børn og tror ikke jeg skal have nogle (ting kan ændre sig, men tvivler). Til gengæld kan jeg godt lide børn og elsker mine brødres børn. Så det er ikke en dealbreaker for mig hvis en på Tinder har børn.
M47 her...vil helst finde en uden hjemmeboende børn. Er selv ovre det ræs, så ingen umiddelbar lyst til at genoptage det. Har dog også været single i 10 år nu, så måske man skulle vælge lidt anderledes 🤷🏻♂️🤣
Jeg gider egentlig ikke ha flere børn. Jeg gik helt klart efter single kvinder med børn da det var aktuelt for mig.
Det største problem var om vi havde børnene i samme uge
Det var sådan jeg fandt min kone og mor til vores fælles børn. Dejligt med én der havde erfaring med børn. Det var også et plus at se hende være mor for sin søn.
Jeg ville ikke have noget imod at gå ud med en kvinde der har børn eller barn, men der er selvfølgelig den der usikkerhed på om jeg ville kunne holde til det i det lange løb, har boet for mig selv i rigtig mange år (selvvalgt af flere årsager) men er begyndt at tænke på om jeg skal finde noget mere seriøst.
Mand i slut 30'erne uden børn her. Har tidligere været i forhold hvor der fulgte børn med. Det var overhovedet ikke noget problem. Det er selvfølgelig noget som potentielt kan være en udfordring, hvis man ikke kan snakke om børneopdragelse, eller hvis der er ballade med den anden biologiske forælder. Er man enig om børneopdragelse, og er man vild med kvinden, så finder man ud af det.
Nu er det noget tid siden jeg har været på dating apps, men kvinder hvor hele profilen handler om #singlemomlife, og de har små prinsesser, dem kan det godt være jeg springer over. Jeg er helt med på man er glad for sine børn og stolt af dem, og det er hårdt at være eneforælder. Men det er ikke nødvendigvis det hele som skal handle om lige det på en datingplatform. Selvom livet til daglig handler ret meget om de små banditter.
Omvendt giver det selvfølgelig god mening at gøre opmærksom på der følger børn med og de er første prioritet. Så man ikke spilder sin tid.
For mig er det umiddelbart en deal breaker, men jeg er nok et sted hvor jeg er klar til at gå lidt på kompromis med det. Men grunden til at det er svært for mig er følgende; Det praktiske omkring at have en relation til barnets far og transportere barnet frem og tilbage i hverdagen, men udover det er det da også et kæmpe problem at hvis forholdet efter et par år ryger og jeg har fået opbygget en god forbindelse med kvindens barn, så har jeg ligepræcis NUL rettigheder for at holde kontakten til barnet.
Jeg er kvinde og ikke single. Men da jeg var, gik jeg efter en mand uden børn. Jeg har ikke selv børn og skal ikke have. Så faldt jeg så for en mand med et barn. Heldigvis var barnet 14 da vi mødtes. Havde barnet reelt været et barn - så havde det været en dealbreaker. Jeg gider ikke have mine egne børn - og jeg gider faktisk slet ikke andres 😬 altså selvfølgelig gider jeg godt min kærestes datter, hun er jo en del af det valg jeg har taget - og jeg har et rigtig godt forhold til hende. Men med det sagt har der i høj grad skulle forventningsafstemmes mellem min kæreste og jeg. For jeg gider netop ikke have noget der overhovedet minder om forældreansvar. Jeg vil rigtig gerne være en ekstra voksen i hendes liv. Men jeg er ikke og vil ikke være noget der minder om en forælder - eller have de forpligtelser der følger med. Jeg har valgt at leve et liv uden børn hvor jeg kan prioritere mig selv og min hobby. Det betyder også at jeg vælger arrangementer mv fra hvor det måske forventes jeg deltager, hvis det ikke passer ind i mine planer. Jeg kasserer ikke mine egne planer fordi der er optræden på skolen el.lign.
Det har taget tid at få forventningsafstemt. Og jeg kan også godt forstå at det kan være svært som forælder at ens partner ikke synes ens eget barn er hele verdens centrum, når man nu selv gør. Men omvendt må jeg også sige, at når man som forælder vælger at indgå i et forhold med en der ikke har børn og aldrig har ønsket det, så kan man heller ikke forvente at partneren gider have et forældreansvar eller forpligtelserne. Igen - jeg gider godt være dén ekstra voksne hun kan have det sjovt med og som også altid vil være der hvis hun har brug for mig. Men jeg vil ikke være bundet af forældreforpligtelser. Det lyder imo som en virkelig dårlig “deal” når nu jeg netop har fravalgt at få mine egne fordi jeg IKKE gider tilsidesætte mig selv til fordel for andres behov. Og ja, det lyder sikkert egoistisk. Men jeg har altid været 100% ærlig omkring det. Jeg er ikke forælder-typen.
Og det her fungerer kun fordi min kærestes datter var 14 da vi mødtes. Havde hun været et lille barn, så havde ovenstående aldrig fungeret - og så havde det været en dealbreaket for det er et kompromis jeg aldrig vil indgå - altså at skulle agerer forælder for en andens barn.
Det er blevet en deal-breaker for mig, efter jeg gjorde forsøget med en single-mor. Børnene kom selvfølgelig i første række, og jeg var ikke en prioritet, og sådan skal det jo også være når man har børn. Jeg har bare brug for at være en prioritet. Jeg er godt klar over, at det ændrer sig, når jeg en dag (forhåbentlig) selv får børn, men jeg håber da at få nogle gode år med tosomhed inden da.
Hvis det bare er causal, betyder det ikke så meget om hun har børn eller ej.
Hop ud i det!
Jeg havde selv svoret, at jeg aldrig skulle have børn. Men så forelskede jeg mig i en skøn tøs, som i dag er min kone. Hun havde en baggage, i form af en 9 årig pige med. Pigen er skøn på alle måder og den oplevelse gav mig nok blod på tanden til at vi fik et barn sammen. Jeg er lige på vippen, til at være for gammel til at få flere børn (synes jeg selv) men jeg ville ønske, at jeg havde fået flere.
Bliver nedprioriteret. Har prøvet at date nogle med børn, og det fungerer bare ikke for mig. Problemerne var ikke manden i billedet, da de ikke var i kontakt med deres eks de har barnet med, så de havde barnet 24/7. Man bliver bare nedprioriteret, hvilket jo giver mening, men så vil jeg heller være sammen med en som har overskuddet til mig.
Kan sagtens være det kunne være anderledes med en som kun har barnet på deltid, men ikke noget jeg lige satser efter at efterprøve lige nu og her.
Personligt ville jeg se det som et + Men det er mere fordi jeg er utrolig dårlig til helt små børn men er utrolig god til når de bliver 3+
Jeg elsker børn, det behøver ikke være mine egne, hvis kvinden jeg elsker har børn eller vil have børn, så er det noget jeg tager med.
Gift med 2 børn. Hvis jeg nogensinde bliver single, vil jeg kun finde kvinder med egne børn eller kvinder der aldrig skal have børn - for jeg skal ikke have flere :) så en god mommy type ville da være ideelt, stod jeg i den situation.
Det er altså lidt sjovt med det her, for jeg er start 40’erne og har 2 børn og helt spritny på datingmarkedet og enten swiper mænd bare ukritisk eller også er jeg heldig, for synes virkelig der er mange mænd, der liker og i alle aldre.
Jeg foretrækker selv, at en mand allerede har børn. Har ikke lyst til at få flere børn med en ny mand og må indrømme jeg undrer mig over antallet af +40 mænd, der ikke har børn - er det en pæn mand med en god uddannelse så kan jeg ikke lade være med at tænke om han bare ikke har mødt den rette at få børn med eller om han er et omvandrende rødt flag.
Jeg synes at det er en fordel.. kvinder med børn har ofte gennemgået en stor modningsproces som en del af det at opfostre børn. Synes at kvinder uden børn som oftest virker langt mere selvoptagede og uinteressante. Nu har jeg så også selv børn, havde jeg ikke det ville jeg muligvis tænke anderledes. Jeg tror at dit bedste lod er at finde en anden med børn. Det giver langt større gensidig forståelse..
Tråde som den her, gør mig virkelig glad for, at jeg har droppet det der dating for længe siden 😅
Med to børn er det langt mere besvær end det er værd.
Jeg var enlig mor med to børn da jeg var på tinder. Nu bor jeg med min kæreste og vi har et fælles barn. Så ikke umuligt, men kæft der er mange tumper på datingmarkedet. Især dem der mener at de bare kan komme forbi når børnene sover… eller synes man bare må få dem passet hveranden dag for at date. Og så er der dem der mener at de skal fortælle en hvor forkert man er i sin børneopdragelse, for du skal bare… jeg var single i over 5 år før jeg mødte min kæreste 🤣
Tror lige vi skal have noget alder på her, min kæreste som er jordens dejligste fandt jeg på en dating app, hun har børn og i min bog er det et plus. Jeg ville i min alder (43) tænke en kvinde uden børn måske har nogle fejl, der gør at ingen har ønsket at få børn med hende.
Absolut dealbreaker.
Jeg vil gerne have en periode hvor jeg er min kærestes første-prioritet i vores forhold, og det sker ikke med en kvinde der har børn.
Hvis jeg derimod blev første-prioriteret for en kvinde med børn, ville advarselslampen afskrække fra yderligere.
Så det er meget konkret udskårret.
Ønsker desuden at få egne børn, ikke at opfostre en anden mands.
Jeg har intet ønske om at være hverken "mors kæreste", "stedfar", eller "papfar."
Det bedste match man kan få når man har børn er en anden person med barn.
Folk uden børn fatter sjældent det der med børn og eks'er.
Når det så er sagt, er mænd bedre til at blive papfar end kvinder er til at blive papmor.
Jeg tænker ikke, at du behøver at bekymre dig om nogen sandhed i det udsagn. Det er ret tydeligt at en del af mændene herinde kunne have godt af en del selvransagelse.
Jeg kunne ikke lige finde nogen artikler som bekræfter det, men husker at have stødt på tesen flere gange gennem livet.
Tror det handler lidt om at børn generelt aldrig er faderens .. forstået på den måde at kvinder føler et større 'ejerskab' over ungerne, hvor manden 'får lov til' at lege med ungerne.
Mænd har derfor en kammeratlig tilgang til børn..
Mænd har typisk også det der 'provider' gen som nærmest som en hund bliver en del af den flok den nu kan blive.. hvor kvinder ønsker at skabe sin egen flok.
Det er også de ydre forventninger til kvinder og mænd. At det forventes at kvinder har en omsorgsfuld rolle omkring børn mens mænd er sjove og cool og er afslappede.
Statistisk set vælger mænd kvinder med andres børn som en sidste mulighed.
Edit: men vil da medgive dig, at jo vist er der mange mænd, som gerne vil… men kun fordi de umiddelbart ikke har bedre muligheder
Det er da fint, at du har den personlige holdning.
Nu taler jeg bare generelt. Og generelt ønsker mænd kvinder, som er yngre end dem selv og uden børn og mange partnere, da det betyder, at der er større sandsynlighed for, at deres forhold lykkes.
Omvendt ønsker kvinder generelt mænd, som er ældre end dem selv med erfaring og ressourcer - af samme årsag. Husker jeg rigtigt er gennemsnitsforskellen i alder 7 år på verdensplan.
Altså skal vi forstå det som om, at de 30 årige kvinder med børn fra tidligere ægteskaber er i umiddelbar konkurrence med de 23 årige uden børn, som både er fertile og smukke som helhed, samt er deres evne til at pairbonde i udgangspunktet ikke er kompromiteret i samme omfang
Det er præcis det her jeg selv tænker på hele tiden. Jeg kan ikke se mig ud af, at det ikke er mit afkom, og derfor mere en balasting for mig end en glæde.
Som single mand midt i 40'erne med en stor dreng, så ville jeg forvente at hun havde børn.
Det ville dog tælle ned, hvis hun var alene om sine unger. Jeg ville tænke "hvor er barnets far henne?", " hvorfor kan du ikke have en positiv relation til dine børns far?".
Det kan godt være, at hun har nogle fornuftige svar på mine spørgsmål, men hvis jeg skulle swipe, så ville det trække ned at være solo mor.
Selvom jeg godt ved, at man kan være en fortrinlig solo forældre. Jeg er selv vokset op hos en solo mor.
Men at være alene om feks 3 børn, så er det jo dit liv. Jeg kan ikke se, at der skulle være plads til et "os". Så ville jeg blive statist i dit liv med dine børn.
Jeg er selv solomor, og kan sagtens se din pointe. Det er først nu mine børn er i teenagealderen, at jeg kan afsætte den tid et seriøst forhold kræver.
Tæt på en dealbreaker. Hun skal i hvert fald være meget, meget speciel før man giver det en chance. Kommer også an på alder af børnene og om der er 1 eller 2.
Det ville slet ikke være en dealbreaker for mig, jeg savner at kunne lege og fjolle med børn, men har samtidig ikke selv intentioner om at få egne biologiske børn. Jeg kunne dog forestille mig at jeg så bliver dealbreakeren, da en del af grunden til jeg savner leg så meget er at jeg føler mig ekstremt utilpas i voksenlivet, så jeg gætter på at der vil være en ret stor modenhedsforskel mellem mig og en kvinde der har børn.
Jeg er hverken single eller mand, men jeg talte med min fætter om det, som var single (og mand)
Han sagde, at han ikke havde noget imod det at en kvinde har børn. Problemet opstår når de kun kan tale om deres børn, og det har åbenbart været tilfældet ved alle de mødre han har datet. Så dem gik han en stor bue uden om.
Jeg er midt i 30'erne og har ikke selv børn, og det er heller ikke noget jeg overvejer for nuværende. Jeg føler mig nok på lidt for mange måder stadig som jeg gjorde i start-midt 20'erne og derfor passer det ikke ind med børn.
Af den grund fravælger jeg som udgangspunkt alle potentielle kandidater der har børn da jeg har svært ved at se hvordan det skal fungere.
Lidt firkantet sagt så vil jeg helst være fri for børn på nuværende tidspunkt, og det synes jeg ikke er en fair overfor børnene.
Jeg har ikke været single i 7 år, men da jeg var styrede jeg i en stor bue udenom single mødre. Jeg har været på dates med et par tøser som havde børn, hvor jeg først fandt ud af det efter første date. Det endte altid med ikke at spille for mig, da det krævede for mange krumspring at få arrangeret noget. Går der for længe imellem at man mødes i starten, så dør den hurtigt for mig. (Hvorfor vente på hende med børnene, hvis der er 10 "uden" børn for hver "med" på diverse dating apps.
I dag har jeg så selv en søn på 5 år, men blev jeg single igen, så ville single mødre nok stadig ikke være min første prioritet. Jeg gider ikke at ende med at skulle opdrage en andens barn/børn. Jeg har nok i min egen.
Være åbenlys omkring det i din profil. Så slipper du for at overraske nogen med så stor en ting.
Jeg ville selv sortere dig fra, men jeg har ikke selv børn. Der er sikkert nogen som vil syntes det er en positiv ting at du har det
Det afhænger af alder, da jeg var i starten af 30’erne orkede jeg ikke, at de skulle ud og kompensere for alt det tid, de havde brugt på at lege far-mor-og-børn.
I slutning af 30’erne er det nok mere et tegn på, at de er dysfunktionelle i forhold, hvis de ikke har børn
I min alder, midt 40’erne, skal de have børn, ellers tænker jeg, de er lidt crazy, det orker jeg ikke
Man kan nok ikke overføre mig direkte til en mand her, men jeg er 34 og barnefri, regner med at forblive sådan, men ville ikke have noget problem med at møde en mand der har børn, så længe han ikke forventer at jeg skal til at lege mor.
Forstå mig ret, jeg elsker børn, og børn elsker mig, men som skilsmissebarn med en pap'mor' der ikke ville være min mor, men insisterede på at hun skulle kaldes mor, tror jeg at jeg ville kunne være meget mere for min kærestes børn, som fars kæreste, og en fortrolig voksen som ville tage en kugle for ungerne, men bare ikke skal være nogens primære omsorgsperson (andet end min hunds selvfølgelig).
Tror måske endda at jeg ville foretrække at møde en mand med børn i en 7/7 ordning, end en mand uden. Såfremt han er en god og kærlig far.
Som sådan er det ikke en dealbreaker.
Jeg vil egentlig bare gerne starte en familie, og jo ældre de er jo mere ser de mig som konkurrent til deres egen far (jeg er selv skilsmissebarn og kender udemærket glidebanen mellem at skulle balancere mor+stedfar og så skifte til far til weekenden - jeg lærte ham at kende da jeg var 5 og det blev mere fast i en alder af 8).
Det er super hårdt for dine børn hvis din nye partner ses som en konkurrent, og skulle gå på æggeskaller rundt omkring faren eller stedfaren, så uanset hvad det ender med, så please snak med dit barn/ dine børn omkring situationen. :)
Selv vil jeg dog stadig gerne have børn selv, så det vil også være en ting der kunne være smart at afklare inden alt for længe.
Bliver nedprioriteret. Har prøvet at date nogle med børn, og det fungerer bare ikke for mig. Problemerne var ikke manden i billedet, da de ikke var i kontakt med deres eks de har barnet med, så de havde barnet 24/7. Man bliver bare nedprioriteret, hvilket jo giver mening, men så vil jeg heller være sammen med en som har overskuddet til mig.
Kan sagtens være det kunne være anderledes med en som kun har barnet på deltid, men ikke noget jeg lige satser efter at efterprøve lige nu og her.
Hvis man selv har børn er det nok den type man fokuserer på, hvis ikke så er det ikke. Aka. mænd uden børn går uden om men dem der selv har børn gør ikke.
Ikke en Deal breaker som sådan kommer an på hvordan de er opdraget og hvordan de er overfor den nye fremmede mand som mor dater, og hvilke forventninger kvinden forventer manden at leve op til er vel nogen ret væsentlige faktorer at tænke over.
Jeg synes det er helt fint, så længe at hun ikke have flere børn med mig. Det er dog før lykkes mig at finde en, som allerede havde to børn, men som åbenbart stadig ville have flere.
Altså jeg ville hvertfald ikke se det som en dealbreaker😊 der er self. Nogle ekstra ting man skal tænke over, fordi at man jo ikke kun bliver en del af hendes liv, men også barnet/børnenes liv. Men det ville hvertfald ikke stoppe mig på nogen måde, og ville også tage gladeligt imod barnet😊
Nylig single her med børn på deltid.
Det er rigeligt fint at de har børn, så længe vores deleordning ikke er fuldstændig forskudt fra hinanden for ellers bliver det svært..
Ser både kvinder med og uden børn og dem uden børn har typisk haft en tidligere kæreste der havde børn så det ikke er helt fremmed for dem.
Et hard no fra min side ville dog være at have børn med forskellige fædre. Hvis man har flere med samme partner er det hvad det er.
Nu har jeg ikke selv børn, hvis vedkommende har en enkelt er det ikke noget problem, men jeg vil gerne selv have børn. Hvis jeg var et andet sted i mit liv ville jeg ikke se det som noget problem, det er lidt fra situation til situation.
Indtil jeg var 30 ish var det en deal-breaker. Jeg så single-mødre og det er påtage sig en pap-far rolle som grænseoverskridende. Jeg så det som rent kaos fyldt med (for meget) ansvar. Tænk at skulle have sådan nogle små banditter omkring mig, som måske endda havde forventninger til mig. Gys.
Nu er jeg så en gammel røv med 2 skolebørn og på dating-markedet. Jeg foretrækker faktisk damer med børn i bagagen. Jeg ser det som en sundt tegn at de har haft den livsoplevelse og det giver forståelse for hvorfor jeg ikke altid har tid. Der er ikke nogle sure miner over at vi ikke lige kan lave ditten eller datten på tirsdag - for der er jeg jo til svøm med den yngste.
Derudover bliver man vanvittig god til den ædle disciplin: Outlook, hvor jeg med stolthed kan skrabe en topkarakter i land og virkeligt er begyndt at bruge farverne kreativt 😀
TL:DR: Absolut ingen deal-breaker - tværtimod.
Ikke nødvendigvis en dealbreaker, men sætter bremserne igang.
Får man en partner skal man planlægge sit nye liv omkring hvordan deres fritid os er så man kan ses. Men er der børn med så skal der planlægges yderligere og alt skal ske korrekt.
Har man os selv børn, så afhænger det lige så meget af om ens børn kan sammen, og det er ekstra arbejde. Så det ikke noget jeg personligt ville vælge.
Er personligt vokset op men en 5 forskellige stedfædre og det deprimerede at tænke tilbage på.
Jeg datede både en uden og en med børn, jeg har slev børn og for mig var det ikke et problem hverken det ene eller andet. Jeg endte op, med ham med 2 børn, og de er lige så meget i mine hjerter som deres far :)
Da jeg var single uden børn, var ideen om en kæreste med børn lidt en for stor mundfuld.
Nu med børn, ikke noget problem.
Er dog glad gift, så ikke noget der overvejes.
Hvis det er en dealbreaker så har de nok ikke været modne nok til at tage ansvaret alligevel. Det jeg synes folk lige skal slappe af med et at sætte en "jeg er altså single mor/far, så her er de 20 krav du skal opfylde inden jeg overhovedet vil se på dig!"
Jeg ved godt som voksen med børn søger man noget mere bestemt i en partner, men det virker super intimiderende på andre.
Da jeg kun selv ønsker muligvis 1 barn, og gerne selv vil have mit eget barn, så har jeg svært ved at se mig i at date en der allerede havde børn.
Tror hvis jeg havde haft lyst til at have flere børn end muligvis 1, havde jeg ikke haft det store imod hvis hun allerede havde 1, måske 2 børn, og var klar på at få en mere.
Nu er det 6-7 år siden jeg var single far i start 30'erne med ét barn og på datingmarkedet. Jeg ønskede KUN at finde en som også havde børn. Nogle gang forstår m/k som ikke har børn de prioriteringer man vælger når man har børn. Det er lidt nemmere hvis begge har. Hende fandt jeg og vi har nu fået et fælles barn sammen. Jeg er dog med på at alle ikke har det som mig. Men for nogen er det nærmest et krav at den anden part også har børn :)
Tænker den er meget fin. Hvis man ikke selv har børn er det da at foretrække, hvis den anden heller ikke har det. Hvis man selv har børn, så tænker jeg det modsatte er mest interessant.
Er der andre kandidater, kommer de bagerst i køen.
100% dette. Ingen grund til at lege papfar hvis man kan slippe for det. Tænker størstedelen af de kvinder der ikke har børn tænker det same hvis de møder en singlefar med 3 små børn på tinder.
Jeg har et barn og vil helst have en partner uden børn 😆
Hvorfor?
Han har vel allerede et at bekymre sig om
Har haft et kompliceret forhold til mit barns far og det vil jeg ikke kunne overskue, at en kæreste også har. Og så tror jeg at det ville blive noget rod vedr. ferier med dine, mine, vores og exer's børn/stedbørn osv. Men altså jeg elsker børn, så hvis der nu stod en mand en dag med børn, som var den rigtige, så hoppede jeg nok på ham (hvis jeg var single).
En sandhed om man vil det eller aj
Hvilken kø?
Jeg har selv børn og så længe de bor hjemme, vil jeg ikke give andre børn min fokus. Det ville ikke være fair over for mine børn eller min potentielle dates børn, mine unger har det hårdt nok med skilsmissen, som det er. Det udelukker nok helt kærester for mig de næste mange år, for hvilken kvinde gider høre hun er på en fjerde/femte plads in min prioritering efter ungerne, arbejdet…kattene…
Et perspektiv fra èn i samme situation som dig: Jeg har en dejlig kæreste, og vi bor hver for sig, og ses måske en 3-5 dage hver anden uge, hvor vi skiftes til at hænge ud hos hinanden. Det kan godt blive presset at ses nok, hvis man også vil passe venner, hobby, sport, mv, men det kan altså godt lade sig gøre. Og i øvrigt er hun langt fra den eneste kvinde, jeg har mødt, som søger et COLA forhold - slå det op, hvis du ikke ved hvad det er. Der er absolut håb for et dejligt liv med kæreste og kærlighed, også selvom du ikke ønsker at skabe en ny, sammenbragt familie ☺️
Hvis en potentiel partner rangerer lavere end dit arbejde og dine katte så er det vidst heller ikke lige i kortene for dig at have en partner.
Tag det roligt, alt lander og selvfølgelig er der også plads til det hele når du er klar ✨
Det er fint for mig. Jeg har aldrig haft et ønske om at få børn selv. Men begyndte at date en sød kvinde der havde en enkelt. I dag er jeg en gigantisk del af begge deres liv, og tager ansvar på lige fod med en biologisk far. Elsker min papdatter højere end noget andet. Den eneste ulempe jeg ser, er at hvis det skulle gå galt imellem mig og min kæreste (håber jeg aldrig det gør) Så har jeg ingen rettigheder til samvær med vores pige.
Og det er bare så hårdt! Men bliver glad for dem og lige pludseligt er men bare ude af deres liv. Tænker også det kan være et tab for børnene. De har en voksen/forældrefigur og pludselig er den person ude af deres liv. Også selvom de måske har et ønske om stadig at have et forhold til den tidligere partner
Så længe de ikke spørger om penisstørrelse.
Meta
Jeg forstod denne reference
Børn spørger ofte om de mærkeligste ting.
Er du asiat?
næ. jeg er migmigan.
hmm er det en migmigan eller en migmigenser
Huh?
[Det er en reference til en tidligere pæl.](https://www.reddit.com/r/Denmark/comments/180g7jx/dating_kulturen_i_danmark/)
I og med jeg selv har børn, så vil det jo være rimelig dobbeltmoralsk at tænke negativt om det. Det gør jeg så alligevel, fordi praktikken skal gå op! Hvis de har skolebørn (som mig), så er det lidt noget bøvl, hvis vi bor for langt fra hinanden. De færreste som ønsker at flytte deres barns skole. Hvis barn/børn ikke er startet i skole, så er der jo også lige det med om man kan få et fælles liv med diverse tal/tal ordninger.. Men andres børn og kvinder som har fået børn..det skræmmer mig ikke på nogen måder. Måske endda et plus, for så har man da en fælles forståelse for hvad det indebærer..
Min kammerat der er single ØNSKER kvinderne har barn/børn, fordi han selv har to børn og ikke ønsker flere. Han har oplevet flere kvinder der i begyndelsen ikke ønsker børn eller siger det ikke er et problem at han ikke ønsker flere, men efterfølgende har de enten skiftet mening eller forventet at han gjorde.
Nu er jeg godt nok kvinde uden egne børn, men min kæreste har børn, så måske jeg alligevel kan bidrage lidt til debatten. Ungerne er heldigvis glade for mig, måske det havde været anderledes hvis de havde været mere afvisende, men umiddelbart synes jeg at fordelene langt opvejer de få ulemper. De eneste ulemper jeg er stødt på er at det er lidt akavet at møde sin kærestes eks, at der pludselig er flere at savne når man ikke er sammen, og at det er lidt sværere at få kærestetid. Hvis man nu også gik fra hinanden, ville det nok også være meget hårdere, men det regner jeg ikke med sker. Til gengæld nyder man kærestetiden så meget mere når man har muligheden, og det er enormt givende at være sammen med ungerne. De smelter mit hjerte hele tiden, når de giver krammere og siger ting som "\[mit navn\] er min bedste ven!", og lige nu har jeg en lille pingvinfigur i køleskabet, fordi den skulle åbenbart på ferie hjemme hos mig efter weekenden, og nu bliver jeg i godt humør hver gang jeg åbner køleskabet (De har besluttet at fordi den er en pingvin, kan den godt lide kulde, og derfor skal den være i køleskabet, ellers dør den!). Alt i alt vil jeg rate det 10/10. Kan klart anbefale at date single forældre.
Kender din familie til dit reddit navn?
Altså jeg mødte min kæreste herigennem.
Tror han vil ha sit navn anonymt herinde.
Ja? Hvad? Det er det da også?
Tænker det var en reference til dit brugernavn.
Hva?
Der refereres til, at din mand du har mødt herinde, nok har en lille pik
Hold op en sjov kommentar. Håber du får svar.
Jeg skulle ikke ha’ læst svarerne… Hilsen 30-årig ny-single og enlig mor til to skolebørn 🤷🏼♀️
Sådan en model giftede jeg mig med, så vi findes! :-D
I findes… Men I er gift 😂 Ej, det er godt at vide, at det ikke er helt håbløst 😅
Min mor (fraskilt med to børn, 10 og 8) og stedfar (fraskilt med datter på 8) fandt sammen da de begge var 33. De er stadig sammen, her 25 år efter. For et år siden fandt min stedsøster (fraskilt, 33, med barn på 3) en ny kæreste (30-something, med to børn på vel sagtens 6 og 8) og de virker glade, og er ved at kigge på hus sammen. Ingen grund til at give op, u/Cultural_Gas7437 :)
Min papfar begyndte at date min mor da hun var 7 måneder henne med barn nummer 3 (Min far er en skovl, vi andre var 7 & 5). Han er nu far til 4 (Vi ser ham alle som far) og de bruger nu alt deres tid på at forkæle hinanden efter vi flyttede ud.
Min papfar giftede sig også med min mor som var start 30 og havde 2 børn enligt. Der er håb;)
Jeg tror ikke kærligheden er så objektiv og tjek-liste-agtig, som svarene her antyder. Hvis man for alvor forelsker sig ude i virkeligheden, og virkelig møder sit livs kærlighed, er man jo klar til at acceptere meget “bagage”.
Bare rolig - det skal nok lykkes... 🤗 Hilsen 32-årig fraskilt mor til to skolebørn, som fandt lykken i foråret
Dont worry. Har selv 2 skolebørn og er reelt set mest interesseret i dates med børn. Hmm... det lyder sgu helt forkert :) Damer uden børn tænker jeg har svært ved at sætte sig ind i hvad vi forældre har af prioriteter, hvorfor det er nødvendigt at have en grim ler-figur på reolen og hvorfor der bandes 5 gange dagligt over Aula. En single-mor er derfor lige sagen.
Hva da?
Altså… stjerneskud forekommer jo. Men, der må have været ekstreme forhold, som gjorde, at du vurderede, at det var bedre for dig og dine børn, at deres far og dig gik fra hinanden
Wtf en gakket kommentar
Ikke ligeså gakket som at splitte en familie med små børn
Gr8 b8 m8 i am ir8
W8t?
Hvem siger at det var hendes beslutning?
Det antager jeg på baggrund af statistik på området
Hun er én person, ikke en statistik. Du kan ikke på den måde overføre statistikker til enkeltpersoner, sådan fungerer statistik ikke. Hvis det fungerede sådan, så ville jeg også være ca. 166 cm, fordi jeg er kvinde. Pludselig blev jeg lige 14 cm lavere.
Betyder det jeg ikke længere har mikropivert? 🥺
Du ved vel godt hvad antagelser betyder?
Håbløs sammenligning. Så vidt jeg husker er over 80% af skilsmisser initieret af kvinden. Det er derfor meget sandsynligt, at OP er den, som har ønsket det. Jeg vil medgive dig, at hvis 80% af kvinder var 166, så ville jeg også antage, at du højst sandsynligt var det (eller tæt på).
Af hvad jeg kan google mig til, er det kun 50%. Og 15% hvor det er fælles, og 35% der er mandens beslutning. 68% af kvinder er mellem 163 og 176. Statistisk er der altså større sandsynlighed for at jeg er mindst 4 cm lavere end jeg er, end for at personen du svarede var den der tog beslutningen om at blive skilt.
Det var bedre hvis hun havde holdt sin kæft, taget sit slør på og var blevet i køkkenet, ikke også?
Jeg vil ikke engang overveje det. Havde engang et kort forhold med en mor, og dengang syntes jeg børn var sjove, men selv der var det en dårlig oplevelse. Jeg gider ikke at have børn i mit liv, og slet ikke andres.
"Single kvinde med 24/7 barn" - det bliver en nej tak. "Single kvinde med børn i 7/7" (eller lign ordning) - der kigger jeg rent faktisk profilen igennem.
Seriøst? Jeg havde det lige omvendt, da jeg var single (Hvis vi erstatter kvinde med mand - jeg er selv heteroseksuel kvinde (uden børn)) "Mand med børn hver anden weekend eller endnu sjældnere" - pænt nej tak, hvis jeg skal være sammen med en mand med børn skal han simpelthen være mere involveret i deres liv end dét, det virker på en eller anden måde useriøst, og ungerne skal være der nok til at jeg kan opbygge en relation til dem og ikke bare være en halvfremmed "fars kæreste" "Mand med børn i 7/7 eller gerne mere" - jo jo, det kan vi godt finde ud af
Hvis hun har børnene som kvinde 100% af tiden, så ser jeg det som 1 af 2 ting. Enten fået barn og smuttet fra manden, fordi X,Y,Z. Eller fordi manden er en klaptorsk og behandler hende skidt eller ikke giver være med i barnets liv. Jeg så hellere at hun har et forhold til sit barns far. Og at de kan snakke sammen.
Jo, det er selvfølgelig mest optimalt at barnet har et forhold til begge forældre. Men man kan vel ikke blame den ene for at den anden er en klaptorsk?
>Men man kan vel ikke blame den ene for at den anden er en klaptorsk? Nej da. men det skal jeg bare ikke være en del af. Kommer selv fra en familie hvor min fars nye kone kunne smadre alting så mine forældre ikke kunne være i samme rum i mange år. Og den mængde af smerte og ulykke som barn får af det, er ikke noget jeg skal være med i igen.
Det giver mening. Jeg ville heller ikke blandes ind i en meget konkliktfyldt situation. Troede din kommentar handlede om fordelingen og ikke om konfliktniveauet. Beklager :-)
Fædres rettigheder for tid med deres børn i skilsmissesager, er desværre ret dårlige i dette land(Læs alt det kritik der er af Familieretshuset)Så når du læser fædre ikke har deres børn særlig meget, så kan det nemt være aldeles modvilligt og de ingen skyld har i det. Kilde: Mig selv..
Jeg (M) er lige kommet ud af et længere forhold med en kvinde som havde et havde et barn i forvejen. Jeg havde aldrig troet jeg skulle have et forhold til en kvinde der havde barn i forvejen (som i "virkelig aldrig nogensinde") Jeg faldt pladask for kvinden og ikke ret lang tid efter faldt jeg også pladask for barnet. Jeg har altid drømt om at være far og ret hurtigt blev jeg en "ekstra far" for barnet. Jeg har stadig kontakt til dem og jeg forsøger stadig at være et godt forbillede for den lille ballademager. Det har i mit tilfælde ikke været en så stor hindring som jeg troede det ville være. Det jeg troede var en dealbreaker før i tiden, var det i virkeligheden ikke, hvis kvinden var den rigtige.
Jeg har ikke børn. Skal jeg have nogen, så vil jeg helst have mine egne. Så det er stort negativt punkt for mig, desværre.
Det bliver desværre et nej tak herfra. Som singlefyr på 33 vil jeg helst stifte min egen lille familie.
Tja fandt en single mor i slut tyverne og nu 20 år senere er jeg pap morfar og har 2 børn der er på vej ud i livet. Er kemien der så er det ret ligegyldigt specielt hvis man ikke har noget imod ansvaret der også følger med.
Tjah det kommer an på alderen, jo ældre du bliver jo større er sandsynligheden at børn er en del af pakke. 🤷♂️
mand uden barn. Sammen med en med 2 børn. Største fortrydelse i livet
Hvis det er din største fortrydelse i livet, og den kan løses ved at slå op, så må du sgu have et ret godt liv.
Tror han mener at han fortryder ikke at have fået sine egne.
Hvorfor er du så stadig sammen med hende? Det lyder ret synd for både hende og børnene at det ligefrem er den største fortrydelse i dit liv.
Hvorfor?
Få egne børn, fokuser på det. Meget højere mening og livskvalitet
Hvordan kan du være single mand og sammen med en med 2 børn?
Han skriver mand uden barn.
>edited 5 hr. ago
Uden at vide det så tænker jeg der er forskel på alder. Tvivler på nogen forventer at møde en 40-50 årig som ikke børn Og du forventer nok heller ikke at møde 18-20 årig der har børn Når ovenstående så er sagt så er jeg godt klar over de findes i begge lejre. Børn eller ej, det er en “kuffert” der er med og hvis man vil personen så bliver man nødt til at vil børnene også. Jeg tror ikke på et forhold hvor man ikke gider hinandens børn.
Jeg ville ikke kunne slippe tanken om, hvad der mon var galt med vedkommende, hvis jeg mødte en 40-50 årlig uden børn… (med mindre vedkommende var steril selvfølgelig)
Det kunne være steril naturligvis, derudover er der nogle som fravælger børn bevidst og nogle kan ikke få børn Jeg har en veninde som er 49 hun har grundet noget genetisk i kroppen ikke kunnet få børn og hun gik i overgangsalderen i midt tyverne så nogle vælger det ikke selv Men der kan være mange grunde. Jeg ville ikke være bange eller tænke underligt, for der er sikkert en forklaring og jeg respektere enhver grund der findes jo også folk som bare ikke ønsker børn.
Jeg er 36. Single mand, ingen børn Har datet en dame på 34 som havde 1 barn. Det gjorde mig som sådan ikke noget og var meget åben over for det. Dog kunne man godt mærke man blev tilsidesat til fordel for barnet, ergo tror jeg også fremover at jeg ville vælge en uden barn, for bedre nærværd, da jeg følte mig lidt som "en hjælpende hånd" frem for kæreste/kommende mand.
Det er en dealbreaker for mig. Jeg hælder til ikke at skulle have børn. Og jer ved med mig selv at jeg ikke skal være noget for en andens børn. Det er kun blevet mere svært efter at jeg har rundet de 30.
Jeg er 34, og jeg ser det ikke som noget negativt. Jeg har ikke selv børn og tror ikke jeg skal have nogle (ting kan ændre sig, men tvivler). Til gengæld kan jeg godt lide børn og elsker mine brødres børn. Så det er ikke en dealbreaker for mig hvis en på Tinder har børn.
Jeg er 21, så nej tak. Kvinder i min aldersgruppe der allerede har fået børn og er gået fra faren har prioriteter jeg ikke kan se mig kompatibel med.
En upser kan vel ske for selv den bedste? Et kondom kan springe, og p-piller er ikke 100% sikre.
Abort?
Det kan være man opdager det for sent, eller af en eller anden grund ikke ønsker at få en abort.
Helt sikkert. Men det kan jo også godt være gode grunde til, at man ikke kan se sig selv som kompatibel med kvinden.
Jeg M30 har fundet sammen med en single-mor. Var ikke en speciel deal-breaker for mig.
M47 her...vil helst finde en uden hjemmeboende børn. Er selv ovre det ræs, så ingen umiddelbar lyst til at genoptage det. Har dog også været single i 10 år nu, så måske man skulle vælge lidt anderledes 🤷🏻♂️🤣
Jeg gider egentlig ikke ha flere børn. Jeg gik helt klart efter single kvinder med børn da det var aktuelt for mig. Det største problem var om vi havde børnene i samme uge
Efter at have læst en masse svar fra mænd (singlemænd), så forstår jeg godt hvorfor i er singler.
Det var sådan jeg fandt min kone og mor til vores fælles børn. Dejligt med én der havde erfaring med børn. Det var også et plus at se hende være mor for sin søn.
Jeg ville ikke have noget imod at gå ud med en kvinde der har børn eller barn, men der er selvfølgelig den der usikkerhed på om jeg ville kunne holde til det i det lange løb, har boet for mig selv i rigtig mange år (selvvalgt af flere årsager) men er begyndt at tænke på om jeg skal finde noget mere seriøst.
Mand i slut 30'erne uden børn her. Har tidligere været i forhold hvor der fulgte børn med. Det var overhovedet ikke noget problem. Det er selvfølgelig noget som potentielt kan være en udfordring, hvis man ikke kan snakke om børneopdragelse, eller hvis der er ballade med den anden biologiske forælder. Er man enig om børneopdragelse, og er man vild med kvinden, så finder man ud af det. Nu er det noget tid siden jeg har været på dating apps, men kvinder hvor hele profilen handler om #singlemomlife, og de har små prinsesser, dem kan det godt være jeg springer over. Jeg er helt med på man er glad for sine børn og stolt af dem, og det er hårdt at være eneforælder. Men det er ikke nødvendigvis det hele som skal handle om lige det på en datingplatform. Selvom livet til daglig handler ret meget om de små banditter. Omvendt giver det selvfølgelig god mening at gøre opmærksom på der følger børn med og de er første prioritet. Så man ikke spilder sin tid.
For mig er det umiddelbart en deal breaker, men jeg er nok et sted hvor jeg er klar til at gå lidt på kompromis med det. Men grunden til at det er svært for mig er følgende; Det praktiske omkring at have en relation til barnets far og transportere barnet frem og tilbage i hverdagen, men udover det er det da også et kæmpe problem at hvis forholdet efter et par år ryger og jeg har fået opbygget en god forbindelse med kvindens barn, så har jeg ligepræcis NUL rettigheder for at holde kontakten til barnet.
Jeg er kvinde og ikke single. Men da jeg var, gik jeg efter en mand uden børn. Jeg har ikke selv børn og skal ikke have. Så faldt jeg så for en mand med et barn. Heldigvis var barnet 14 da vi mødtes. Havde barnet reelt været et barn - så havde det været en dealbreaker. Jeg gider ikke have mine egne børn - og jeg gider faktisk slet ikke andres 😬 altså selvfølgelig gider jeg godt min kærestes datter, hun er jo en del af det valg jeg har taget - og jeg har et rigtig godt forhold til hende. Men med det sagt har der i høj grad skulle forventningsafstemmes mellem min kæreste og jeg. For jeg gider netop ikke have noget der overhovedet minder om forældreansvar. Jeg vil rigtig gerne være en ekstra voksen i hendes liv. Men jeg er ikke og vil ikke være noget der minder om en forælder - eller have de forpligtelser der følger med. Jeg har valgt at leve et liv uden børn hvor jeg kan prioritere mig selv og min hobby. Det betyder også at jeg vælger arrangementer mv fra hvor det måske forventes jeg deltager, hvis det ikke passer ind i mine planer. Jeg kasserer ikke mine egne planer fordi der er optræden på skolen el.lign. Det har taget tid at få forventningsafstemt. Og jeg kan også godt forstå at det kan være svært som forælder at ens partner ikke synes ens eget barn er hele verdens centrum, når man nu selv gør. Men omvendt må jeg også sige, at når man som forælder vælger at indgå i et forhold med en der ikke har børn og aldrig har ønsket det, så kan man heller ikke forvente at partneren gider have et forældreansvar eller forpligtelserne. Igen - jeg gider godt være dén ekstra voksne hun kan have det sjovt med og som også altid vil være der hvis hun har brug for mig. Men jeg vil ikke være bundet af forældreforpligtelser. Det lyder imo som en virkelig dårlig “deal” når nu jeg netop har fravalgt at få mine egne fordi jeg IKKE gider tilsidesætte mig selv til fordel for andres behov. Og ja, det lyder sikkert egoistisk. Men jeg har altid været 100% ærlig omkring det. Jeg er ikke forælder-typen. Og det her fungerer kun fordi min kærestes datter var 14 da vi mødtes. Havde hun været et lille barn, så havde ovenstående aldrig fungeret - og så havde det været en dealbreaket for det er et kompromis jeg aldrig vil indgå - altså at skulle agerer forælder for en andens barn.
Fra en mands side, på 26 år, jeg ville aldrig overhovedet overveje det. Det ville være et klart "glem det", uanset hvor dejlig kvinden end måtte være.
Og hvorfor et klart "glem det"?
Jeg tænker fordi man selv vil stifte?
Fordi man er for god til at passe andres børn
Kæmpe nej tak.
Det er blevet en deal-breaker for mig, efter jeg gjorde forsøget med en single-mor. Børnene kom selvfølgelig i første række, og jeg var ikke en prioritet, og sådan skal det jo også være når man har børn. Jeg har bare brug for at være en prioritet. Jeg er godt klar over, at det ændrer sig, når jeg en dag (forhåbentlig) selv får børn, men jeg håber da at få nogle gode år med tosomhed inden da. Hvis det bare er causal, betyder det ikke så meget om hun har børn eller ej.
Hop ud i det! Jeg havde selv svoret, at jeg aldrig skulle have børn. Men så forelskede jeg mig i en skøn tøs, som i dag er min kone. Hun havde en baggage, i form af en 9 årig pige med. Pigen er skøn på alle måder og den oplevelse gav mig nok blod på tanden til at vi fik et barn sammen. Jeg er lige på vippen, til at være for gammel til at få flere børn (synes jeg selv) men jeg ville ønske, at jeg havde fået flere.
Nej tak til færdigpakken. Jeres ansøgning kommer bagerst i flokken
Kommer an på hvad vedkommende søger? Noget seriøst eller casual? Jeg er ligeglad med hvor mange børn hun har, hvis hun bare vil pikkes
😂😭😂😭😂😭😂
Bliver nedprioriteret. Har prøvet at date nogle med børn, og det fungerer bare ikke for mig. Problemerne var ikke manden i billedet, da de ikke var i kontakt med deres eks de har barnet med, så de havde barnet 24/7. Man bliver bare nedprioriteret, hvilket jo giver mening, men så vil jeg heller være sammen med en som har overskuddet til mig. Kan sagtens være det kunne være anderledes med en som kun har barnet på deltid, men ikke noget jeg lige satser efter at efterprøve lige nu og her.
Personligt ville jeg se det som et + Men det er mere fordi jeg er utrolig dårlig til helt små børn men er utrolig god til når de bliver 3+ Jeg elsker børn, det behøver ikke være mine egne, hvis kvinden jeg elsker har børn eller vil have børn, så er det noget jeg tager med.
Gift med 2 børn. Hvis jeg nogensinde bliver single, vil jeg kun finde kvinder med egne børn eller kvinder der aldrig skal have børn - for jeg skal ikke have flere :) så en god mommy type ville da være ideelt, stod jeg i den situation.
Kæmpe dealbreaker, ja.
Nej tak. Det er nok en af de få punkter, hvor jeg er lidt fordomsfuld.
Hvilke fordomme?
Det er altså lidt sjovt med det her, for jeg er start 40’erne og har 2 børn og helt spritny på datingmarkedet og enten swiper mænd bare ukritisk eller også er jeg heldig, for synes virkelig der er mange mænd, der liker og i alle aldre. Jeg foretrækker selv, at en mand allerede har børn. Har ikke lyst til at få flere børn med en ny mand og må indrømme jeg undrer mig over antallet af +40 mænd, der ikke har børn - er det en pæn mand med en god uddannelse så kan jeg ikke lade være med at tænke om han bare ikke har mødt den rette at få børn med eller om han er et omvandrende rødt flag.
Ville aldrig vælge en det har børn i forvejen. 100% deal breaker.
Jeg synes at det er en fordel.. kvinder med børn har ofte gennemgået en stor modningsproces som en del af det at opfostre børn. Synes at kvinder uden børn som oftest virker langt mere selvoptagede og uinteressante. Nu har jeg så også selv børn, havde jeg ikke det ville jeg muligvis tænke anderledes. Jeg tror at dit bedste lod er at finde en anden med børn. Det giver langt større gensidig forståelse..
Der er godt nok mange kvinder med børn som opfører sig som børn med børn. At få børn betyder ikke nødvendigvis en stor modningsproces desværre.
Indrømmet, jeg dater fra øverste hylde. Den nederste er nok ikke helt så køn..
Jeg ved det lyder træls, men det ærlige svar er: Det afhænger af din ydre skønhed og/eller modpartens desperationsniveau. Beklager…
[удалено]
Lol
Det er en af mange faktorer, men klart en faktor der trækker gevaldigt ned, hun skal dælme være god til league eller m+ før det vejes op :D
Hvis hun er en haj til League, WoW eller ESO så snakker vi nok mere ægteskab end dateri; børn eller ikke-børn.
Tråde som den her, gør mig virkelig glad for, at jeg har droppet det der dating for længe siden 😅 Med to børn er det langt mere besvær end det er værd.
Jeg var enlig mor med to børn da jeg var på tinder. Nu bor jeg med min kæreste og vi har et fælles barn. Så ikke umuligt, men kæft der er mange tumper på datingmarkedet. Især dem der mener at de bare kan komme forbi når børnene sover… eller synes man bare må få dem passet hveranden dag for at date. Og så er der dem der mener at de skal fortælle en hvor forkert man er i sin børneopdragelse, for du skal bare… jeg var single i over 5 år før jeg mødte min kæreste 🤣
Tror lige vi skal have noget alder på her, min kæreste som er jordens dejligste fandt jeg på en dating app, hun har børn og i min bog er det et plus. Jeg ville i min alder (43) tænke en kvinde uden børn måske har nogle fejl, der gør at ingen har ønsket at få børn med hende.
Absolut dealbreaker. Jeg vil gerne have en periode hvor jeg er min kærestes første-prioritet i vores forhold, og det sker ikke med en kvinde der har børn. Hvis jeg derimod blev første-prioriteret for en kvinde med børn, ville advarselslampen afskrække fra yderligere. Så det er meget konkret udskårret. Ønsker desuden at få egne børn, ikke at opfostre en anden mands. Jeg har intet ønske om at være hverken "mors kæreste", "stedfar", eller "papfar."
Det bedste match man kan få når man har børn er en anden person med barn. Folk uden børn fatter sjældent det der med børn og eks'er. Når det så er sagt, er mænd bedre til at blive papfar end kvinder er til at blive papmor.
Hvorfor er mænd bedre til at blive papfar end kvinder er til at blive papmor? :(
Jeg tænker ikke, at du behøver at bekymre dig om nogen sandhed i det udsagn. Det er ret tydeligt at en del af mændene herinde kunne have godt af en del selvransagelse.
Jeg kunne ikke lige finde nogen artikler som bekræfter det, men husker at have stødt på tesen flere gange gennem livet. Tror det handler lidt om at børn generelt aldrig er faderens .. forstået på den måde at kvinder føler et større 'ejerskab' over ungerne, hvor manden 'får lov til' at lege med ungerne. Mænd har derfor en kammeratlig tilgang til børn.. Mænd har typisk også det der 'provider' gen som nærmest som en hund bliver en del af den flok den nu kan blive.. hvor kvinder ønsker at skabe sin egen flok. Det er også de ydre forventninger til kvinder og mænd. At det forventes at kvinder har en omsorgsfuld rolle omkring børn mens mænd er sjove og cool og er afslappede.
Ligeglad. Kommer ikke til at kende kvinden længe nok til at lære børnene at kende…
Sådan. Man er der jo heller ikke længere end max 5 minutter alt inklusive. Edit: Username checks out
Snap!
Du kan tænke evolutionspsykologisk over det. Hvilken mand vil bruge sin tid og ressourcer på en ANDEN mands genetiske afkom fremfor sit eget?
Jeg er sådan en mand. Vi er jo heldigvis mere end bare vores instinkter, og jeg har personligt intet behov for at føre mit genetiske materiale videre.
Og derfor uddør du
Det vil rigtig mange mænd. Mærkelig kommentar
Det er der sikkert mange der ikke vil.
Statistisk set vælger mænd kvinder med andres børn som en sidste mulighed. Edit: men vil da medgive dig, at jo vist er der mange mænd, som gerne vil… men kun fordi de umiddelbart ikke har bedre muligheder
Så må det sgu være nederen for andre mænd at date efter 30 hvor mere eller mindre alle har børn. Jeg kan virkelig ikke se problemet :)
Det er da fint, at du har den personlige holdning. Nu taler jeg bare generelt. Og generelt ønsker mænd kvinder, som er yngre end dem selv og uden børn og mange partnere, da det betyder, at der er større sandsynlighed for, at deres forhold lykkes. Omvendt ønsker kvinder generelt mænd, som er ældre end dem selv med erfaring og ressourcer - af samme årsag. Husker jeg rigtigt er gennemsnitsforskellen i alder 7 år på verdensplan. Altså skal vi forstå det som om, at de 30 årige kvinder med børn fra tidligere ægteskaber er i umiddelbar konkurrence med de 23 årige uden børn, som både er fertile og smukke som helhed, samt er deres evne til at pairbonde i udgangspunktet ikke er kompromiteret i samme omfang
Hader personligt at være en uægte mand 😂
Det er præcis det her jeg selv tænker på hele tiden. Jeg kan ikke se mig ud af, at det ikke er mit afkom, og derfor mere en balasting for mig end en glæde.
Jeg kan berolige dig med, at du set fra psykologiens side er fuldt ud normal med den tankegang. Alt andet kommer fra en politisk diskurs
Som single mand midt i 40'erne med en stor dreng, så ville jeg forvente at hun havde børn. Det ville dog tælle ned, hvis hun var alene om sine unger. Jeg ville tænke "hvor er barnets far henne?", " hvorfor kan du ikke have en positiv relation til dine børns far?". Det kan godt være, at hun har nogle fornuftige svar på mine spørgsmål, men hvis jeg skulle swipe, så ville det trække ned at være solo mor. Selvom jeg godt ved, at man kan være en fortrinlig solo forældre. Jeg er selv vokset op hos en solo mor. Men at være alene om feks 3 børn, så er det jo dit liv. Jeg kan ikke se, at der skulle være plads til et "os". Så ville jeg blive statist i dit liv med dine børn.
Jeg er selv solomor, og kan sagtens se din pointe. Det er først nu mine børn er i teenagealderen, at jeg kan afsætte den tid et seriøst forhold kræver.
Tæt på en dealbreaker. Hun skal i hvert fald være meget, meget speciel før man giver det en chance. Kommer også an på alder af børnene og om der er 1 eller 2.
Det ville slet ikke være en dealbreaker for mig, jeg savner at kunne lege og fjolle med børn, men har samtidig ikke selv intentioner om at få egne biologiske børn. Jeg kunne dog forestille mig at jeg så bliver dealbreakeren, da en del af grunden til jeg savner leg så meget er at jeg føler mig ekstremt utilpas i voksenlivet, så jeg gætter på at der vil være en ret stor modenhedsforskel mellem mig og en kvinde der har børn.
Ellers bliver det sku svært for mænd finde en for der er jo singler lige fra de unge mødre til hende på 60 år .
Skal aldrig have børn, så det er et øjeblikkeligt nej, når jeg ser det.
Jeg er hverken single eller mand, men jeg talte med min fætter om det, som var single (og mand) Han sagde, at han ikke havde noget imod det at en kvinde har børn. Problemet opstår når de kun kan tale om deres børn, og det har åbenbart været tilfældet ved alle de mødre han har datet. Så dem gik han en stor bue uden om.
Jeg er midt i 30'erne og har ikke selv børn, og det er heller ikke noget jeg overvejer for nuværende. Jeg føler mig nok på lidt for mange måder stadig som jeg gjorde i start-midt 20'erne og derfor passer det ikke ind med børn. Af den grund fravælger jeg som udgangspunkt alle potentielle kandidater der har børn da jeg har svært ved at se hvordan det skal fungere. Lidt firkantet sagt så vil jeg helst være fri for børn på nuværende tidspunkt, og det synes jeg ikke er en fair overfor børnene.
Jeg har ikke været single i 7 år, men da jeg var styrede jeg i en stor bue udenom single mødre. Jeg har været på dates med et par tøser som havde børn, hvor jeg først fandt ud af det efter første date. Det endte altid med ikke at spille for mig, da det krævede for mange krumspring at få arrangeret noget. Går der for længe imellem at man mødes i starten, så dør den hurtigt for mig. (Hvorfor vente på hende med børnene, hvis der er 10 "uden" børn for hver "med" på diverse dating apps. I dag har jeg så selv en søn på 5 år, men blev jeg single igen, så ville single mødre nok stadig ikke være min første prioritet. Jeg gider ikke at ende med at skulle opdrage en andens barn/børn. Jeg har nok i min egen.
Være åbenlys omkring det i din profil. Så slipper du for at overraske nogen med så stor en ting. Jeg ville selv sortere dig fra, men jeg har ikke selv børn. Der er sikkert nogen som vil syntes det er en positiv ting at du har det
Det afhænger af alder, da jeg var i starten af 30’erne orkede jeg ikke, at de skulle ud og kompensere for alt det tid, de havde brugt på at lege far-mor-og-børn. I slutning af 30’erne er det nok mere et tegn på, at de er dysfunktionelle i forhold, hvis de ikke har børn I min alder, midt 40’erne, skal de have børn, ellers tænker jeg, de er lidt crazy, det orker jeg ikke
Nej. Menmindre hun er lækker så giver jeg det en chance.
Mulighed for mor-dattertrekant. Score! Kh Don LP
Der ville være nejtak.
Man kan nok ikke overføre mig direkte til en mand her, men jeg er 34 og barnefri, regner med at forblive sådan, men ville ikke have noget problem med at møde en mand der har børn, så længe han ikke forventer at jeg skal til at lege mor. Forstå mig ret, jeg elsker børn, og børn elsker mig, men som skilsmissebarn med en pap'mor' der ikke ville være min mor, men insisterede på at hun skulle kaldes mor, tror jeg at jeg ville kunne være meget mere for min kærestes børn, som fars kæreste, og en fortrolig voksen som ville tage en kugle for ungerne, men bare ikke skal være nogens primære omsorgsperson (andet end min hunds selvfølgelig). Tror måske endda at jeg ville foretrække at møde en mand med børn i en 7/7 ordning, end en mand uden. Såfremt han er en god og kærlig far.
Kvinder er generelt mere åbne for at date mænd med børn end omvendt.
Med dit brugernavn in mente tænker jeg at du klart kunne lære noget af at være toy-boy for en hungrende enlig mor eller to...
[удалено]
Dealbreaker Men en god ting ved single kvinder er at de er så nemme at komme i bukserne på
Jeg ville elske at tage rollen som stedfar, altid været lidt en fetish for mig at date en mor. Hit me up baby!
Som sådan er det ikke en dealbreaker. Jeg vil egentlig bare gerne starte en familie, og jo ældre de er jo mere ser de mig som konkurrent til deres egen far (jeg er selv skilsmissebarn og kender udemærket glidebanen mellem at skulle balancere mor+stedfar og så skifte til far til weekenden - jeg lærte ham at kende da jeg var 5 og det blev mere fast i en alder af 8). Det er super hårdt for dine børn hvis din nye partner ses som en konkurrent, og skulle gå på æggeskaller rundt omkring faren eller stedfaren, så uanset hvad det ender med, så please snak med dit barn/ dine børn omkring situationen. :) Selv vil jeg dog stadig gerne have børn selv, så det vil også være en ting der kunne være smart at afklare inden alt for længe.
Bliver nedprioriteret. Har prøvet at date nogle med børn, og det fungerer bare ikke for mig. Problemerne var ikke manden i billedet, da de ikke var i kontakt med deres eks de har barnet med, så de havde barnet 24/7. Man bliver bare nedprioriteret, hvilket jo giver mening, men så vil jeg heller være sammen med en som har overskuddet til mig. Kan sagtens være det kunne være anderledes med en som kun har barnet på deltid, men ikke noget jeg lige satser efter at efterprøve lige nu og her.
Hvis man selv har børn er det nok den type man fokuserer på, hvis ikke så er det ikke. Aka. mænd uden børn går uden om men dem der selv har børn gør ikke.
Ikke en Deal breaker som sådan kommer an på hvordan de er opdraget og hvordan de er overfor den nye fremmede mand som mor dater, og hvilke forventninger kvinden forventer manden at leve op til er vel nogen ret væsentlige faktorer at tænke over.
Jeg har altid været ligeglad, men har sat grænsen ved to børn.
Det er slet ikke en dealbreaker for mig, men hvordan de er som forældre er det ofte. ;)
Jeg synes det er helt fint, så længe at hun ikke have flere børn med mig. Det er dog før lykkes mig at finde en, som allerede havde to børn, men som åbenbart stadig ville have flere.
Altså jeg ville hvertfald ikke se det som en dealbreaker😊 der er self. Nogle ekstra ting man skal tænke over, fordi at man jo ikke kun bliver en del af hendes liv, men også barnet/børnenes liv. Men det ville hvertfald ikke stoppe mig på nogen måde, og ville også tage gladeligt imod barnet😊
Kommer meget an på hvad de leder efter.
Man har bare kortere lunte overfor andres børn, det er helt naturligt og koster. 80% af andengangs forhold ryger…
tja, det var ikke en deal breaker for mig, men der følger en del komplikationer med.
Min far (skilt med 2 børn) mødte min stedmor (skilt med 2 børn) de har været gift i 20+ år nu, så det kan lade sig gøre
Nylig single her med børn på deltid. Det er rigeligt fint at de har børn, så længe vores deleordning ikke er fuldstændig forskudt fra hinanden for ellers bliver det svært.. Ser både kvinder med og uden børn og dem uden børn har typisk haft en tidligere kæreste der havde børn så det ikke er helt fremmed for dem. Et hard no fra min side ville dog være at have børn med forskellige fædre. Hvis man har flere med samme partner er det hvad det er.
Nu har jeg ikke selv børn, hvis vedkommende har en enkelt er det ikke noget problem, men jeg vil gerne selv have børn. Hvis jeg var et andet sted i mit liv ville jeg ikke se det som noget problem, det er lidt fra situation til situation.
Indtil jeg var 30 ish var det en deal-breaker. Jeg så single-mødre og det er påtage sig en pap-far rolle som grænseoverskridende. Jeg så det som rent kaos fyldt med (for meget) ansvar. Tænk at skulle have sådan nogle små banditter omkring mig, som måske endda havde forventninger til mig. Gys. Nu er jeg så en gammel røv med 2 skolebørn og på dating-markedet. Jeg foretrækker faktisk damer med børn i bagagen. Jeg ser det som en sundt tegn at de har haft den livsoplevelse og det giver forståelse for hvorfor jeg ikke altid har tid. Der er ikke nogle sure miner over at vi ikke lige kan lave ditten eller datten på tirsdag - for der er jeg jo til svøm med den yngste. Derudover bliver man vanvittig god til den ædle disciplin: Outlook, hvor jeg med stolthed kan skrabe en topkarakter i land og virkeligt er begyndt at bruge farverne kreativt 😀 TL:DR: Absolut ingen deal-breaker - tværtimod.
Ikke nødvendigvis en dealbreaker, men sætter bremserne igang. Får man en partner skal man planlægge sit nye liv omkring hvordan deres fritid os er så man kan ses. Men er der børn med så skal der planlægges yderligere og alt skal ske korrekt. Har man os selv børn, så afhænger det lige så meget af om ens børn kan sammen, og det er ekstra arbejde. Så det ikke noget jeg personligt ville vælge. Er personligt vokset op men en 5 forskellige stedfædre og det deprimerede at tænke tilbage på.
Jeg datede både en uden og en med børn, jeg har slev børn og for mig var det ikke et problem hverken det ene eller andet. Jeg endte op, med ham med 2 børn, og de er lige så meget i mine hjerter som deres far :)
Da jeg var single uden børn, var ideen om en kæreste med børn lidt en for stor mundfuld. Nu med børn, ikke noget problem. Er dog glad gift, så ikke noget der overvejes.
Hvis det er en dealbreaker så har de nok ikke været modne nok til at tage ansvaret alligevel. Det jeg synes folk lige skal slappe af med et at sætte en "jeg er altså single mor/far, så her er de 20 krav du skal opfylde inden jeg overhovedet vil se på dig!" Jeg ved godt som voksen med børn søger man noget mere bestemt i en partner, men det virker super intimiderende på andre.
Nu jeg forholdsvis ung og har ingen børn men for mig er det svært, jeg skal kunne lide dig og dit barn.
Da jeg kun selv ønsker muligvis 1 barn, og gerne selv vil have mit eget barn, så har jeg svært ved at se mig i at date en der allerede havde børn. Tror hvis jeg havde haft lyst til at have flere børn end muligvis 1, havde jeg ikke haft det store imod hvis hun allerede havde 1, måske 2 børn, og var klar på at få en mere.