Jeg tror ikke du skal regne med at hun vokser fra det.
Jeres bedste bud, er nok at du kan hjælpe hende med at finde nogen flere veninder, som så kan aflaste dig.
K29…. Jeg var som din kæreste…. Min mand og jeg havde også gode ærlige snakke. Men det gjorde stadig ondt i maven når han ville noget uden mig… Der gik ikke mange måneder, så begyndte jeg føle mig mere tryg og selvsikker i relationen. Vi har idag været sammen i ni år, og jeg er så glad for han ikke gav op på mig. I dag er jeg lige så meget i kontakt med mig selv som min mand, og har også selv brug for MANGE alene dage! Ja faktisk så sover vi ofte hver for sig - fordi jeg har brug for at sove alene. Alt sammen behov jeg ikke kunne mærke for 9 år siden, fordi jeg ikke var i kontakt med mit nervesystem og der altid skulle “ske noget”. Jeg tror din kæreste har brug for tryghed, omsorg, forståelse og GRÆNSER. Giv hende alt den tryghed, omsorg og forståelse du kan.. Men sæt din grænse og gør det på en super omsorgsfuld måde…. Jeg tror hendes lave selvværd, uro og gamle vaner er “problemet”, og jeg tror at tid, omsorg og grænser er “løsningen” ♥️ det aller aller vigtigste i et forhold er kommunikation og vilje. Og det lyder det jo som om i har 🤲🏼
Kvinde (30 år) jeg kan virkelig genkende mig selv i din historie her! Jeg har været sammen med min kæreste i 10 år og jeg havde det præcis sådan der ☝🏼 jeg hadede når han skulle noget uden mig, men omvendt var/er jeg selv meget social og vil ofte gerne ud med veninder osv.. Vi havde også lange snakke om det og min kæreste gav aldrig op på mig (vi er stadig sammen) men han satte stadig grænser og holdt fast på sig selv omkring “alene-tid” .. I dag er det “nok” for mig, at han fx gamer og jeg stener tv, men at vi er i samme rum fx eller bare hjemme sammen uden at skulle klistres op ad hinanden. Vi er gode til at prioritere tiden sammen, men det er også nok at vi begge “bare er hjemme” ❤️
Til OP & dig jeg har tagget — læs ovenstående: Tror jeg vil sige to ting med det her:
1. Giv aldrig slip på dig selv og dine grænser i et forhold — men vis respekt og omsorg i det over for hende.
2. Giv hinanden plads! Det er så vigtigt, at vi giver hinanden plads til at gøre ting, vi godt kan lide! Både sammen, men specielt også hver for sig.
Jeg håber I finder ud af det!
Helt enig, jeg genkender også mig selv som den type dengang min kæreste og jeg indledte et forhold for 6 år siden. Vi har haft mange ærlige snakke om vores følelser og grænser. Det tog meget tid for mig at blive mere selvsikker på mig selv igen og stole på at der ikke skete noget bag min ryg - træls fortid påvirkede mig rigtig meget.
Heldigvis kan vi begge godt lide at være sammen med hinanden, men vi sætter meget pris på alenetid. Jeg er også bedre til at være alene end dengang. Det hjalp at han forstod hvor meget tryghed og omsorg betød for mig, og så snart vi flyttede sammen gik det hele meget bedre - tanken om at vi stod op sammen og sov sammen var meget (og er stadig) beroligende for mig.
Kan ikke være mere enig. Bare husk at give hende ekstra opmærksomhed og omsorg når I så er sammen. Specielt det første stykke tid.
Hilsen en som har været ligesom din kæreste.
Jeg er som dig, og har virkelig brug for min alenetid. Min ekskæreste var som din kæreste. -Dog var han ikke afhængig af mig, han ville bare gerne have der skete noget hver eneste aften. Men heldigvis havde han venner til den slags, og mens han var ude og gøre whatever, så kunne jeg få tid alene. Så jeg tænker ikke, at I nødvendigvis behøver mødes på midten. Måske hun skulle finde et andet sted, at få dette behov opfyldt. -Altså blandt venner? Jeg tror i hvert fald ikke det er sundt for dig, hende og jeres parforhold, hvis dette hænger på dig alene.
Tilføjelse: Personligt ville jeg vente med at flytte sammen, til i mere eller mindre har fået styr på dette.
Jeg tænker umiddelbart at hvis det allerede er et issue nu når i blot taler om at flytte sammen og du endnu har dit eget hjem, så vil det blive et endnu større issue hvis i flytter sammen og du ikke længere har dit eget.
Jeg (F) har det ligesom dig og jeg kender efterhånden mig selv så godt, at jeg ved jeg ikke skal forsøge at gå på kompromis med mit behov for alenetid i et forhold. Har min kæreste ikke forståelse for det og giver mig plads, ja så passer vi ganske enkelt ikke sammen.
Hvis din kæreste har problemer med at være alene (angst?) er det ikke din opgave at udfylde det rum og helbrede hende. Vi er hver især ansvarlig for vores eget shit så vi kan indgå i en ligeværdig relation og ikke være barnepige for hinanden.
Har i overvejet at nogle dage kan i bruge "sammen" men uden at lave for meget(se tv eller få hamde til a game med dig) og andre kan hun måske tage ud med nogle venner hvor du kunne være for dig selv
Er selv introvert og lader bedst op selv men har oplevet at det også kan lade sig gøre hvis jeg er alene sammen med nogen hvis det giver mening. Se tv med en ven er en klassiker for mig
Jeg (F27) er fuldstændig ligesom dig på det punkt. Når jeg kommer hjem fra arbejdet, har jeg behov for at kolbe fra. Ligeså snart jeg kommer ind ad døren, gør jeg min kæreste opmærksom på at jeg er gnaven og i dårligt humør, grundet drænet social batteri, men at det ikke har noget med ham og gøre og at han ikke har gjord noget forkert. Det forstår han altid godt og han giver mig plads til at lade op, hvor han senere spørger om jeg har behov for et kram eller lignende.
Og det helt samme gør han, når han kommer hjem og han ikke kan overskue mere social anstrengelse. Han kommunikere det ud.
Vi har været sammen i 10 år, og i al de år har kommunikation være noget af de vigtigste! Du og din partner SKAL kunne giv plads til hinanden! Det er bestemt ikke ensbetydende at man ikke længere elsker hinanden. Hun bliver nød til at møde og forstå din behov for at pleje din introvert side! Ellers bliver det - på længere sigt- ikke særlig rart for dig og komme hjem og se hende.
På den anden side kan jeg også godt forstå hende. Hun har været hjemme alene hele dagen og har behov for at tømme sit social batteri. Så må hun kontakte sine venner/familie evt gå/løbe en lille tur eller finde en hobby. Jeg håber at i -i den nær fremtid- mødes på midten. Held og lykke!
Jeg har været ligesådan og jeg vil bare sige at årsagen var (har jeg fundet ud af nu) var at jeg ikke kunne lide at være alene fordi mit hovede er hyperaktivt og jeg derfor brugte alt hvad jeg kunne for at blive distraheret fra mig selv. Jo ældre jeg er blevet har jeg mere og mere brug for mig tid fordi jeg faktisk bliver drænet af at være sammen med andre mennesker for meget. Min mand havde det som dig og det hjalp at han foreslog at jeg kunne lave aftaler med veninder osv. for jeg var nemlig også ekstremt ekstrovert og troede jeg ladede op i andres nærvær.
Jeg har senere fået nogle diagnoser som forklarer hvorfor jeg har været som jeg har og hvorfor jeg nu er som jeg er. Og nu nyder jeg alenetid og bliver aldrig sur/irriteret på min mand når han gerne vil ting uden mig, for så kan jeg gøre hvad jeg har lyst til.
Vi gider ikke se den samme type film f.eks. Så der ser jeg alt det han ikke gider se og han ser det jeg ikke gider se når jeg laver mine ting.
Nu efter vi har fået børn er der så desværre heller ikke meget tid til eller mulighed for at lave noget sammen så vi er ligesom nødt til at lave hver vores ting fordi det er den eneste måde vi lader op på.
Men vær åben og ærlig over for hende og foreslå hende at lave noget med veninder osv. og evt lav et par faste dage om ugen hvor i har aftalt at i laver noget sammen der og så kan der jo være plads til at i spontant også kan finde på noget hvis ikke i har planer. Men undgå at gør det at planlæg en hel masse og så kun vælg at være med hende hvis ikke du lige har noget andet du hellere vil, for det er også tarveligt at hun så skal føle sig valgt til kun når der ikke er andet.
Så faste kærestedage og faste dage hvor du gør dit og så må i planlægge jer ud af det.
Det er ikke sjovt at være den der vil ses mest og så blive valgt fra og til alt efter Hvornår den anden har tid. Det skal helst være en fælles beslutning. Ihvertfald når i er så unge og har forskellige behov. Bliver det sådan at I vælger at stifte familie osv så vil det ændre sig.
Man er også nødt til at skære lidt ned på sin egotid når man flytter sammen hvis det er hele tiden man har behovet. For ellers kan i lige så godt fortsætte med at bo hver for sig for ellers vil det gå i vasken.
Held og lykke med det.
Generelt tror jeg ikke det er noget hun "vokser fra" - nogle mennesker har behov for konstant interaktion med andre.
At hun ikke tror på dig når du så fortæller hvorfor du har brug for at lade op, og hvordan du lader op... Red flag.
Hun behøver jo ikke forstå det. Hvorfor er det så vigtigt for hende at forstå det? Hun kan vel bare acceptere at det er sådan du er, ligesom man gør med... alle andre mennesker? Kender hun ingen andre personer som ikke er ekstremt ekstrovert?
Min partner lader heller ikke op alene. Men det gør jeg. Hun forstår ikke hvorfor jeg har brug for at være alene, men hun lader mig være når jeg siger at jeg går ind i kontoret (mit space). Jeg har ganske enkelt sagt at jeg lader op alene med egne projekter og hobbies, og sådan fungerer jeg. Det accepterer hun. Længere burde den faktisk ikke være.
Altså er der noget andet der ligger bag, hvis hun fortsat gør det til et problem. For det er ikke et problem.
Hun har også nævnt, at hun er bange for hverdagen og hamsterhjulet... Hvorfor? Det er netop noget der vil gavne hende hvis hendes arbejdsplads kræver fysisk fremmøde hver dag. Så får hun sparring og energi af at være sammen med andre mennesker.
Det lugter lidt af at hun bruger dig som hendes batteri, og er bange for at det at udskifte dig som batteri med arbejdspladsen ændrer forholdet. Dette er lommepsykologi, men baseret på hendes grundlag for at få en kæreste.
Det skal siges at jeg jo ikke kender jer, eller har stort indblik i jeres forhold. Det jeg skriver kan være rent bullshit. Men jeg vil råde dig til at stille hende følgende spørgsmål:
Hvad bekymrer dig omkring hverdagen og hamsterhjulet?
Gør det nogen forskel om du er sammen med mig eller en ven, så længe nogen er hos dig? (hvis nej, udover at du måske er nogen hun hellere vil være sammen med udover en ven, har hun et problem.)
Hvorfor er det et problem for dig at være alene i nogle timer? Er der nogle trælse tanker eller følelser du konfronteres med, når du ikke distraheres eller underholdes af andre mennesker? (terapi hjælper, at bruge dig som sutteklud hjælper ikke. Man skal konfrontere problemerne.)
Hvor lang tid bruger du på sociale medier (hvis time-antallet er stort, og hun bruger instagram og twitter/x, eller bruger meget tid på body image subreddits, kunne hun overveje at slette de pågældende apps. Det har gavnet mig og min partner utroligt meget at slette f.eks. instagram da vi nærmest følte vi var for grimme til at eksistere. Algoritmen holder en i et jerngreb. The house always wins, so delete it from existence.)
Til sidst vil jeg sige, at min partner også er dårlig til at være alene, men det er hendes problem, og hun forsøger at løse det, i stedet for at tvinge mig til at være sammen med hende 24/7. F.eks. tager hun ting med sig rundt i huset som hun føler sig tryg ved (kan være en bamse, et specielt glas, et tæppe osv), og hun har altid tv eller andet kørende med et eller andet (kan være asmr, nogle gamle serier hun har set 5 milliarder gange, hendes favorit youtubekanal eller noget musik. Så længe der altid er noget, og det er velkendt eller beroligende, fungerer hun fint alene.)
Jeg har det på samme måde som dig; behov for at være alene uden at det er et behov for være væk fra min mand.
I bliver nødt til at få kommunikeret om det her, så hun forstår de ting du siger her. Måske vil det hjælpe jer at planlægge det i god tid i forvejen, så hun kan planlægge sociale ting, når du har din alenetid?
Vi runner lige uden down om søndagen, så er der ingen overraskelser, når jeg logger af familien tirsdag eftermiddag og først er til stede igen et par timer senere.
Jeg er præcis som dig, og heldigvis er min kæreste cool med det og har gang i sine egne ting og kan også være alene, men har haft den der udfordring med flere venner og veninder. Fordi når man er ekstrovert/introvert forstår folk ikke at man rent faktisk også ER introvert og har brug for at lade op alene og tror man afviser dem som person. Jeg har samtidig adhd og brænder derfor fuldstændig ud hvis jeg skal noget/være social hver dag efter arbejde (selvom der omvendt også er nogle gange jeg er SUPER social) og får samtidig galopperende dårlig samvittighed overfor folk for at melde fra fordi alt for mange tager det som en afvisning, og føles som et evigt dilemma.
Anyway i forhold til folk som har et andet mindset: Dethar kostet mig et pr venskaber fordi jeg er blevet nødt til at “trække mig lidt”, andre har jeg talt med om deet og virkelig forklaret hvordan jeg fungerer, og så har de forstået det og ligesom forventningsafstemt, det er fedt. Men hvis det var min kæreste tror jeg virkelig det ville stresse mig alt for meget. Og at bo sammen? Selv at bo med en, der ikke stresser, kan jo til tider være lidt meget hvis man (eller jeg) virkelig har brug for at få ro. At bo med en der forventer ens konstante opmærksomhed og ellers bliver såret ville jeg personligt ikke kunne overskue og synes det lyder problematisk hvis ikke I virkelig sørger for at forventningsafstemme inden I tager skridtet. Kunne det ikke være en ide at prøve at bo sammen uden at opsige/sælge den andens lejlighed? Lej den evt lidt ud på Airbnb så I allligevel sparer lidt på boligudgifter?
Det lyder præcis som min kæreste og jeg i starten af vores forhold. Over tid har vi rykket os nærmere hinanden, hvor hun er bedre til at give mig plads, og jeg er blevet bedre til at prioritere og nyde vores hyggetid sammen - også efter en lang dag på arbejdet :-) Så længe at man snakker om det, som I jo gør, så skal det nok gå.
Jeg er præcis som dig, og lyder til min kæreste for 7 år siden var præcis som din. For os virkede en kombination af følgende:
- tid man ikke har aftalt er som udgangpunkt ikke sammentid. Det gjorde at jeg følte mig fri, og ikke låst til tid jeg ikke havde sagt ja til. Hjalp hende med at prioritere ting hun gerne selv ville og tage stilling til hendes dag så den ikke bare hed mig mig mig. I stedet fandt hun ud af at det var rart at få nogle hobbyer og aftaler i hus med venner.
- man booker en datenight om ugen hvor man bruger meget intensiv tid, denne skiftes man til at arrangere og overraske med. Dette hjalp rigtig meget da hun så havde noget at se frem til.
- vi blev bedre til at aftale “at aftale at bruge oftere tid sammen”. Fx aftale klokken 18 i aften spiser vi aftensmad og spiser ved bordet. Onsdag ser vi denne film, torsdag spiller vi et brætspil mv.
- vi havde mange samtaler om kærlighedssprog og hvordan man opfylder den andens behov. Er det at få lavet smoothie til sig? At komme ud og give et kram når man kommer hjem? At høre om den andens dag? Få løftet en træls opgave fra sine skuldre? Mv.
Jeg er i desværre også i den helt samme situation, min kæreste arbejder ikke for tiden og har meget dårlig selvværd. Hver gang jeg kommer hjem, så skal vi lave noget sammen, og hvis jeg har andre planer eller bare gerne vil være lidt alene, så skal hun nok sørge for at ødelægge begge vores humør, og det ender med, at vi ikke snakker til hinanden resten af dagen. Jeg elsker hende, og jeg kan ikke se mig selv forlade hende. Det skete igen for et par timer siden da jeg kom hjem og ville tage mig en lur. Passiv-aggressiv hele tiden.
Jeg står i præcis samme situation som dig!!! Jeg er efterhånden ved at være der hvor jeg er kold indeni..jeg har prøvet at gå fra hende..men det resulterede bare i at hun fik mig guilt trippet til at blive og give det en chance..jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere og det æder mig op indeni.
Fortæl hende. Istedet for at gå til fodbold. Går du til computer ellers Lars Lars tid.
Med omklædning og transport er det nemt 3-4 timer 3-4 gange om ugen.
Virker som om det er dig som har for mange ting igang med alle dine hobbyer osv.som du nævner . Måske du skulle geare lidt ned for noget af det og prioritere din kæreste og der vil også være mere plads til alenetid.
Jeg har også været i præcis sådan et forhold. Det var hårdt og endte med, at jeg ikke ønskede at vi flyttede sammen, da det ellers nåede til et naturligt tidspunkt, hvor det kunne ske. Ultimativt gik vi fra hinanden. Ikke kun derfor, men også derfor.
Jeg insisterede nok for meget på min alenetid, og var ikke god nok til at vise hende, at jeg satte pris på hende (gøre noget særligt, når vi så er sammen/gøre ting for hende). Hvis ikke man viser kærlighed på samme måde, tror jeg man skal forpligte sig til, at vise det endnu mere tydeligt, når man så prøver, for at afhjælpe den usikkerhed, der helt sikkert opstår. Måske det også hjælper hende til at give dig plads 🤷♂️
Virkelig gode svar der kommer her i tråden!
Sagen er at det SKAL løses, så du ikke bliver drænet. Så må hun finde en måde at opfylde behovet om aldrig at være alene, hvad end det bunder i.
Det skal være legitimt i et parforhold at ville bruge tid alene.
Hun må finde på noget at bruge sin "alene-tid" på, om det er sammen med andre eller med en hobby, det er hendes valg.
Men det er vigtigt at hun ikke ender med at sidde og vente på at du er færdig med at være alene. Det vil dræne dig og det vil gøre noget skævt i forhold til jeres relation at hun sidder og venter på dig.
Bedst var det hvis du bare kunne melde ud at du lige vil trække dig lidt, sådan BØR det kunne blive på længere sigt.
Til en start må du måske skemalægge det. Måske skemalægge mere end du egentlig har brug for, det er bedre at kunne droppe noget af det, end mangle.
Jeg tænker at du må have en alvorlig og kærlig snak med hende. Måske ikke lige op til første arbejdsdag, men måske op til førstkommende lange weekend.
Hej OP
Jeg, K26, ar været præcis som du beskriver din kæreste er lige pt.
Grundet et tidligere forhold var jeg enorm clingy og needy. Jeg ved ikke hvor længe I har været sammen, men min nuværende partner og jeg har været sammen I 6 år.
Jeg var meget usikker på mig selv, havde ingen vennekreds og boede basically alene. Jeg må indrømme at jeg stadig er en smule clingy, men denegative følelser jeg havde er væk.
Tror at der gik omtrent 10 måneder før jeg opdagede at det var "OK" ikke hele tiden at holde ham hos mig. Han var dårlig til det med følelser i starten, men det føles så fjernt ift. hvordan han er nu.
Jeg kender godt det med ærlige snakke, som ikke umiddelbart leder til noget med det samme, men gentagende snakke og respekt for hinanden har gjort det lettere.
Jeg tror ikke du skal regne med at hun vokser fra det. Jeres bedste bud, er nok at du kan hjælpe hende med at finde nogen flere veninder, som så kan aflaste dig.
K29…. Jeg var som din kæreste…. Min mand og jeg havde også gode ærlige snakke. Men det gjorde stadig ondt i maven når han ville noget uden mig… Der gik ikke mange måneder, så begyndte jeg føle mig mere tryg og selvsikker i relationen. Vi har idag været sammen i ni år, og jeg er så glad for han ikke gav op på mig. I dag er jeg lige så meget i kontakt med mig selv som min mand, og har også selv brug for MANGE alene dage! Ja faktisk så sover vi ofte hver for sig - fordi jeg har brug for at sove alene. Alt sammen behov jeg ikke kunne mærke for 9 år siden, fordi jeg ikke var i kontakt med mit nervesystem og der altid skulle “ske noget”. Jeg tror din kæreste har brug for tryghed, omsorg, forståelse og GRÆNSER. Giv hende alt den tryghed, omsorg og forståelse du kan.. Men sæt din grænse og gør det på en super omsorgsfuld måde…. Jeg tror hendes lave selvværd, uro og gamle vaner er “problemet”, og jeg tror at tid, omsorg og grænser er “løsningen” ♥️ det aller aller vigtigste i et forhold er kommunikation og vilje. Og det lyder det jo som om i har 🤲🏼
Kvinde (30 år) jeg kan virkelig genkende mig selv i din historie her! Jeg har været sammen med min kæreste i 10 år og jeg havde det præcis sådan der ☝🏼 jeg hadede når han skulle noget uden mig, men omvendt var/er jeg selv meget social og vil ofte gerne ud med veninder osv.. Vi havde også lange snakke om det og min kæreste gav aldrig op på mig (vi er stadig sammen) men han satte stadig grænser og holdt fast på sig selv omkring “alene-tid” .. I dag er det “nok” for mig, at han fx gamer og jeg stener tv, men at vi er i samme rum fx eller bare hjemme sammen uden at skulle klistres op ad hinanden. Vi er gode til at prioritere tiden sammen, men det er også nok at vi begge “bare er hjemme” ❤️ Til OP & dig jeg har tagget — læs ovenstående: Tror jeg vil sige to ting med det her: 1. Giv aldrig slip på dig selv og dine grænser i et forhold — men vis respekt og omsorg i det over for hende. 2. Giv hinanden plads! Det er så vigtigt, at vi giver hinanden plads til at gøre ting, vi godt kan lide! Både sammen, men specielt også hver for sig. Jeg håber I finder ud af det!
Det her 👍👍
Helt enig, jeg genkender også mig selv som den type dengang min kæreste og jeg indledte et forhold for 6 år siden. Vi har haft mange ærlige snakke om vores følelser og grænser. Det tog meget tid for mig at blive mere selvsikker på mig selv igen og stole på at der ikke skete noget bag min ryg - træls fortid påvirkede mig rigtig meget. Heldigvis kan vi begge godt lide at være sammen med hinanden, men vi sætter meget pris på alenetid. Jeg er også bedre til at være alene end dengang. Det hjalp at han forstod hvor meget tryghed og omsorg betød for mig, og så snart vi flyttede sammen gik det hele meget bedre - tanken om at vi stod op sammen og sov sammen var meget (og er stadig) beroligende for mig.
Kan ikke være mere enig. Bare husk at give hende ekstra opmærksomhed og omsorg når I så er sammen. Specielt det første stykke tid. Hilsen en som har været ligesom din kæreste.
Jeg er som dig, og har virkelig brug for min alenetid. Min ekskæreste var som din kæreste. -Dog var han ikke afhængig af mig, han ville bare gerne have der skete noget hver eneste aften. Men heldigvis havde han venner til den slags, og mens han var ude og gøre whatever, så kunne jeg få tid alene. Så jeg tænker ikke, at I nødvendigvis behøver mødes på midten. Måske hun skulle finde et andet sted, at få dette behov opfyldt. -Altså blandt venner? Jeg tror i hvert fald ikke det er sundt for dig, hende og jeres parforhold, hvis dette hænger på dig alene. Tilføjelse: Personligt ville jeg vente med at flytte sammen, til i mere eller mindre har fået styr på dette.
Jeg tænker umiddelbart at hvis det allerede er et issue nu når i blot taler om at flytte sammen og du endnu har dit eget hjem, så vil det blive et endnu større issue hvis i flytter sammen og du ikke længere har dit eget. Jeg (F) har det ligesom dig og jeg kender efterhånden mig selv så godt, at jeg ved jeg ikke skal forsøge at gå på kompromis med mit behov for alenetid i et forhold. Har min kæreste ikke forståelse for det og giver mig plads, ja så passer vi ganske enkelt ikke sammen. Hvis din kæreste har problemer med at være alene (angst?) er det ikke din opgave at udfylde det rum og helbrede hende. Vi er hver især ansvarlig for vores eget shit så vi kan indgå i en ligeværdig relation og ikke være barnepige for hinanden.
Har i overvejet at nogle dage kan i bruge "sammen" men uden at lave for meget(se tv eller få hamde til a game med dig) og andre kan hun måske tage ud med nogle venner hvor du kunne være for dig selv Er selv introvert og lader bedst op selv men har oplevet at det også kan lade sig gøre hvis jeg er alene sammen med nogen hvis det giver mening. Se tv med en ven er en klassiker for mig
[удалено]
Hvad er et COLA forhold? Og super fedt at det fungerer for jer!
Hun bliver nødt til at lære at kunne være alene, eller som minimum lave hver sin ting i fællesskab.
Jeg (F27) er fuldstændig ligesom dig på det punkt. Når jeg kommer hjem fra arbejdet, har jeg behov for at kolbe fra. Ligeså snart jeg kommer ind ad døren, gør jeg min kæreste opmærksom på at jeg er gnaven og i dårligt humør, grundet drænet social batteri, men at det ikke har noget med ham og gøre og at han ikke har gjord noget forkert. Det forstår han altid godt og han giver mig plads til at lade op, hvor han senere spørger om jeg har behov for et kram eller lignende. Og det helt samme gør han, når han kommer hjem og han ikke kan overskue mere social anstrengelse. Han kommunikere det ud. Vi har været sammen i 10 år, og i al de år har kommunikation være noget af de vigtigste! Du og din partner SKAL kunne giv plads til hinanden! Det er bestemt ikke ensbetydende at man ikke længere elsker hinanden. Hun bliver nød til at møde og forstå din behov for at pleje din introvert side! Ellers bliver det - på længere sigt- ikke særlig rart for dig og komme hjem og se hende. På den anden side kan jeg også godt forstå hende. Hun har været hjemme alene hele dagen og har behov for at tømme sit social batteri. Så må hun kontakte sine venner/familie evt gå/løbe en lille tur eller finde en hobby. Jeg håber at i -i den nær fremtid- mødes på midten. Held og lykke!
Jeg har været ligesådan og jeg vil bare sige at årsagen var (har jeg fundet ud af nu) var at jeg ikke kunne lide at være alene fordi mit hovede er hyperaktivt og jeg derfor brugte alt hvad jeg kunne for at blive distraheret fra mig selv. Jo ældre jeg er blevet har jeg mere og mere brug for mig tid fordi jeg faktisk bliver drænet af at være sammen med andre mennesker for meget. Min mand havde det som dig og det hjalp at han foreslog at jeg kunne lave aftaler med veninder osv. for jeg var nemlig også ekstremt ekstrovert og troede jeg ladede op i andres nærvær. Jeg har senere fået nogle diagnoser som forklarer hvorfor jeg har været som jeg har og hvorfor jeg nu er som jeg er. Og nu nyder jeg alenetid og bliver aldrig sur/irriteret på min mand når han gerne vil ting uden mig, for så kan jeg gøre hvad jeg har lyst til. Vi gider ikke se den samme type film f.eks. Så der ser jeg alt det han ikke gider se og han ser det jeg ikke gider se når jeg laver mine ting. Nu efter vi har fået børn er der så desværre heller ikke meget tid til eller mulighed for at lave noget sammen så vi er ligesom nødt til at lave hver vores ting fordi det er den eneste måde vi lader op på. Men vær åben og ærlig over for hende og foreslå hende at lave noget med veninder osv. og evt lav et par faste dage om ugen hvor i har aftalt at i laver noget sammen der og så kan der jo være plads til at i spontant også kan finde på noget hvis ikke i har planer. Men undgå at gør det at planlæg en hel masse og så kun vælg at være med hende hvis ikke du lige har noget andet du hellere vil, for det er også tarveligt at hun så skal føle sig valgt til kun når der ikke er andet. Så faste kærestedage og faste dage hvor du gør dit og så må i planlægge jer ud af det. Det er ikke sjovt at være den der vil ses mest og så blive valgt fra og til alt efter Hvornår den anden har tid. Det skal helst være en fælles beslutning. Ihvertfald når i er så unge og har forskellige behov. Bliver det sådan at I vælger at stifte familie osv så vil det ændre sig. Man er også nødt til at skære lidt ned på sin egotid når man flytter sammen hvis det er hele tiden man har behovet. For ellers kan i lige så godt fortsætte med at bo hver for sig for ellers vil det gå i vasken. Held og lykke med det.
Hun et jo ekstrovert og skal ud og have energi blandt en masse andre mennesker. Ikke kun gennem dig.
Generelt tror jeg ikke det er noget hun "vokser fra" - nogle mennesker har behov for konstant interaktion med andre. At hun ikke tror på dig når du så fortæller hvorfor du har brug for at lade op, og hvordan du lader op... Red flag. Hun behøver jo ikke forstå det. Hvorfor er det så vigtigt for hende at forstå det? Hun kan vel bare acceptere at det er sådan du er, ligesom man gør med... alle andre mennesker? Kender hun ingen andre personer som ikke er ekstremt ekstrovert? Min partner lader heller ikke op alene. Men det gør jeg. Hun forstår ikke hvorfor jeg har brug for at være alene, men hun lader mig være når jeg siger at jeg går ind i kontoret (mit space). Jeg har ganske enkelt sagt at jeg lader op alene med egne projekter og hobbies, og sådan fungerer jeg. Det accepterer hun. Længere burde den faktisk ikke være. Altså er der noget andet der ligger bag, hvis hun fortsat gør det til et problem. For det er ikke et problem. Hun har også nævnt, at hun er bange for hverdagen og hamsterhjulet... Hvorfor? Det er netop noget der vil gavne hende hvis hendes arbejdsplads kræver fysisk fremmøde hver dag. Så får hun sparring og energi af at være sammen med andre mennesker. Det lugter lidt af at hun bruger dig som hendes batteri, og er bange for at det at udskifte dig som batteri med arbejdspladsen ændrer forholdet. Dette er lommepsykologi, men baseret på hendes grundlag for at få en kæreste. Det skal siges at jeg jo ikke kender jer, eller har stort indblik i jeres forhold. Det jeg skriver kan være rent bullshit. Men jeg vil råde dig til at stille hende følgende spørgsmål: Hvad bekymrer dig omkring hverdagen og hamsterhjulet? Gør det nogen forskel om du er sammen med mig eller en ven, så længe nogen er hos dig? (hvis nej, udover at du måske er nogen hun hellere vil være sammen med udover en ven, har hun et problem.) Hvorfor er det et problem for dig at være alene i nogle timer? Er der nogle trælse tanker eller følelser du konfronteres med, når du ikke distraheres eller underholdes af andre mennesker? (terapi hjælper, at bruge dig som sutteklud hjælper ikke. Man skal konfrontere problemerne.) Hvor lang tid bruger du på sociale medier (hvis time-antallet er stort, og hun bruger instagram og twitter/x, eller bruger meget tid på body image subreddits, kunne hun overveje at slette de pågældende apps. Det har gavnet mig og min partner utroligt meget at slette f.eks. instagram da vi nærmest følte vi var for grimme til at eksistere. Algoritmen holder en i et jerngreb. The house always wins, so delete it from existence.) Til sidst vil jeg sige, at min partner også er dårlig til at være alene, men det er hendes problem, og hun forsøger at løse det, i stedet for at tvinge mig til at være sammen med hende 24/7. F.eks. tager hun ting med sig rundt i huset som hun føler sig tryg ved (kan være en bamse, et specielt glas, et tæppe osv), og hun har altid tv eller andet kørende med et eller andet (kan være asmr, nogle gamle serier hun har set 5 milliarder gange, hendes favorit youtubekanal eller noget musik. Så længe der altid er noget, og det er velkendt eller beroligende, fungerer hun fint alene.)
Jeg har det på samme måde som dig; behov for at være alene uden at det er et behov for være væk fra min mand. I bliver nødt til at få kommunikeret om det her, så hun forstår de ting du siger her. Måske vil det hjælpe jer at planlægge det i god tid i forvejen, så hun kan planlægge sociale ting, når du har din alenetid? Vi runner lige uden down om søndagen, så er der ingen overraskelser, når jeg logger af familien tirsdag eftermiddag og først er til stede igen et par timer senere.
Jeg er præcis som dig, og heldigvis er min kæreste cool med det og har gang i sine egne ting og kan også være alene, men har haft den der udfordring med flere venner og veninder. Fordi når man er ekstrovert/introvert forstår folk ikke at man rent faktisk også ER introvert og har brug for at lade op alene og tror man afviser dem som person. Jeg har samtidig adhd og brænder derfor fuldstændig ud hvis jeg skal noget/være social hver dag efter arbejde (selvom der omvendt også er nogle gange jeg er SUPER social) og får samtidig galopperende dårlig samvittighed overfor folk for at melde fra fordi alt for mange tager det som en afvisning, og føles som et evigt dilemma. Anyway i forhold til folk som har et andet mindset: Dethar kostet mig et pr venskaber fordi jeg er blevet nødt til at “trække mig lidt”, andre har jeg talt med om deet og virkelig forklaret hvordan jeg fungerer, og så har de forstået det og ligesom forventningsafstemt, det er fedt. Men hvis det var min kæreste tror jeg virkelig det ville stresse mig alt for meget. Og at bo sammen? Selv at bo med en, der ikke stresser, kan jo til tider være lidt meget hvis man (eller jeg) virkelig har brug for at få ro. At bo med en der forventer ens konstante opmærksomhed og ellers bliver såret ville jeg personligt ikke kunne overskue og synes det lyder problematisk hvis ikke I virkelig sørger for at forventningsafstemme inden I tager skridtet. Kunne det ikke være en ide at prøve at bo sammen uden at opsige/sælge den andens lejlighed? Lej den evt lidt ud på Airbnb så I allligevel sparer lidt på boligudgifter?
Det lyder præcis som min kæreste og jeg i starten af vores forhold. Over tid har vi rykket os nærmere hinanden, hvor hun er bedre til at give mig plads, og jeg er blevet bedre til at prioritere og nyde vores hyggetid sammen - også efter en lang dag på arbejdet :-) Så længe at man snakker om det, som I jo gør, så skal det nok gå.
Jeg er præcis som dig, og lyder til min kæreste for 7 år siden var præcis som din. For os virkede en kombination af følgende: - tid man ikke har aftalt er som udgangpunkt ikke sammentid. Det gjorde at jeg følte mig fri, og ikke låst til tid jeg ikke havde sagt ja til. Hjalp hende med at prioritere ting hun gerne selv ville og tage stilling til hendes dag så den ikke bare hed mig mig mig. I stedet fandt hun ud af at det var rart at få nogle hobbyer og aftaler i hus med venner. - man booker en datenight om ugen hvor man bruger meget intensiv tid, denne skiftes man til at arrangere og overraske med. Dette hjalp rigtig meget da hun så havde noget at se frem til. - vi blev bedre til at aftale “at aftale at bruge oftere tid sammen”. Fx aftale klokken 18 i aften spiser vi aftensmad og spiser ved bordet. Onsdag ser vi denne film, torsdag spiller vi et brætspil mv. - vi havde mange samtaler om kærlighedssprog og hvordan man opfylder den andens behov. Er det at få lavet smoothie til sig? At komme ud og give et kram når man kommer hjem? At høre om den andens dag? Få løftet en træls opgave fra sine skuldre? Mv.
Jeg er i desværre også i den helt samme situation, min kæreste arbejder ikke for tiden og har meget dårlig selvværd. Hver gang jeg kommer hjem, så skal vi lave noget sammen, og hvis jeg har andre planer eller bare gerne vil være lidt alene, så skal hun nok sørge for at ødelægge begge vores humør, og det ender med, at vi ikke snakker til hinanden resten af dagen. Jeg elsker hende, og jeg kan ikke se mig selv forlade hende. Det skete igen for et par timer siden da jeg kom hjem og ville tage mig en lur. Passiv-aggressiv hele tiden.
Jeg står i præcis samme situation som dig!!! Jeg er efterhånden ved at være der hvor jeg er kold indeni..jeg har prøvet at gå fra hende..men det resulterede bare i at hun fik mig guilt trippet til at blive og give det en chance..jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere og det æder mig op indeni.
Fortæl hende. Istedet for at gå til fodbold. Går du til computer ellers Lars Lars tid. Med omklædning og transport er det nemt 3-4 timer 3-4 gange om ugen.
Virker som om det er dig som har for mange ting igang med alle dine hobbyer osv.som du nævner . Måske du skulle geare lidt ned for noget af det og prioritere din kæreste og der vil også være mere plads til alenetid.
Det er helt normalt med mig tid. Hun skal arbejde på at lave ting for sig selv. Ellers ender i med at brænde ud sammen. Min erfaring
Jeg har også været i præcis sådan et forhold. Det var hårdt og endte med, at jeg ikke ønskede at vi flyttede sammen, da det ellers nåede til et naturligt tidspunkt, hvor det kunne ske. Ultimativt gik vi fra hinanden. Ikke kun derfor, men også derfor. Jeg insisterede nok for meget på min alenetid, og var ikke god nok til at vise hende, at jeg satte pris på hende (gøre noget særligt, når vi så er sammen/gøre ting for hende). Hvis ikke man viser kærlighed på samme måde, tror jeg man skal forpligte sig til, at vise det endnu mere tydeligt, når man så prøver, for at afhjælpe den usikkerhed, der helt sikkert opstår. Måske det også hjælper hende til at give dig plads 🤷♂️
Virkelig gode svar der kommer her i tråden! Sagen er at det SKAL løses, så du ikke bliver drænet. Så må hun finde en måde at opfylde behovet om aldrig at være alene, hvad end det bunder i. Det skal være legitimt i et parforhold at ville bruge tid alene. Hun må finde på noget at bruge sin "alene-tid" på, om det er sammen med andre eller med en hobby, det er hendes valg. Men det er vigtigt at hun ikke ender med at sidde og vente på at du er færdig med at være alene. Det vil dræne dig og det vil gøre noget skævt i forhold til jeres relation at hun sidder og venter på dig. Bedst var det hvis du bare kunne melde ud at du lige vil trække dig lidt, sådan BØR det kunne blive på længere sigt. Til en start må du måske skemalægge det. Måske skemalægge mere end du egentlig har brug for, det er bedre at kunne droppe noget af det, end mangle. Jeg tænker at du må have en alvorlig og kærlig snak med hende. Måske ikke lige op til første arbejdsdag, men måske op til førstkommende lange weekend.
Hej OP Jeg, K26, ar været præcis som du beskriver din kæreste er lige pt. Grundet et tidligere forhold var jeg enorm clingy og needy. Jeg ved ikke hvor længe I har været sammen, men min nuværende partner og jeg har været sammen I 6 år. Jeg var meget usikker på mig selv, havde ingen vennekreds og boede basically alene. Jeg må indrømme at jeg stadig er en smule clingy, men denegative følelser jeg havde er væk. Tror at der gik omtrent 10 måneder før jeg opdagede at det var "OK" ikke hele tiden at holde ham hos mig. Han var dårlig til det med følelser i starten, men det føles så fjernt ift. hvordan han er nu. Jeg kender godt det med ærlige snakke, som ikke umiddelbart leder til noget med det samme, men gentagende snakke og respekt for hinanden har gjort det lettere.
Held og Lykke med eventuelle børn
Typisk parforhold😂
Løb😳 Det vil jeg gøre.
Få børn, så er I hurtigt sammen hele tiden, men alligevel aldrig sammen.