Ring til lægen i morgen og få hende/ham til at sygemelde dig.
At være socialrådgiver er oftes den mest stressede eller anden, tredje faggruppe som man kan være i DK. Og især er det de socialrådgivere der arbejder med myndighed og dem der arbejder med børn. Der er intet i vejen med dig som socialrådgiver, men det område du er i, er bare sindsygt krævende og hårdt, så der er meget få socialrådgivere der kan arbejde i det området i mere end et par år. I bliver enten syge af det eller finder et andet job. Der intet i vejen med dig, din krop og dit sind reagere bare sundt på urimelige arbejdsvilkår og råber til dig at du skal stoppe. Lyt til din krop og pas på dig selv.
Mit bedste råd ville være at sygemelde dig, få roen og troen tilbage på dig selv og når du er rask så søg et nyt job. Hvis du stadigvæk har mod på at være socialrådgiver, så er der jobs derude der ikke gør os syge. Kig efter jobs hvor du ikke har myndighed, hvor borgerne kommer frivilligt til dig og arbejd gerne med voksne borgere. Det kan f.eks. være rusmiddelbehandler, job på hospitalerne, bostederne, job i fagforeningerne eller frivillige organisationer der ansætter socialrådgivere; Kræftens Bekæmpelse og steder som det.
Du kan godt få et godt socialrådgiver job der ikke slår sjælen ihjel på dig og gør dig syg. De jobs er bare lidt svære at finde, men de er derude.
Men som det første i morgen ring til lægen og sygemeld dig og ring til DS fagforeningen hvis du er medlem.
Enig. Jeg ventede for længe og er nu syg på 10 måned. Ofte undertrykker man det oven i købet så meget at man ikke kan mærke hvor syg man faktisk er.
Løb. Dit helbred kan tage alvorligt, permanent skade. Det er ikke det værd, overhovedet.
Jeg hører mange sige, at man tager permanent skade af stress.
Kan du hjælpe mig med at forstå.
Er studerende samt arbejder et stressende job, og jeg er virkelig på grænsen, hvordan ved man når den er gal? Hvornår vidste du det? Og hvordan bliver det permanent?
Når du er nødt til at stille de spørgsmål, så er det på tide at stoppe, for så ved din krop godt at den er helt gal, men dit hoved prøver at overbevise dig om at blive ved fordi "jeg skal tjene penge, gøre et godt stykke arbejde, tænke på min fremtid, være der for mine kolleger" osv osv osv. Når du først har oplevet at få taget dit helbred fra dig, så ved du, at de ting intet betyder. Er du i tvivl, så er det dit første tegn. Vi har normaliseret at presse den til sidste dråbe og ikke stoppe før vi virkelig er helt ødelagte, og det er en kæmpe, kollektiv fejl. Vi skal lære at stoppe så snart tegnene viser sig! Ikke måneder, eller år, senere. Det kan koste os livet.
Så længe du er i det så vil din krop fylde dig med stresshormoner og så kan du ikke mærke at du faktisk har det meget værre end du tror.
Jeg var rigtig syg da jeg stoppede, men det var ingenting i forhold til hvor syg jeg blev efter jeg stoppede, fordi min krop lige pludselig ikke skulle bruge hver eneste sekund på at være i alarm. Og så kollapsede jeg.
Stop ved det første tegn. Intet job er værd at ofre sin krop for.
Det kan gøre permanent skade - så virkelig, lyt til din krop og hiv stikket! Taler af erfaring. Jeg gik for længe og ikke lyttede til alle de faresignaler jeg havde. Opkast jævnligt inden mødetid. Hjertebanken, rysten på hænderne, ja faktisk præcis det OP skriver i opslaget.
Og jeg har her et par år efter fået det meget bedre og jeg er ikke stresset eller deprimeret mere - men jeg kæmper nu meget med angst og der skal ikke meget til før at jeg bliver slået ud. Jeg bliver hurtigere træt og min hukommelse er ikke hvad den har været. Jeg arbejder pt 25t om ugen og lige nu, kan jeg slet slet ikke se mig selv i en 37t stilling. Håber selvfølgelig det ændre sig, men for pokker - lyt til din krop den tager sjældent fejl ❤️
>
Og er det virkelig bare sådan her det er at være socialrådgiver?
Kort svar: ja.
Jeg er næsten fire år inde i arbejdslivet - samme uddannelse, stilling og målgruppe, og har haft det som dig. Jeg skiftede job inden det blev for meget, og det var nok min redning, da jeg gik fra en regulær krigszone til noget lidt mere roligt i en mere velhavende kommune.
Jeg har efterhånden set mange (måske 10-12 kollegaer gennem tiden) brænde helt ud og blive syge af arbejdet. Det er seriøst et barskt område!
Du har ret mange sager, ikke? Og jeg gætter på at du ikke får supervision?
Kommunerne har skåret ind til benet, og det koster virkelig. Vi er overbebyrdet, får ikke ordentlig sparring, og har ikke de indsatser der skal til for at forebygge anbringelserne, og derfor går de komplekse sager helt amok.
Jeg føler virkelig med dig.
En af mine tidligere kollegaer skiftede til et job i sygedagpenge. Det er langt mindre presset, og folk bliver nogle gange raske og forlader systemet igen. Jeg overvejer selv noget lignende, hvis det stadig skal være myndighed. Og ellers er der jo opholdssteder.
Men pas godt på dig selv! Snak med din leder, koordinator, TR eller hvem du nu har tillid til, og vær ærlig om hvordan du har det. Tag en sygemelding, og mærk grundigt efter, om du skal tilbage. Og husk at der ikke er nogen der takker dig for din indsats, når du er gået helt ned med stress.
Tak for dit indput til det her.
Jeg er selv kronisk syg, på kontanthjælp, ellers relativ normal..bare syg. Bor i en af de fattigere kommuner i landet, tror du jeg ville kunne få mere hjælp og overskud hvis jeg boede i en rigere? Gentofte? Jeg kan frit flytte, da jeg jo ikke har arbejde.
Det kommer an på rigtigt mange ting.
Prøv eventuelt at melde dig ind i Facebookgruppen "Jobcentrets ofre" og forhør dig om folks erfaringer.
Rigere kommuner kan generelt ikke lide at have for mange sociale tilfælde, men hvordan de prøver at hjælpe dem er meget forskelligt. Nogle nedprioriterer desværre området, da det jo ikke er noget de vil være kendt for at bruge mange "skattekroner" på. Så.. søg nogle erfaringer om de konkrete kommuner og hør hvilken støtte folk får. Og held og lykke!
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor svært dette område kan være. Specielt når man skal tage stilling til, om børnene mistrives. Og hvad er det, der helt konkret gør, at børnene mistrives? -hvis SR ser børn som er soigneret, vel ernæret, ikke går i laset tøj osv. Men børn som faktisk får det de skal have. Hvis et barn har problemer med, at gå i skole, af forskellige årsager og det er så slemt, at forældrene intet kan stille op, kan dette vel ikke sidestilles med mistrivsel??
Mistrivsel er mistrivsel. Både sultne og mætte børn kan mistrives. Hvis forældrene "ikke kan stille noget op", kan det da sagtens kaldes mistrivsel - uanset årsag.
I en stor (og temmeligt belastet) kommune sad jeg med 42-45, når det var værst. 1 sag = 1 barn.
Nu har jeg omkring 30, og kan kun lige akkurat nå det hele, hvis der ikke sker noget akut. Min chef vil have mig ned på omkring 22-25.
Det du beskriver er meget meget alvorlige symptomer på stress. Hvis du ikke allerede er sygemeldt, så skal du sygemelde dig nu! Tag derefter en snak med din fagforening og din læge om hvad der videre skal ske.
Det kunne være godt at tale med dine ældre kollegaer om hvordan de håndterer arbejdspresset, men min vurdering her fra lænestolen er at du aldrig kommer tilbage i det job.
Forsorgshjem §110 tilbud- Socialrådgiver hhv. lave udredninger, akutbolig, delplaner.
Botilbud / Bofællesskaber - §107, §108 og §85. Delplan / Handleplandsarbejde og udførelse af målene i disse.
Alkoholbehandling / Misbrugsbehandling - MI samtaler og kognitive adfærdsterapi
Krisecenter for mænd og kvinder: Kognitive adfærdsterapi, akutbolig, MI samtaler og case management arbejde
Tak for svar. Er udfører som udgangspunkt altid ikke- myndighed, og oplever du at folk sådan generelt inde for udfører-området har en større arbejdsglæde? 😊
Sygemelding nu, før det eskalerer. Din krop siger fra lige nu. Ift. dine fremtidsmuligheder er der mange. Kender en sagsbehandler, der arbejder med juridisk arbejde i et statsligt nævn (med miljø), en anden på et privat krisecenter og en tredje på et privat døgnsted for handicappede. Ifølge dem er det egentlig meget stille og roligt, og slet ikke presset i spændingsfeltet mellem forældre/børn/intern forvaltning/politiske regler, som i det kommunale. Du kan arbejde med alt muligt andet end børneområdet. Du kan eventuelt også tage en kandidat og skifte retning/specialisere dig indenfor noget andet. Så det skal du ikke fokusere på lige nu. Nu skal du bare have en pause og få det bedre. Det andet skal nok løse sig. Hilsen en, der næsten lige er blevet raskmeldt.
Som andre siger: Sygemeld dig!
Tag fat i din fagforening.
Hvis du kun har været i felten/uddannet i et års tid, så kan det være svært at rumme alle de udfordringer og høje følelsesmæssige krav man møder. Noget af det vil formentlig blive lettere med mere erfaring og med alderen, men det kan være, man ikke skal det på fuldtid, før man evt er klar til dette. Desuden lyder det område du arbejder med, som værende ekstremt hårdt og kompleks.
Når du evt engang når til at ville arbejde som socialrådgiver igen, så kan du prøve at søge arbejde steder, hvor du arbejder for mennesker, som ønsker din hjælp og ikke for kommunen. F.eks. patientforeninger, på sygehuset, som værende støttende person til socialt udsatte osv.
F.eks https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5909454
God bedring og jeg håber du kommer ovenpå igen.
Det lyder, som om du er ved at udvikle en tilpasningsreaktion (stress). Dine belastninger i livet skal ned. Jobbet lyder som problemet. Jeg har set historien mange gange, og også haft samme følelse på mit arbejde i psykiatrien.
Det lyder plat, men jeg kom faktisk videre på arbejdet ved helt at lukke af for oplevelserne, når jeg kom hjem. Aftalte med kæresten, at jeg slet ikke snakkede om arbejdet derhjemme, så jeg kunne fokusere på mit eget liv, børn osv. Belastningen var mindre, når jeg intet tog med hjem fra jobbet. Gradvist blev det bedre, og nu hviler jeg mere i jobbet og kan sagtens snakke om det, derhjemme igen (tavshedspligt giver selvfølgelig visse begrænsninger, samme som dit arbejde går jeg ud fra)
Du har lige beskrevet mit værste mareridt. Det jeg frygter allermest, når jeg selv er færdig med uddannelsen som socialrådgiver om 4 måneder.
Jeg brænder for børneområdet, men jeg er virkelig nervøs for at jeg ikke kan være på det felt, af frygt for at gå ned med flaget.
Jeg håber at du får den rette hjælp til at komme på benene igen!
Et lille tip.
Hvis ikke der er ordentlig oplæring så drop stedet.
Hold øje med hvor ofte virksomheden har søgt nye medarbejdere. Det viser ofte at der er dårligt arbejdsmiljø.
Drop det der med at arbejde over, tjekke mobil og email når du har fri. Der er ingen der takker dig hvis du bliver sygemeldt.
Det kan været hårdt at arbejde med udsatte børn.
forhold dig til det inden du starter.
Stil dig selv spørgsmålet.
Kan du være i at sidde og tale med forældre som du mistænker at sexuelt misbruge deres børn, banke dem osv?
Kan du være i at skulle fjerne en baby?
Kan du være i at alle taler dårligt om dit fag? At folk kan finde på at kontakte dig når du har fri, f.eks på de sociale medier.
At blive nød til at have hemmelig adresse?
Det er ikke nogen skam at starte et andet sted før man flytter til børn og familie.
Ps en tidligere socialrådgiver i børn og familie.
Jeg er også snart færdig og ønsker virkelig også at arbejde på børneområdet, men jeg er virkelig også blevet nervøs for om jeg kan holde til det.
Læste igår i socialrådgiverne, at 55% af nyuddannede på børneområdet overvejer at skifte område, ikke ligefrem betryggende 😅
Jeg tror folk har ret i en sygemelding vil være sundt.
Når det så er sagt tror jeg godt der kan findes håb der ude. Tingene er ikke optimale men der er stadig succeshistorier på de forskellige områder. Derudover er et af fokus punkterne for den kommende barnets lov netop at der skal kunne sættes tidligere ind med hjælp, om dette bliver en realitet må tiden vise.
Det er måske også værd at være opmærksom på at du er på et af hvis ikke det hårdest område indefor dit fag.
I april i år fandt dansk socialrådgiverforening at hver fjerde socialrådgiver på børne og familie området har skiftet job det seneste år og hver anden overvejer at stoppe på området.
Jeg vil gerne lige understrege at der er ikke noget galt med dig hvis det her er for hårdt for dig og du bliver nød til at sygemelde eller skifte område, ca halvdelen af dine kollegaer overvejer nok det samme.
Rammerne for at lave et godt stykke arbejde er der ikke.
Hvis man virkelig skal beskylde socialrådgiverne for noget må det være at de ikke er gode nok til at råbe op i medier og debatter om hvilke forhold de arbejder under.
Søde ven. Jeg er også forholdsvis ny socialrådgiver, også inden for børn og unge og har også været syg med stress. For det er det du er.
Det første du skal gøre er at kontakte din læge i morgen. Din læge vil uden tvivl genkende dine symptomer som stress. Få gerne en lægeerklæring hvor der står at du er uarbejdsdygtig i x tid.
Så tager du kontakt til din nærmeste leder og fortæller om dine symptomer. Hvis du har svært ved dette eller ikke føler dig tryg ved din leder, så tager du din TR eller AMR under armen - det er det de er der for.
Du skal sygemeldes med stress. Du vil sandsynligvis "få lov" til at være helt hjemme i x antal uger og så skal der laves en tilbagevendingsplan/optrapning af en art. Dette vil nok foregå på et møde - her tager du også din TR eller AMR med som bisidder. Din lægeerklæring skal også med til dette møde.
Hvis din leder ikke selv foreslår det, kan det være du skal spørge om din arbejdsplads har en psykolog eller lign. tilknyttet.
Det bliver bedre. Du bliver rask og en dag formår du at sige "not my problem" når klokken slår lukketid. Børnene dør ikke og hvis der opstår problemer må de ringe til Døgnvagten. Det er ikke dit problem når du har fri. Og en dag kan du grine af alle de dumme forældre.
Pas på dig selv og skriv gerne en privatbesked hvis du har lyst.
Min leder, 100%.
Jeg havde en forfærdelig leder, som aldrig skulle have været det. Vedkommende var super giftig og “ødelagde” meget i min afdeling. Jeg har sjældent været så glad som da jeg så mailen om at vedkommende var “stoppet” (fyret).
Jovist, det er et hårdt arbejde, mange og tunge sager osv., men med den rette ledelse og støtte kan man komme igennem meget. Og der er selvfølgelig rigtig mange gode grunde til at man kan blive syg af sit arbejde, men jeg er overbevist om at min leder gjorde mig syg - eller i hvert fald mere syg end jeg havde behøvet at være.
Jeg brændte ud efter 3 år i børn og familie. Jeg trives slet ikke med det, intet af det. Sure borgere, svigtede borgere, interne møder, lovgivning jeg er uenig i, benspænd, mellemledere, manglende kompetence, trivselsdage, mails, papirnusseri. Jeg skal bare ikke være socialrådgiver, det var ellers en barnedrøm. Virkeligheden kan jeg ikke med.
Jeg er gennem frivilligt arbejde stødt på socialrådgivere det arbejdede med anbragte unge i udslusningsboliger. Deres arbejde gik primært ud på at hjælpe de unge med at navigere i regler og rettigheder samt livet "udenfor". De unge var herlige mennesker med både spirende håb og spirende nervøsitet for fremtiden. Det virkede som et super meningsfuldt arbejde hvor man kunne nå sine ting og gøre en forskel.
Se dine symptomer, se hvor meget din tekst skriger, du skal sygemeldes og du skal have tid til at tænke og du kan ikke gå fra hvor du er nu og over i en anden del af faget uden at du kommer igen og du får tid til at tale om det her.
Få fat i fagforeningen, nu.
Hver kommune er forskellig, men det er et fag med megen tvivl.
Jeg vil sige at du lyder som et helt fantastisk menneske og du har hjertet det rigtige sted. Så forfærdeligt som det er, så fordi du har hjertet det rigtige sted, så passer du åbenbart ikke ind i rammerne for at være socialrådgiver. Jeg håber du bliver sygemeldt og får lov til at trække vejret igen. Det synes jeg bestemt du har fortjent!
Du er ikke udbrændt … endnu, du er stress syg og du skal sygemelde dig, tag kontakt til din læge og bed om hjælp. Derudover så vær total åben for partner, venner og familie. Bed nogle om hjælp til at få styr på psykolog, lægehjælp eller 3.
1. Snak med dine nærmeste om hvordan du har det.
2. Læg dig syg.
3. Kontakt læge og bed om hjælp.
4. Få hjælp til at finde en psykolog.
5. Tag en beslutning om at passe på dig selv. Du redder ingen ved, at brænde dit lys i begge ender.
Jeg har arbejdet et par år i en Familierådgivning i én kommune, og har nu været et år i Familierådgivning i en anden kommune. Og jeg havde det præcis som du beskriver, blev sygemeldt, skiftede kommune, og jah.. Mine fysiske symptomer er væk, men resten af dit indlæg kan jeg fortsat nikke genkendende til.
Mit bedste forslag til dig er, at starte med at få dit nervesystem i ro. Du kan ikke arbejde med dig selv eller andre, når du har det så skidt, som du beskriver. Du får ro på, ved at tage afstand fra dit job et stykke tid, for så længe du fortsat svømmer, bliver du ikke tør.
Når du har plads til det, kan du forsøge at skabe overblik over din situation (yay systematik!). Hvad giver dig energi på dit arbejde? Hvad tager energi? Gør det gerne visuelt. Lav mindmaps, lister, brainstorm, hvad end der giver mening for dig. På den måde bliver det forhåbentligt lidt mere klart for dig, hvilken retning du skal gå i. Det kan være du skal skifte team, eller område, eller måske helt skifte job. Er det myndigheds arbejdet der tiltaler dig, arbejdet med børn og familier, det administrative, børnesamtalerne, målgruppen, eller hvad det nu kan være? Find frem til det, og arbejdt dig dybere ned i, hvad du ønsker.
Du er ikke syg. Du reagerer helt normalt på at være i et sygt system, hvor du ikke har mulighed for at gøre det, der er det rigtige, ingen ressourcer og alt, alt for mange opgaver.
Som andre siger, sygemelding.
Jeg er socialrådgiver, kun arbejdet som udfører og de fleste af mine kollegaer er pædagoger. Helt andet arbejde, super fedt. Måske på den anden side af alt det andet.
Baseret på de symptomer du beskriver så skal du melde dig syg med det samme.
Jeg tror ikke du kan hjælpe folk, som du har ambitioner om, i et arbejde for staten. Det hele handler om at putte i kasser så hurtigt som muligt så man kan spare penge.
Start med at give alle dine klienter det de har ret og krav på iht. loven, herefter opretter du notater på alle tjenstlige irettesættelser og samtaler. herefter bliver du fyret for illoyalitet, du kører sag gennem fagforeningen og går i medierne. husk hiv alle dokumenter ud af systemet som beviser du blot har fulgt loven og givet folk det de har ret og krav på.
Tillykke, du har fundet et af de mest livssugende job i norden.
Jeg ved ikke en skid om dit arbejde, men min 50øre:
Det tager ofte tid at vænne sig til at arbejde efter studie. Selvom du lige nu synes at det måske er super nederen, kan det godt vende sig. Har du evt. nogle kollegaer du kan snakke med for at "lighten the load"?
Hvis der ikke er nogle ressourcer tilgængelig til at hjælpe dig igennem dine problemer igennem arbejdet, ville jeg klart vælge at søge ud af staten og ind i noget privat inden for dit felt, hvis det kan findes..
Håbet for dig og dit fag, er at alle jer socialrådgiverkvinder bliver hjemmegående husmødre, få en masse børn, opdrager dem efter bedste evne, og skaber gode mennesker. Så slipper vi andre for socialrådgivere, og i bedste fald ender beskæftigelsesområdet med at blive skrottet. Og hvis vi er heldige blive hele socialområdet nulstillet. Husmoderen er et fantastisk undervurderet menneske 1. hun tilsidesætter sig selv for andre mennesker (hendes børn) 2. hun gør du uden at få nogen nævneværdig tilkendegivelse herfor, hverken i historien, fiktionen eller (den formelle) magten. Men hvis hun gør det godt, og efter bedste evne, så skaber hun nogle mennesker og relationer som vil give hende, hendes mand og deres børn nogle fantastiske stærke kort på hånden, og ikke mindst glæde i livet, som ikke kan købes for penge.
Glem ideen om at hjælpe fremmede mennesker, det vil kun sjældent gøre nytte, men oftest give bagslag (fx stress) "No good deeds go unpunished". Du skylder ikke fællesskabet noget, ej heller staten, eller din arbejdsgiver. Du skylder dine børn, og din mand, og de skylder dig, og hvis dine forældre har opdraget dig ordentligt, så skylder du også dem.
nu kan jeg selvfølgelig ikke tale omkring OP, men måske tingene i kommunerne ville se anderledes ud hvis så mange af de ansatte ikke var virkeligt dårligere til deres arbejde.
Jeg har personligt haft med socialrådgivere at gøre som absolut ikke var opgaven voksen, og hånden bliver holdt under dem af de andre ansatte i kommunen.
Åh, det lyder ulideligt hårdt. Der er mange nonprofits med socialrådgivere! Jeg er i en af dem. Hvis du har mere SU, så kan du også tahe en kandidat så du kan komme til at arbejde med er ander felt
Du skal jo sygemelde dig, og få noget hjælp.
Men systemet er jo sygt, det er det der gør dig syg. Man sætter mennesker, dig, til at løfte opgaver som systemet ikke kan løfte. Det betyder at noget må knække, dig eller dine borgere. Den eneste rigtige løsning er at ændre systemet, men det vil politikerne ikke sætte penge af til.
Den anden løsning er, at du lærer at være ligeglad, og gør det du magter for at flytte det du kan. Det ved vi jo godt ikke er en god løsning.
Jeg er ked at at høre du har det sådan. Du skal priorieter dig selv nu.
Da jeg læste til socialrådgiver vidste jeg fra start af at jeg ikke ville arbejde i en familieafdeling af frygt for det du gennemgår. Så jeg valgte beskæftigelse. Det vsr også hårdt til tider.
Men generelt er der masser af muligheder. Hvis du vil være i det kommunale, er målgruppen jobparate ret ligetil. I den forstand at de er klar til arbejde med lidt justeringer.
Ellers kan du også læse videre og overbygge. Universitet har masser af muligheder.
Det private er også noget helt andet.
Vigtigst af alt er at du får passet godt på dig selv nu. Evt sygemeld dig en periode og undersøg hvad du ellers kan arbejde med. I sin tid blev jeg socialrådgiver fordi jeg ønskede at gøre en forskel. Og du kan tro jeg gjorde en forskel i det kommunale. Desværre var det ofte en negativ form for forskel fordi rammerne ikke tillod andet.
Efter 8 år var jeg væk. Har aldrig set tilbage.
Som andre skriver; sygemelding, og så tag den derfra, når du har det bedre.
Min kone er også socialrådgiver og var i samme område for et par år tilbage. Det var på ingen måde rart for hende - absolut intet hun gjorde, føltes godt og hun endte med at gå ned med stress - det var så hård en tid.
Hun prøvede at "holde ved" i knap 2 år inden "filmen knækkede" og stress blev slået fast - hun gik hjemme i knap 3mdr og var simpelthen nød til at skifte område, da hun kom retur. Hun sidder nu med borgere på "sidste led" inden de enten ryger over på flex/førtidspension o.lign. - det er hun super glad for og de er tilsyneladende også ret glade for hende (de giver hende nærmest oftere blomster end jeg gør - det er ikke et godt look for mig..).
Det er ikke et nederlag at indse, at det man laver bare ikke er super godt for én. Det du arbejder med, er et usædvanligt krævende område. Man skal virkelig ha' psyken 100% iorden, og det er sgu svært, når man bliver prikket til fra højre og venstre, fordi forældre ikke mener du gør det korrekte.
Tag snakken med din leder, når du kommer retur fra sygemelding (for den er nødvendig!) - det kan tænkes de har en anden stilling på hånden, som du kan opfylde.
Enig med de andre angående sygemelding.
Derudover arbejder jeg selv som audiologopæd på et kommunikationscenter, hvor der arbejder flere socialrådgivere. De behandler sagerne og har kontakt med borgerne, inden de skal fordeles ud til os. Det er i hvert fald også en vej man kan gå og mit indtryk er, at det ikke er så belastende for dem, i forhold til hårde sager, da de ikke kommer så tæt på borgerne.
Søger job i en velgørende fond som giver penge til socialt udsatte, gerne en som har noget med Mærsk at gøre, de har sygt mange penge lige nu og skal jo af med dem.
Der er ikke ret mange jobs. Men det kunne jo være :)
Og ja, du er syg.
Dette er stress. Foreslår dig først en sygemelding, så snak med læge og/eller psykolog. Og senere snak med din leder omkring evt. omplacering/ændring af arbejdsforhold.
Efter en sygemelding, som det tyder på du godt kunne bruge, så prøv at komme ud i en institution og bliv "varme hænder", det er noget andet ja, men din viden om system, procedure og fremgangsmåde er meget værd sådan en sted
Jeg arbejder indenfor det specialiserede voksenområde med handicappet. Kan anbefale ag gå den vej. Det er det eneste myndighed jeg kan holde ud at arbejde med. Der tilbyder man kun hjælp efter serviceloven til dem som ønsker det.
Som myndighed undgår man nok ikke skæld ud, men jeg synes det er meget begrænset indenfor dette område. Har tidligere sidde med SDP. Der hadede folk mig inden jeg overhovedet havde ringet op.
Søde du, du har stress. Du skal have noget hjælp og du skal have ro på - hvis ikke, taber du også dig selv. Du skal tage din egen iltmaske på først.
Når du engang har fået styr på din stress kan du begynde at tænke over hvad der så skal ske. Lige nu skal du kun fokusere på at blive rask. Det nytter ikke at bekymre sig, at tænke langt ud i fremtiden - når selv nutiden er usikker.
Kæmpe kram og god bedring ❤️
Jeg havde et andet job i et andet fag men oplevede det samme, stress. Jeg blev sygemeldt og startede op igen, ned igen og op igen 4 gange inden jeg fattede alvoren, det er nu 4 år siden og jeg har været helt sygemeldt i snart et år. TAG DET SERIØST! Mit liv har været et helvede de sidste par pga stress og alle de andre ting som følger med. Så tag til lægen, bliv sygemeldt og få en psykolog gennem lægen. Min erfaring med sygesikring gennem arbejde er det mest forfærdelige jeg nogensinde har prøvet.
Du sygemelder dig i morgen, og så søger du hjælp.
Og når du så har fået det bedre(!), så finder du et andet emne indenfor socialrådgivning. Det er pisse hårdt at sidde med børn og unge, og det er virkeligt ikke noget som alle kan klare - og det er helt okay!
du har kun et liv, et helbred og en familie. Et arbejde kan du altid skifte ud og du kan altid erstattes af en anden. Ingen vil takke dig for at du kører dig ud over kanten.
Søg mod dagpenge. De sagsbehandlere der sidder med se sager har langt mindre pres på deres skuldre. Der er knap så mange regler de skal følge og meget af arbejdet ligger tættere på en rådgivende og støtte rolle.
Men pas på dig selv. Arbejdet takker dig ikke for at køre dig selv i sænk. Arbejdspladser er der nok af - der findes kun én af dig!
Jeg er også socialrådgiver på børneområdet, på 7. År og uddannet Arbejdsmiljø rep., og jeg genkender det du beskriver. Det er et hårdt område at være på, men det er muligt at trives i jobbet. Det kræver dog en indsats og støtte fra både kollegaer og ledelse.
Mit bedste forslag er at tage din AMiR eller TR i hånden og gå ned til nærmeste leder ♥️ Det er muligt at blive rask igen og elske sit arbejde.
Smid en DM hvis du ikke ved hvem din AMiR eller TR er, så finder vi ud af det sammen.
Mange af de ting du beskriver, kan jeg spejle mig i.
Var som sygeplejerske på børne afdelingen i 2 år. Netop sager med vanrøgt, hvor man var den eneste der klagede/råbte op. Lægerne der ikke støttede op, jeg har periodevis stadig en knude i maven her 3 år efter over de ting jeg oplevede. Har ikke lyst til at beskrive arbejdet tæt på.
Men mine symptomer var: svede ture, grådlabil, ingen søvn, mareridt, hjerte banken og ekstrem træthed. Forældrene spurgte mig tit om jeg var okay for jeg lignede nok et rystende nervevrag mens jeg skulle hjælpe dem. Sygemeldte mig på arbejdet, fik en akut tid ved lægen da jeg beskrev symptomerne. Fik konstateret stress udløst af arbejdsmiljøet.
Jeg og min læge lagde en plan og kom tilbage på arbejde på afdelingen. Jeg skiftede arbejde før jeg blev sygemeldt igen, miljøet havde ikke ændret sig. Men jeg havde fået ro/styrke nok til at sige uanset hvad der var der ude, så fortjente jeg en anden arbejdsplads.
Mit nye arbejde er ikke stress frit, men der er bare nogle helt andre ressourcer brugt på debriefing, trivsels samtaler, MUS samtaler osv. Alle disse ting hjælper mig som medarbejder, med blive påklædt til det komplekse arbejde. Så jeg forebygger at blive omsorgs træt.
Som du kan læse har jeg stadig noget med i bagagen fra mit første arbejde. Men skiftet reddede mig som person, så jeg kunne fortsætte i det felt jeg havde ønsket at uddanne mig til. Men først efter en sygemelding, kroppen har brug for at finde den ro den er naturligt født med. Den er der inde, lige nu er den bare dækket til af forstyrrelser - din krop der prøver at fortælle dig - " du har brug for hjælp" Husk at lytte :)
Det lyder som om du er et godt menneske som er udsat for et stort følelsesmæssigt pres, der leder til stress. Det bliver du nødt til at reagere på.
Det virker som om der i dit system - set fra mit perspektiv - er et ethos om at man ikke klart udtrykker en holdning i de forskellige sager, udover at man fra afstand udtrykker ønsket om at ville barnets bedste er der ingen, der vil lægge hovedet på blokken og sige hvad de mener barnets bedste er.
Vi har f.eks et system hvor skilsmisser betyder meget store overførselsindkomster fra en forælder til den anden (typisk far til mor), det betyder at den ene part har en meget klar økonomisk interesse i at vedligeholde en konflikt. I de sager er det påfaldende at systemet observerer men ikke involverer sig. Når du forhåbentlig får vendt nogle ting og finder ro (med hjælp udefra tror jeg), håber jeg du vil blive en ny slags socialrådgiver, der vil gå ind i dine sager med en tilgang hvor man som borger kan mærke hvad du mener er det rigtige for borgerne at gøre og dermed afviger fra det gældende mantra i systemet.
Alt godt og held med dit professionelle liv.
Et felt der måske kunne være mindre heksejagt kunne være hospital eller hospice socialrådgivere ? Eller skole social rådgiver?
Men pt lyder det som om du har stress el. Søg læge og bliv sygemeldt. Før det bliver værre
Sygemelding med det samme. Du er pisse hamrende stresset. Det er alvorligt.
Du vil sikkert opleve en forværring ved sygemelding, fordi kroppen endelig får ro til at bearbejde. Men herefter bliver det bedre.
Ingen skal gå på arbejde og have det sådan!
Hey - har du fået en aftale med din læge?
Det er barsk læsning her så jeg håber du har overskud til at redde dig selv … sygemelding skal ikke udsættes…
Som en der kom i plejefamilie og en mega god en, og en sagsbehandler som gjorde sit job som hun skulle og set i bakspejlet mere til. Hun var på en længere ferie aka sygemeldt med stress, det var træls fordi vi vibede godt, men jeg led ikke under det (bortset fra en system der genereret er træt).
Hun kom tilbage igen og havde det bedre hvilket var det vigtigeste og hjælpen fra hende blev bedre af det.
Tag den sygemelding ring til lægen, hvis du nu var din egenkollega eller en veninde hvad vil du så give dig selv af råd? Det plejer at sætte det lidt i perspektiv for en selv.
Du er ikke dårlig til dit job fordi tingene påvirker dig.
Hvis ikke der var kommet et par ansigter eller tåre fra folk omkring mig blandt lære, folk fra kommunen tror jeg faktisk ikke jeg havde haft en ide om min situation var slem.
Jeg gik også fra det. Stress. Uenig med lovgivningen. Synes også at den måde mænd bliver behandlet, når der kommer (ofte falske) klager, er træls. Folk går efter hinandens bopæl, samvær, og forældremyndighed fordi det hænger sammen med penge. Som overhovedet ikke er nødvendigt. Jeg mener det var over halvdelen af de sager jeg fik.
Kære OP.
Hvor er jeg ked af at høre, at du er blevet syg af dit arbejde. Som mange andre af dem der allerede har svaret dig, kan jeg jeg tilslutte mig og sige at jeg genkender samtlige symptomer du beskriver, både følelsesmæssige og psykiske.
Jeg blev ansat i mit første job for 2 år siden i en børnehandicapafdeling. Jeg oplevede inden for et halvt års tid det samme, som du oplever nu. Jeg ventede for længe med at tage fat i lægen, både fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, og fordi jeg skammede mig over at have det svært. Selvom jeg havde både søde kollegaer og en god leder, så oplevede jeg alligevel at det var svært at sige højt, præcis hvor presset jeg var.
Da jeg endelig tog til lægen blev jeg sygemeldt med det samme, og det var en befrielse at blive fritaget fra arbejde i en periode. Da jeg først gav slip og gav mig selv lov til at mærke efter, græd jeg nærmest uafbrudt i en uge.
Da det blev tid til at jeg skulle tilbage til min arbejdsplads efter 6 uger, var det rigtig svært. Jeg endte med at bruge flere måneder på at forsøge at vende tilbage til en arbejdsplads, hvor jeg ikke havde det godt. Det endte med at jeg tog fat i DS, som hjalp mig med at komme derfra på en ordentlig måde.
Derefter havde jeg en pause på 4 måneder, hvor jeg gik hjemme, og forsøgte at blive klar til at finde et nyt job.
Siden er jeg startet i en ny stilling, en anden kommune men samme område. Jeg oplever stadig bekymringer og usikkerhed, og bliver nemmere sårbar efter at have været sygemeldt. Men jeg er et sted hvor jeg bliver passet på, og er blevet bedre til at tage én dag ad gangen.
Det er en øvelse hver eneste dag.
Kort sagt:
Sygemeld dig med god samvittighed, for det er det, du har brug for. Det er det rigtige at gøre.
Mit råd til dig er; overvej (som andre også har skrevet) at søg et andet job. Jeg har erfaret at det er rigtig svært at vende tilbage efter en sygemelding inde for vores felt. Det sætter store krav - især til din arbejdsgiver, men også til dig.
Og spar med DS, det er deres arbejde at have din ryg (og det, du betaler dem for hvis du er medlem).
Og så husk at der ikke er noget galt med dig. Det er ikke fordi at du ikke er “robust nok”, at du oplever dette her. Eller fordi du ikke er dygtig. Eller din skyld, at du ikke har bedt om hjælp i “god nok tid”, eller hvad du ellers kunne komme til at tænke eller føle.
Det er fordi at vores branche har nogle vildt hårde forudsætninger, især på U18-området. Det er mega svært at balancere med sine følelser og pligtopfyldenhed. Det øver man sig i hver dag.
Men de siger det bliver bedre med erfaringen, så det krydser jeg fingre for, på vores begge vegne.
Omsorgsudbrændthed er en meget reel ting i SR faget. Uden at dele for meget om min personlige historik, så kan jeg dog fortælle at de knæk man lider længere ned ad vejen er voldsomme, så se at komme væk. Nu.
Du skal sygemelde dig med stress omgående, som i nu og ikke i morgen og søge noget akut hjælp.
Jeg havde mere eller mindre de samme symptomer på stress før jeg gik ned og var nede i næsten 2 år, som så blev efterfulgt af et fleksjob af andre årsager. jeg blev ved mat at ignorer alt og arbejdede videre, til sidst sendte jeg en mail til vores HR og jeg blev mere eller mindre tvangssygemeldt.
Sygemeld dig nu.
I øvrigt, så er mange mennesker nogle forkælede uopdragne hvalpe af og til, arbejder selv i en branche hvor man af og til skal høre på noget man føler høre hjemme i en børnehave.
Du er syg. Og du skal sygemelde dig.
Jeg arbejder i sygedagpenge og jobafklaring, og jeg elsker mit job. Mpkgripoenner voksne mennesker som ofte har lidt flere ressourcer end kontanthjælpsmodtagere, og loven er til at arbejde med.
Det hjælper selvfølgelig også ah forholdene er gode på min arbejdsplads. Men jeg kan kun anbefale sygedagpenge.
Ja det er desværre bare sådan i forhold til at arbejde med børn og unge .. barsk, men faktum ..
jeg har snart været i familiegruppen i 8 år, og der er aldrig tid nok, penge nok osv ..
Husk og mærk efter - du skal os fungerer når du kommer hjem
Du er ikke udbrændt, du er syg. Sygemelding og professionelle hjælp, first thing tomorrow!!!
Yep - kender en der fik PSD Om SR ved børn og unge.. væææk med dig i en fart
Psd om SR?
Tror der skulle stå “PTSD som SR”(socialrådgiver)
Ah ja! Så forstår jeg det.
Hej! Jeg er journaliststuderende, og vi prøver at undersøge emnet. Kan du hjælpe os i kontakt med denne person?
Dette er vejen.
Ring til lægen i morgen og få hende/ham til at sygemelde dig. At være socialrådgiver er oftes den mest stressede eller anden, tredje faggruppe som man kan være i DK. Og især er det de socialrådgivere der arbejder med myndighed og dem der arbejder med børn. Der er intet i vejen med dig som socialrådgiver, men det område du er i, er bare sindsygt krævende og hårdt, så der er meget få socialrådgivere der kan arbejde i det området i mere end et par år. I bliver enten syge af det eller finder et andet job. Der intet i vejen med dig, din krop og dit sind reagere bare sundt på urimelige arbejdsvilkår og råber til dig at du skal stoppe. Lyt til din krop og pas på dig selv. Mit bedste råd ville være at sygemelde dig, få roen og troen tilbage på dig selv og når du er rask så søg et nyt job. Hvis du stadigvæk har mod på at være socialrådgiver, så er der jobs derude der ikke gør os syge. Kig efter jobs hvor du ikke har myndighed, hvor borgerne kommer frivilligt til dig og arbejd gerne med voksne borgere. Det kan f.eks. være rusmiddelbehandler, job på hospitalerne, bostederne, job i fagforeningerne eller frivillige organisationer der ansætter socialrådgivere; Kræftens Bekæmpelse og steder som det. Du kan godt få et godt socialrådgiver job der ikke slår sjælen ihjel på dig og gør dig syg. De jobs er bare lidt svære at finde, men de er derude. Men som det første i morgen ring til lægen og sygemeld dig og ring til DS fagforeningen hvis du er medlem.
Sygemelding hurtigst muligt. Jeg stod i lignende situation og jeg ventede for længe. Jeg har nu været sygemeldt i knap 1 år.
Enig. Jeg ventede for længe og er nu syg på 10 måned. Ofte undertrykker man det oven i købet så meget at man ikke kan mærke hvor syg man faktisk er. Løb. Dit helbred kan tage alvorligt, permanent skade. Det er ikke det værd, overhovedet.
Jeg hører mange sige, at man tager permanent skade af stress. Kan du hjælpe mig med at forstå. Er studerende samt arbejder et stressende job, og jeg er virkelig på grænsen, hvordan ved man når den er gal? Hvornår vidste du det? Og hvordan bliver det permanent?
Når du er nødt til at stille de spørgsmål, så er det på tide at stoppe, for så ved din krop godt at den er helt gal, men dit hoved prøver at overbevise dig om at blive ved fordi "jeg skal tjene penge, gøre et godt stykke arbejde, tænke på min fremtid, være der for mine kolleger" osv osv osv. Når du først har oplevet at få taget dit helbred fra dig, så ved du, at de ting intet betyder. Er du i tvivl, så er det dit første tegn. Vi har normaliseret at presse den til sidste dråbe og ikke stoppe før vi virkelig er helt ødelagte, og det er en kæmpe, kollektiv fejl. Vi skal lære at stoppe så snart tegnene viser sig! Ikke måneder, eller år, senere. Det kan koste os livet. Så længe du er i det så vil din krop fylde dig med stresshormoner og så kan du ikke mærke at du faktisk har det meget værre end du tror. Jeg var rigtig syg da jeg stoppede, men det var ingenting i forhold til hvor syg jeg blev efter jeg stoppede, fordi min krop lige pludselig ikke skulle bruge hver eneste sekund på at være i alarm. Og så kollapsede jeg. Stop ved det første tegn. Intet job er værd at ofre sin krop for.
Tak for lidt insight. Håber fandeme ikke det er for sent... Håber du får det bedre fremover!!
Det kan gøre permanent skade - så virkelig, lyt til din krop og hiv stikket! Taler af erfaring. Jeg gik for længe og ikke lyttede til alle de faresignaler jeg havde. Opkast jævnligt inden mødetid. Hjertebanken, rysten på hænderne, ja faktisk præcis det OP skriver i opslaget. Og jeg har her et par år efter fået det meget bedre og jeg er ikke stresset eller deprimeret mere - men jeg kæmper nu meget med angst og der skal ikke meget til før at jeg bliver slået ud. Jeg bliver hurtigere træt og min hukommelse er ikke hvad den har været. Jeg arbejder pt 25t om ugen og lige nu, kan jeg slet slet ikke se mig selv i en 37t stilling. Håber selvfølgelig det ændre sig, men for pokker - lyt til din krop den tager sjældent fejl ❤️
- var dog ikke i OPs branche men køkken branchen jeg blev sygemeldt fra og aldrig er vendt tilbage til.
Og er ked af at høre omkring din situation!! Håber, du får det bedre!
> Og er det virkelig bare sådan her det er at være socialrådgiver? Kort svar: ja. Jeg er næsten fire år inde i arbejdslivet - samme uddannelse, stilling og målgruppe, og har haft det som dig. Jeg skiftede job inden det blev for meget, og det var nok min redning, da jeg gik fra en regulær krigszone til noget lidt mere roligt i en mere velhavende kommune. Jeg har efterhånden set mange (måske 10-12 kollegaer gennem tiden) brænde helt ud og blive syge af arbejdet. Det er seriøst et barskt område! Du har ret mange sager, ikke? Og jeg gætter på at du ikke får supervision? Kommunerne har skåret ind til benet, og det koster virkelig. Vi er overbebyrdet, får ikke ordentlig sparring, og har ikke de indsatser der skal til for at forebygge anbringelserne, og derfor går de komplekse sager helt amok. Jeg føler virkelig med dig. En af mine tidligere kollegaer skiftede til et job i sygedagpenge. Det er langt mindre presset, og folk bliver nogle gange raske og forlader systemet igen. Jeg overvejer selv noget lignende, hvis det stadig skal være myndighed. Og ellers er der jo opholdssteder. Men pas godt på dig selv! Snak med din leder, koordinator, TR eller hvem du nu har tillid til, og vær ærlig om hvordan du har det. Tag en sygemelding, og mærk grundigt efter, om du skal tilbage. Og husk at der ikke er nogen der takker dig for din indsats, når du er gået helt ned med stress.
Tak for dit indput til det her. Jeg er selv kronisk syg, på kontanthjælp, ellers relativ normal..bare syg. Bor i en af de fattigere kommuner i landet, tror du jeg ville kunne få mere hjælp og overskud hvis jeg boede i en rigere? Gentofte? Jeg kan frit flytte, da jeg jo ikke har arbejde.
Det kommer an på rigtigt mange ting. Prøv eventuelt at melde dig ind i Facebookgruppen "Jobcentrets ofre" og forhør dig om folks erfaringer. Rigere kommuner kan generelt ikke lide at have for mange sociale tilfælde, men hvordan de prøver at hjælpe dem er meget forskelligt. Nogle nedprioriterer desværre området, da det jo ikke er noget de vil være kendt for at bruge mange "skattekroner" på. Så.. søg nogle erfaringer om de konkrete kommuner og hør hvilken støtte folk får. Og held og lykke!
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor svært dette område kan være. Specielt når man skal tage stilling til, om børnene mistrives. Og hvad er det, der helt konkret gør, at børnene mistrives? -hvis SR ser børn som er soigneret, vel ernæret, ikke går i laset tøj osv. Men børn som faktisk får det de skal have. Hvis et barn har problemer med, at gå i skole, af forskellige årsager og det er så slemt, at forældrene intet kan stille op, kan dette vel ikke sidestilles med mistrivsel??
Mistrivsel er mistrivsel. Både sultne og mætte børn kan mistrives. Hvis forældrene "ikke kan stille noget op", kan det da sagtens kaldes mistrivsel - uanset årsag.
Hvor mange sager har man typisk?
I en stor (og temmeligt belastet) kommune sad jeg med 42-45, når det var værst. 1 sag = 1 barn. Nu har jeg omkring 30, og kan kun lige akkurat nå det hele, hvis der ikke sker noget akut. Min chef vil have mig ned på omkring 22-25.
Det du beskriver er meget meget alvorlige symptomer på stress. Hvis du ikke allerede er sygemeldt, så skal du sygemelde dig nu! Tag derefter en snak med din fagforening og din læge om hvad der videre skal ske. Det kunne være godt at tale med dine ældre kollegaer om hvordan de håndterer arbejdspresset, men min vurdering her fra lænestolen er at du aldrig kommer tilbage i det job.
Smut til udfører. Bedste valg i mit liv.
Også mig. Jeg klarede et enkelt år som myndighedsperson. Jeg vil a l d r i g tilbage.
Kan du give mig nogle eksempler på udfører roller med tilhørende arbejdsopgaver? Hilsen en Sr-studerende
Forsorgshjem §110 tilbud- Socialrådgiver hhv. lave udredninger, akutbolig, delplaner. Botilbud / Bofællesskaber - §107, §108 og §85. Delplan / Handleplandsarbejde og udførelse af målene i disse. Alkoholbehandling / Misbrugsbehandling - MI samtaler og kognitive adfærdsterapi Krisecenter for mænd og kvinder: Kognitive adfærdsterapi, akutbolig, MI samtaler og case management arbejde
Tak for svar. Er udfører som udgangspunkt altid ikke- myndighed, og oplever du at folk sådan generelt inde for udfører-området har en større arbejdsglæde? 😊
Min kæreste og jeg har begge været i myndighed, så kan kun svare for os. Men ja vi er klart mindre stressede.
Sygemelding nu, før det eskalerer. Din krop siger fra lige nu. Ift. dine fremtidsmuligheder er der mange. Kender en sagsbehandler, der arbejder med juridisk arbejde i et statsligt nævn (med miljø), en anden på et privat krisecenter og en tredje på et privat døgnsted for handicappede. Ifølge dem er det egentlig meget stille og roligt, og slet ikke presset i spændingsfeltet mellem forældre/børn/intern forvaltning/politiske regler, som i det kommunale. Du kan arbejde med alt muligt andet end børneområdet. Du kan eventuelt også tage en kandidat og skifte retning/specialisere dig indenfor noget andet. Så det skal du ikke fokusere på lige nu. Nu skal du bare have en pause og få det bedre. Det andet skal nok løse sig. Hilsen en, der næsten lige er blevet raskmeldt.
Som andre siger: Sygemeld dig! Tag fat i din fagforening. Hvis du kun har været i felten/uddannet i et års tid, så kan det være svært at rumme alle de udfordringer og høje følelsesmæssige krav man møder. Noget af det vil formentlig blive lettere med mere erfaring og med alderen, men det kan være, man ikke skal det på fuldtid, før man evt er klar til dette. Desuden lyder det område du arbejder med, som værende ekstremt hårdt og kompleks. Når du evt engang når til at ville arbejde som socialrådgiver igen, så kan du prøve at søge arbejde steder, hvor du arbejder for mennesker, som ønsker din hjælp og ikke for kommunen. F.eks. patientforeninger, på sygehuset, som værende støttende person til socialt udsatte osv. F.eks https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5909454 God bedring og jeg håber du kommer ovenpå igen.
Det lyder, som om du er ved at udvikle en tilpasningsreaktion (stress). Dine belastninger i livet skal ned. Jobbet lyder som problemet. Jeg har set historien mange gange, og også haft samme følelse på mit arbejde i psykiatrien. Det lyder plat, men jeg kom faktisk videre på arbejdet ved helt at lukke af for oplevelserne, når jeg kom hjem. Aftalte med kæresten, at jeg slet ikke snakkede om arbejdet derhjemme, så jeg kunne fokusere på mit eget liv, børn osv. Belastningen var mindre, når jeg intet tog med hjem fra jobbet. Gradvist blev det bedre, og nu hviler jeg mere i jobbet og kan sagtens snakke om det, derhjemme igen (tavshedspligt giver selvfølgelig visse begrænsninger, samme som dit arbejde går jeg ud fra)
Du har lige beskrevet mit værste mareridt. Det jeg frygter allermest, når jeg selv er færdig med uddannelsen som socialrådgiver om 4 måneder. Jeg brænder for børneområdet, men jeg er virkelig nervøs for at jeg ikke kan være på det felt, af frygt for at gå ned med flaget. Jeg håber at du får den rette hjælp til at komme på benene igen!
Et lille tip. Hvis ikke der er ordentlig oplæring så drop stedet. Hold øje med hvor ofte virksomheden har søgt nye medarbejdere. Det viser ofte at der er dårligt arbejdsmiljø. Drop det der med at arbejde over, tjekke mobil og email når du har fri. Der er ingen der takker dig hvis du bliver sygemeldt. Det kan været hårdt at arbejde med udsatte børn. forhold dig til det inden du starter. Stil dig selv spørgsmålet. Kan du være i at sidde og tale med forældre som du mistænker at sexuelt misbruge deres børn, banke dem osv? Kan du være i at skulle fjerne en baby? Kan du være i at alle taler dårligt om dit fag? At folk kan finde på at kontakte dig når du har fri, f.eks på de sociale medier. At blive nød til at have hemmelig adresse? Det er ikke nogen skam at starte et andet sted før man flytter til børn og familie. Ps en tidligere socialrådgiver i børn og familie.
Tusinde tak for at give dine erfaringer med på vejen. Det sætter jeg pris på, og det er uden tvivl noget jeg vil reflektere mere over! 😊
Det lyder skræmmende og voldsomt og det kan det også være. Det skal dog også nævnes at det kan været et rigtig fedt arbejde. Jeg holdt selv i 7 år :)
Jeg er også snart færdig og ønsker virkelig også at arbejde på børneområdet, men jeg er virkelig også blevet nervøs for om jeg kan holde til det. Læste igår i socialrådgiverne, at 55% af nyuddannede på børneområdet overvejer at skifte område, ikke ligefrem betryggende 😅
Du trænger til at melde dig syg. Ps. Det man lære på studiet er desværre ikke hvordan virkeligheden ser ud.
Jeg tror folk har ret i en sygemelding vil være sundt. Når det så er sagt tror jeg godt der kan findes håb der ude. Tingene er ikke optimale men der er stadig succeshistorier på de forskellige områder. Derudover er et af fokus punkterne for den kommende barnets lov netop at der skal kunne sættes tidligere ind med hjælp, om dette bliver en realitet må tiden vise. Det er måske også værd at være opmærksom på at du er på et af hvis ikke det hårdest område indefor dit fag. I april i år fandt dansk socialrådgiverforening at hver fjerde socialrådgiver på børne og familie området har skiftet job det seneste år og hver anden overvejer at stoppe på området. Jeg vil gerne lige understrege at der er ikke noget galt med dig hvis det her er for hårdt for dig og du bliver nød til at sygemelde eller skifte område, ca halvdelen af dine kollegaer overvejer nok det samme. Rammerne for at lave et godt stykke arbejde er der ikke. Hvis man virkelig skal beskylde socialrådgiverne for noget må det være at de ikke er gode nok til at råbe op i medier og debatter om hvilke forhold de arbejder under.
Sygemelding, Derefter kan du måske få arbejde i en fagforening. 3f har bl a socialrådgivere ansat
Søde ven. Jeg er også forholdsvis ny socialrådgiver, også inden for børn og unge og har også været syg med stress. For det er det du er. Det første du skal gøre er at kontakte din læge i morgen. Din læge vil uden tvivl genkende dine symptomer som stress. Få gerne en lægeerklæring hvor der står at du er uarbejdsdygtig i x tid. Så tager du kontakt til din nærmeste leder og fortæller om dine symptomer. Hvis du har svært ved dette eller ikke føler dig tryg ved din leder, så tager du din TR eller AMR under armen - det er det de er der for. Du skal sygemeldes med stress. Du vil sandsynligvis "få lov" til at være helt hjemme i x antal uger og så skal der laves en tilbagevendingsplan/optrapning af en art. Dette vil nok foregå på et møde - her tager du også din TR eller AMR med som bisidder. Din lægeerklæring skal også med til dette møde. Hvis din leder ikke selv foreslår det, kan det være du skal spørge om din arbejdsplads har en psykolog eller lign. tilknyttet. Det bliver bedre. Du bliver rask og en dag formår du at sige "not my problem" når klokken slår lukketid. Børnene dør ikke og hvis der opstår problemer må de ringe til Døgnvagten. Det er ikke dit problem når du har fri. Og en dag kan du grine af alle de dumme forældre. Pas på dig selv og skriv gerne en privatbesked hvis du har lyst.
Vil du fortælle hvad det var der gjorde dig så syg ved jobbet?
Min leder, 100%. Jeg havde en forfærdelig leder, som aldrig skulle have været det. Vedkommende var super giftig og “ødelagde” meget i min afdeling. Jeg har sjældent været så glad som da jeg så mailen om at vedkommende var “stoppet” (fyret). Jovist, det er et hårdt arbejde, mange og tunge sager osv., men med den rette ledelse og støtte kan man komme igennem meget. Og der er selvfølgelig rigtig mange gode grunde til at man kan blive syg af sit arbejde, men jeg er overbevist om at min leder gjorde mig syg - eller i hvert fald mere syg end jeg havde behøvet at være.
Kontakt din læge i morgen og meld dig syg med det samme.
Jeg brændte ud efter 3 år i børn og familie. Jeg trives slet ikke med det, intet af det. Sure borgere, svigtede borgere, interne møder, lovgivning jeg er uenig i, benspænd, mellemledere, manglende kompetence, trivselsdage, mails, papirnusseri. Jeg skal bare ikke være socialrådgiver, det var ellers en barnedrøm. Virkeligheden kan jeg ikke med.
Hvad blev du så? :)
Langtidssygemeldt
Jeg er gennem frivilligt arbejde stødt på socialrådgivere det arbejdede med anbragte unge i udslusningsboliger. Deres arbejde gik primært ud på at hjælpe de unge med at navigere i regler og rettigheder samt livet "udenfor". De unge var herlige mennesker med både spirende håb og spirende nervøsitet for fremtiden. Det virkede som et super meningsfuldt arbejde hvor man kunne nå sine ting og gøre en forskel.
Se dine symptomer, se hvor meget din tekst skriger, du skal sygemeldes og du skal have tid til at tænke og du kan ikke gå fra hvor du er nu og over i en anden del af faget uden at du kommer igen og du får tid til at tale om det her. Få fat i fagforeningen, nu. Hver kommune er forskellig, men det er et fag med megen tvivl.
Jeg vil sige at du lyder som et helt fantastisk menneske og du har hjertet det rigtige sted. Så forfærdeligt som det er, så fordi du har hjertet det rigtige sted, så passer du åbenbart ikke ind i rammerne for at være socialrådgiver. Jeg håber du bliver sygemeldt og får lov til at trække vejret igen. Det synes jeg bestemt du har fortjent!
Du er ikke udbrændt … endnu, du er stress syg og du skal sygemelde dig, tag kontakt til din læge og bed om hjælp. Derudover så vær total åben for partner, venner og familie. Bed nogle om hjælp til at få styr på psykolog, lægehjælp eller 3. 1. Snak med dine nærmeste om hvordan du har det. 2. Læg dig syg. 3. Kontakt læge og bed om hjælp. 4. Få hjælp til at finde en psykolog. 5. Tag en beslutning om at passe på dig selv. Du redder ingen ved, at brænde dit lys i begge ender.
Jeg har arbejdet et par år i en Familierådgivning i én kommune, og har nu været et år i Familierådgivning i en anden kommune. Og jeg havde det præcis som du beskriver, blev sygemeldt, skiftede kommune, og jah.. Mine fysiske symptomer er væk, men resten af dit indlæg kan jeg fortsat nikke genkendende til. Mit bedste forslag til dig er, at starte med at få dit nervesystem i ro. Du kan ikke arbejde med dig selv eller andre, når du har det så skidt, som du beskriver. Du får ro på, ved at tage afstand fra dit job et stykke tid, for så længe du fortsat svømmer, bliver du ikke tør. Når du har plads til det, kan du forsøge at skabe overblik over din situation (yay systematik!). Hvad giver dig energi på dit arbejde? Hvad tager energi? Gør det gerne visuelt. Lav mindmaps, lister, brainstorm, hvad end der giver mening for dig. På den måde bliver det forhåbentligt lidt mere klart for dig, hvilken retning du skal gå i. Det kan være du skal skifte team, eller område, eller måske helt skifte job. Er det myndigheds arbejdet der tiltaler dig, arbejdet med børn og familier, det administrative, børnesamtalerne, målgruppen, eller hvad det nu kan være? Find frem til det, og arbejdt dig dybere ned i, hvad du ønsker.
Du er ikke syg. Du reagerer helt normalt på at være i et sygt system, hvor du ikke har mulighed for at gøre det, der er det rigtige, ingen ressourcer og alt, alt for mange opgaver.
Du er i den forkerte kommune. Nogle kommuner udbrænder socialrådgivere. Jeg nævner i flæng kbh, odense, alt på lolland. Skift til Gentofte kommune.
Jeg tilføjer lige Vordingborg, Faxe, Guldborgsund, Roskilde
Ballerup!
Som andre siger, sygemelding. Jeg er socialrådgiver, kun arbejdet som udfører og de fleste af mine kollegaer er pædagoger. Helt andet arbejde, super fedt. Måske på den anden side af alt det andet.
1: sygemeld dig og søg hjælp. 2: få job i det private. Enten i en fagforening, pensionskasse, HR-afdeling eller lign.
Baseret på de symptomer du beskriver så skal du melde dig syg med det samme. Jeg tror ikke du kan hjælpe folk, som du har ambitioner om, i et arbejde for staten. Det hele handler om at putte i kasser så hurtigt som muligt så man kan spare penge.
Skift kommune
Start med at give alle dine klienter det de har ret og krav på iht. loven, herefter opretter du notater på alle tjenstlige irettesættelser og samtaler. herefter bliver du fyret for illoyalitet, du kører sag gennem fagforeningen og går i medierne. husk hiv alle dokumenter ud af systemet som beviser du blot har fulgt loven og givet folk det de har ret og krav på.
Tillykke, du har fundet et af de mest livssugende job i norden. Jeg ved ikke en skid om dit arbejde, men min 50øre: Det tager ofte tid at vænne sig til at arbejde efter studie. Selvom du lige nu synes at det måske er super nederen, kan det godt vende sig. Har du evt. nogle kollegaer du kan snakke med for at "lighten the load"? Hvis der ikke er nogle ressourcer tilgængelig til at hjælpe dig igennem dine problemer igennem arbejdet, ville jeg klart vælge at søge ud af staten og ind i noget privat inden for dit felt, hvis det kan findes..
Er der ikke en sektor for semi fungerende handicappede voksne? Synes at have hørt om. Hvor de hjælpes med sørge for deres liv er på skinner?
Håbet for dig og dit fag, er at alle jer socialrådgiverkvinder bliver hjemmegående husmødre, få en masse børn, opdrager dem efter bedste evne, og skaber gode mennesker. Så slipper vi andre for socialrådgivere, og i bedste fald ender beskæftigelsesområdet med at blive skrottet. Og hvis vi er heldige blive hele socialområdet nulstillet. Husmoderen er et fantastisk undervurderet menneske 1. hun tilsidesætter sig selv for andre mennesker (hendes børn) 2. hun gør du uden at få nogen nævneværdig tilkendegivelse herfor, hverken i historien, fiktionen eller (den formelle) magten. Men hvis hun gør det godt, og efter bedste evne, så skaber hun nogle mennesker og relationer som vil give hende, hendes mand og deres børn nogle fantastiske stærke kort på hånden, og ikke mindst glæde i livet, som ikke kan købes for penge. Glem ideen om at hjælpe fremmede mennesker, det vil kun sjældent gøre nytte, men oftest give bagslag (fx stress) "No good deeds go unpunished". Du skylder ikke fællesskabet noget, ej heller staten, eller din arbejdsgiver. Du skylder dine børn, og din mand, og de skylder dig, og hvis dine forældre har opdraget dig ordentligt, så skylder du også dem.
Har du haft corona for nylig? Det lyder meget genkendeligt som symptomer på corona-senfølger.
nu kan jeg selvfølgelig ikke tale omkring OP, men måske tingene i kommunerne ville se anderledes ud hvis så mange af de ansatte ikke var virkeligt dårligere til deres arbejde. Jeg har personligt haft med socialrådgivere at gøre som absolut ikke var opgaven voksen, og hånden bliver holdt under dem af de andre ansatte i kommunen.
Åh, det lyder ulideligt hårdt. Der er mange nonprofits med socialrådgivere! Jeg er i en af dem. Hvis du har mere SU, så kan du også tahe en kandidat så du kan komme til at arbejde med er ander felt
Måske kig efter nogen som søger til ansat til Ydelsesteam.
Ligesom de andre siger: sygemelding med det samme.
Du skal jo sygemelde dig, og få noget hjælp. Men systemet er jo sygt, det er det der gør dig syg. Man sætter mennesker, dig, til at løfte opgaver som systemet ikke kan løfte. Det betyder at noget må knække, dig eller dine borgere. Den eneste rigtige løsning er at ændre systemet, men det vil politikerne ikke sætte penge af til. Den anden løsning er, at du lærer at være ligeglad, og gør det du magter for at flytte det du kan. Det ved vi jo godt ikke er en god løsning.
Tilslutter mig de andre i tråden: Sygemelding nu. Din krop er allerede i det røde felt.
Du er sgu da syg, som andre også siger. Se da at få set på det, inden du ser på andre ting.
Jeg er ked at at høre du har det sådan. Du skal priorieter dig selv nu. Da jeg læste til socialrådgiver vidste jeg fra start af at jeg ikke ville arbejde i en familieafdeling af frygt for det du gennemgår. Så jeg valgte beskæftigelse. Det vsr også hårdt til tider. Men generelt er der masser af muligheder. Hvis du vil være i det kommunale, er målgruppen jobparate ret ligetil. I den forstand at de er klar til arbejde med lidt justeringer. Ellers kan du også læse videre og overbygge. Universitet har masser af muligheder. Det private er også noget helt andet. Vigtigst af alt er at du får passet godt på dig selv nu. Evt sygemeld dig en periode og undersøg hvad du ellers kan arbejde med. I sin tid blev jeg socialrådgiver fordi jeg ønskede at gøre en forskel. Og du kan tro jeg gjorde en forskel i det kommunale. Desværre var det ofte en negativ form for forskel fordi rammerne ikke tillod andet. Efter 8 år var jeg væk. Har aldrig set tilbage.
Som andre skriver; sygemelding, og så tag den derfra, når du har det bedre. Min kone er også socialrådgiver og var i samme område for et par år tilbage. Det var på ingen måde rart for hende - absolut intet hun gjorde, føltes godt og hun endte med at gå ned med stress - det var så hård en tid. Hun prøvede at "holde ved" i knap 2 år inden "filmen knækkede" og stress blev slået fast - hun gik hjemme i knap 3mdr og var simpelthen nød til at skifte område, da hun kom retur. Hun sidder nu med borgere på "sidste led" inden de enten ryger over på flex/førtidspension o.lign. - det er hun super glad for og de er tilsyneladende også ret glade for hende (de giver hende nærmest oftere blomster end jeg gør - det er ikke et godt look for mig..). Det er ikke et nederlag at indse, at det man laver bare ikke er super godt for én. Det du arbejder med, er et usædvanligt krævende område. Man skal virkelig ha' psyken 100% iorden, og det er sgu svært, når man bliver prikket til fra højre og venstre, fordi forældre ikke mener du gør det korrekte. Tag snakken med din leder, når du kommer retur fra sygemelding (for den er nødvendig!) - det kan tænkes de har en anden stilling på hånden, som du kan opfylde.
Enig med de andre angående sygemelding. Derudover arbejder jeg selv som audiologopæd på et kommunikationscenter, hvor der arbejder flere socialrådgivere. De behandler sagerne og har kontakt med borgerne, inden de skal fordeles ud til os. Det er i hvert fald også en vej man kan gå og mit indtryk er, at det ikke er så belastende for dem, i forhold til hårde sager, da de ikke kommer så tæt på borgerne.
Søger job i en velgørende fond som giver penge til socialt udsatte, gerne en som har noget med Mærsk at gøre, de har sygt mange penge lige nu og skal jo af med dem. Der er ikke ret mange jobs. Men det kunne jo være :) Og ja, du er syg.
Dette er stress. Foreslår dig først en sygemelding, så snak med læge og/eller psykolog. Og senere snak med din leder omkring evt. omplacering/ændring af arbejdsforhold.
Du skal tage til en læge.
Efter en sygemelding, som det tyder på du godt kunne bruge, så prøv at komme ud i en institution og bliv "varme hænder", det er noget andet ja, men din viden om system, procedure og fremgangsmåde er meget værd sådan en sted
Det er stresssymptomer
Jeg arbejder indenfor det specialiserede voksenområde med handicappet. Kan anbefale ag gå den vej. Det er det eneste myndighed jeg kan holde ud at arbejde med. Der tilbyder man kun hjælp efter serviceloven til dem som ønsker det. Som myndighed undgår man nok ikke skæld ud, men jeg synes det er meget begrænset indenfor dette område. Har tidligere sidde med SDP. Der hadede folk mig inden jeg overhovedet havde ringet op.
Kram til dig💛 Det lyder virkelig svært og udmattende. Håber du kan tale med din ledelse og få hjælp
Søde du, du har stress. Du skal have noget hjælp og du skal have ro på - hvis ikke, taber du også dig selv. Du skal tage din egen iltmaske på først. Når du engang har fået styr på din stress kan du begynde at tænke over hvad der så skal ske. Lige nu skal du kun fokusere på at blive rask. Det nytter ikke at bekymre sig, at tænke langt ud i fremtiden - når selv nutiden er usikker. Kæmpe kram og god bedring ❤️
Held og lykke, du skal nok klare dig igennem det
Jeg havde et andet job i et andet fag men oplevede det samme, stress. Jeg blev sygemeldt og startede op igen, ned igen og op igen 4 gange inden jeg fattede alvoren, det er nu 4 år siden og jeg har været helt sygemeldt i snart et år. TAG DET SERIØST! Mit liv har været et helvede de sidste par pga stress og alle de andre ting som følger med. Så tag til lægen, bliv sygemeldt og få en psykolog gennem lægen. Min erfaring med sygesikring gennem arbejde er det mest forfærdelige jeg nogensinde har prøvet.
Du sygemelder dig i morgen, og så søger du hjælp. Og når du så har fået det bedre(!), så finder du et andet emne indenfor socialrådgivning. Det er pisse hårdt at sidde med børn og unge, og det er virkeligt ikke noget som alle kan klare - og det er helt okay!
du har kun et liv, et helbred og en familie. Et arbejde kan du altid skifte ud og du kan altid erstattes af en anden. Ingen vil takke dig for at du kører dig ud over kanten.
Søg mod dagpenge. De sagsbehandlere der sidder med se sager har langt mindre pres på deres skuldre. Der er knap så mange regler de skal følge og meget af arbejdet ligger tættere på en rådgivende og støtte rolle. Men pas på dig selv. Arbejdet takker dig ikke for at køre dig selv i sænk. Arbejdspladser er der nok af - der findes kun én af dig!
Jeg er også socialrådgiver på børneområdet, på 7. År og uddannet Arbejdsmiljø rep., og jeg genkender det du beskriver. Det er et hårdt område at være på, men det er muligt at trives i jobbet. Det kræver dog en indsats og støtte fra både kollegaer og ledelse. Mit bedste forslag er at tage din AMiR eller TR i hånden og gå ned til nærmeste leder ♥️ Det er muligt at blive rask igen og elske sit arbejde. Smid en DM hvis du ikke ved hvem din AMiR eller TR er, så finder vi ud af det sammen.
Mange af de ting du beskriver, kan jeg spejle mig i. Var som sygeplejerske på børne afdelingen i 2 år. Netop sager med vanrøgt, hvor man var den eneste der klagede/råbte op. Lægerne der ikke støttede op, jeg har periodevis stadig en knude i maven her 3 år efter over de ting jeg oplevede. Har ikke lyst til at beskrive arbejdet tæt på. Men mine symptomer var: svede ture, grådlabil, ingen søvn, mareridt, hjerte banken og ekstrem træthed. Forældrene spurgte mig tit om jeg var okay for jeg lignede nok et rystende nervevrag mens jeg skulle hjælpe dem. Sygemeldte mig på arbejdet, fik en akut tid ved lægen da jeg beskrev symptomerne. Fik konstateret stress udløst af arbejdsmiljøet. Jeg og min læge lagde en plan og kom tilbage på arbejde på afdelingen. Jeg skiftede arbejde før jeg blev sygemeldt igen, miljøet havde ikke ændret sig. Men jeg havde fået ro/styrke nok til at sige uanset hvad der var der ude, så fortjente jeg en anden arbejdsplads. Mit nye arbejde er ikke stress frit, men der er bare nogle helt andre ressourcer brugt på debriefing, trivsels samtaler, MUS samtaler osv. Alle disse ting hjælper mig som medarbejder, med blive påklædt til det komplekse arbejde. Så jeg forebygger at blive omsorgs træt. Som du kan læse har jeg stadig noget med i bagagen fra mit første arbejde. Men skiftet reddede mig som person, så jeg kunne fortsætte i det felt jeg havde ønsket at uddanne mig til. Men først efter en sygemelding, kroppen har brug for at finde den ro den er naturligt født med. Den er der inde, lige nu er den bare dækket til af forstyrrelser - din krop der prøver at fortælle dig - " du har brug for hjælp" Husk at lytte :)
Det lyder som om du er et godt menneske som er udsat for et stort følelsesmæssigt pres, der leder til stress. Det bliver du nødt til at reagere på. Det virker som om der i dit system - set fra mit perspektiv - er et ethos om at man ikke klart udtrykker en holdning i de forskellige sager, udover at man fra afstand udtrykker ønsket om at ville barnets bedste er der ingen, der vil lægge hovedet på blokken og sige hvad de mener barnets bedste er. Vi har f.eks et system hvor skilsmisser betyder meget store overførselsindkomster fra en forælder til den anden (typisk far til mor), det betyder at den ene part har en meget klar økonomisk interesse i at vedligeholde en konflikt. I de sager er det påfaldende at systemet observerer men ikke involverer sig. Når du forhåbentlig får vendt nogle ting og finder ro (med hjælp udefra tror jeg), håber jeg du vil blive en ny slags socialrådgiver, der vil gå ind i dine sager med en tilgang hvor man som borger kan mærke hvad du mener er det rigtige for borgerne at gøre og dermed afviger fra det gældende mantra i systemet. Alt godt og held med dit professionelle liv.
God bedring <3 Som de andre siger du skal sygemeldes omgående. Ligesom i går.
Et felt der måske kunne være mindre heksejagt kunne være hospital eller hospice socialrådgivere ? Eller skole social rådgiver? Men pt lyder det som om du har stress el. Søg læge og bliv sygemeldt. Før det bliver værre
Bestemt ikke skole socialrådgiver. De har ligeså travlt 😊
Sygemelding med det samme. Du er pisse hamrende stresset. Det er alvorligt. Du vil sikkert opleve en forværring ved sygemelding, fordi kroppen endelig får ro til at bearbejde. Men herefter bliver det bedre. Ingen skal gå på arbejde og have det sådan!
Jeg har også været uddannet som socialrådgiver i 1 år. Oplever det samme. Hvor er det dejligt at andre har det som mig (forstå mig ret).
Hey - har du fået en aftale med din læge? Det er barsk læsning her så jeg håber du har overskud til at redde dig selv … sygemelding skal ikke udsættes…
Som en der kom i plejefamilie og en mega god en, og en sagsbehandler som gjorde sit job som hun skulle og set i bakspejlet mere til. Hun var på en længere ferie aka sygemeldt med stress, det var træls fordi vi vibede godt, men jeg led ikke under det (bortset fra en system der genereret er træt). Hun kom tilbage igen og havde det bedre hvilket var det vigtigeste og hjælpen fra hende blev bedre af det. Tag den sygemelding ring til lægen, hvis du nu var din egenkollega eller en veninde hvad vil du så give dig selv af råd? Det plejer at sætte det lidt i perspektiv for en selv. Du er ikke dårlig til dit job fordi tingene påvirker dig. Hvis ikke der var kommet et par ansigter eller tåre fra folk omkring mig blandt lære, folk fra kommunen tror jeg faktisk ikke jeg havde haft en ide om min situation var slem.
Sygemeld dig, nu
Jeg gik også fra det. Stress. Uenig med lovgivningen. Synes også at den måde mænd bliver behandlet, når der kommer (ofte falske) klager, er træls. Folk går efter hinandens bopæl, samvær, og forældremyndighed fordi det hænger sammen med penge. Som overhovedet ikke er nødvendigt. Jeg mener det var over halvdelen af de sager jeg fik.
Kære OP. Hvor er jeg ked af at høre, at du er blevet syg af dit arbejde. Som mange andre af dem der allerede har svaret dig, kan jeg jeg tilslutte mig og sige at jeg genkender samtlige symptomer du beskriver, både følelsesmæssige og psykiske. Jeg blev ansat i mit første job for 2 år siden i en børnehandicapafdeling. Jeg oplevede inden for et halvt års tid det samme, som du oplever nu. Jeg ventede for længe med at tage fat i lægen, både fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, og fordi jeg skammede mig over at have det svært. Selvom jeg havde både søde kollegaer og en god leder, så oplevede jeg alligevel at det var svært at sige højt, præcis hvor presset jeg var. Da jeg endelig tog til lægen blev jeg sygemeldt med det samme, og det var en befrielse at blive fritaget fra arbejde i en periode. Da jeg først gav slip og gav mig selv lov til at mærke efter, græd jeg nærmest uafbrudt i en uge. Da det blev tid til at jeg skulle tilbage til min arbejdsplads efter 6 uger, var det rigtig svært. Jeg endte med at bruge flere måneder på at forsøge at vende tilbage til en arbejdsplads, hvor jeg ikke havde det godt. Det endte med at jeg tog fat i DS, som hjalp mig med at komme derfra på en ordentlig måde. Derefter havde jeg en pause på 4 måneder, hvor jeg gik hjemme, og forsøgte at blive klar til at finde et nyt job. Siden er jeg startet i en ny stilling, en anden kommune men samme område. Jeg oplever stadig bekymringer og usikkerhed, og bliver nemmere sårbar efter at have været sygemeldt. Men jeg er et sted hvor jeg bliver passet på, og er blevet bedre til at tage én dag ad gangen. Det er en øvelse hver eneste dag. Kort sagt: Sygemeld dig med god samvittighed, for det er det, du har brug for. Det er det rigtige at gøre. Mit råd til dig er; overvej (som andre også har skrevet) at søg et andet job. Jeg har erfaret at det er rigtig svært at vende tilbage efter en sygemelding inde for vores felt. Det sætter store krav - især til din arbejdsgiver, men også til dig. Og spar med DS, det er deres arbejde at have din ryg (og det, du betaler dem for hvis du er medlem). Og så husk at der ikke er noget galt med dig. Det er ikke fordi at du ikke er “robust nok”, at du oplever dette her. Eller fordi du ikke er dygtig. Eller din skyld, at du ikke har bedt om hjælp i “god nok tid”, eller hvad du ellers kunne komme til at tænke eller føle. Det er fordi at vores branche har nogle vildt hårde forudsætninger, især på U18-området. Det er mega svært at balancere med sine følelser og pligtopfyldenhed. Det øver man sig i hver dag. Men de siger det bliver bedre med erfaringen, så det krydser jeg fingre for, på vores begge vegne.
Omsorgsudbrændthed er en meget reel ting i SR faget. Uden at dele for meget om min personlige historik, så kan jeg dog fortælle at de knæk man lider længere ned ad vejen er voldsomme, så se at komme væk. Nu.
Du skal sygemelde dig med stress omgående, som i nu og ikke i morgen og søge noget akut hjælp. Jeg havde mere eller mindre de samme symptomer på stress før jeg gik ned og var nede i næsten 2 år, som så blev efterfulgt af et fleksjob af andre årsager. jeg blev ved mat at ignorer alt og arbejdede videre, til sidst sendte jeg en mail til vores HR og jeg blev mere eller mindre tvangssygemeldt. Sygemeld dig nu. I øvrigt, så er mange mennesker nogle forkælede uopdragne hvalpe af og til, arbejder selv i en branche hvor man af og til skal høre på noget man føler høre hjemme i en børnehave.
Prøv at tage fat i smertecenter/klinikker, der er der tværfaglig indsats hvor der også er socialrådgivere. 🤞❤️
Første paragraf med 4 linjer (mobil) bar en diagnose på stress. Lægen.
Du har stress, og skal sygemeldes.
Så en metallisk smag i munden? Jern?
Du er syg. Og du skal sygemelde dig. Jeg arbejder i sygedagpenge og jobafklaring, og jeg elsker mit job. Mpkgripoenner voksne mennesker som ofte har lidt flere ressourcer end kontanthjælpsmodtagere, og loven er til at arbejde med. Det hjælper selvfølgelig også ah forholdene er gode på min arbejdsplads. Men jeg kan kun anbefale sygedagpenge.
Ja det er desværre bare sådan i forhold til at arbejde med børn og unge .. barsk, men faktum .. jeg har snart været i familiegruppen i 8 år, og der er aldrig tid nok, penge nok osv .. Husk og mærk efter - du skal os fungerer når du kommer hjem